0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hold weekend i byen der ikke ligner andre europæiske hovedstæder

De færreste kender Sofia, men turisternes manglende opmærksomhed er paradoksalt nok en af byens største styrker.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Fritz Hiersche/Fritz Hiersche, iStockphoto
Foto: Fritz Hiersche/Fritz Hiersche, iStockphoto

Storslået. Nationalteatret er en blandt mange smukke bygninger i bulgarske Sofia.

Rejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Rejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den bulgarske hovedstad Sofia har mange kvaliteter. Byen er forholdsvis lille og har et begrænset antal seværdigheder, som nemt kan nås på gåben, og hvis antal passer perfekt til en weekendtur.

Seværdighederne stammer fra flere historiske perioder, og deres besøg er samtidig en repetition af den europæiske historie – fra romertiden til landets kommunistiske fortid og fra islam og jødedom til den ortodokse kristendom.

Turisterne har endnu ikke opdaget Sofia for alvor, og det betyder, at her slipper du for lange køer foran museerne. Derimod møder du små lokale butikker, hvor personalet sætter pris på dit besøg.

At Sofia tilmed også er billig, gør et besøg endnu mere attraktivt. Velkommen til Sofia, en by, hvor det fandenivoldske Balkan og den overlevende sovjetiske socialrealisme smelter sammen i en perfekt symbiose.

FREDAG I SOFIA

Klokken 14: Sofias storslåede vartegn

Aleksander Nevskij-katedralen og dens omgivelser er et oplagt sted at begynde besøget i Sofia og et sted, hvor man kan få en fornemmelse af byen. Katedralen er både Sofias vartegn og en af byens absolut vigtigste seværdigheder. Den har plads til 5.000 mennesker og er en af verdens største ortodokse kirker. En imponerende bygning, bygget mellem 1882 til 1912 i neobyzantisk stil til ære for de omkring 200.000 russiske soldater, som blev dræbt under den russisk-tyrkiske krig i 1877-1878, som befriede Bulgarien fra tyrkisk overherredømme under Det Osmanniske Rige.

Kirken er bygget som en tak til den russiske tsar og opkaldt efter tsarfamiliens skytshelgen, den russiske storfyrste fra 1200-tallet, Aleksander Nevskij. Katedralen er rigt udsmykket med guld, mosaikker og træudskæringer og flotte freskoer.

Aleksander Nevskij Krypt ligger til venstre for indgangen til katedralen. Oprindeligt beregnet til begravelser af bulgarske konger, i dag en del af det bulgarske Nationalgalleri, som huser Europas største udstilling af bulgarske ikoner.

Hram Sveti Aleksandar Nevski, Plostad Aleksandar Nevski

Klokken 16: Sofias gamle kirke

Sankt Sofia-kirken er Sofias næstældste kirke og den kirke, som har givet Sofia sit navn. Kirken, som står ved den samme store plads som Aleksander Nevski-katedralen, er oprindeligt fra det 6. århundrede, men er flere gange genopbygget. I dag står kirken flot renoveret. Bag kirken ligger en af Bulgariens største forfattere, Ivan Vazov, begravet.

Tsarkva Sveta Sofia, Ulitsa Paris 2

Klokken 16.30: Køb dine operabilletter

Sofias Opera ligger et stenkast fra kirken. I Sofia kan man få en stor operaoplevelse uden helt at få ødelagt rejsebudgettet. Det er derfor en god idé at besøge operaen, selv om man ikke er den helt store operaelsker, da dette smukke hus er en oplevelse i sig selv. Det er besværligt at købe billetter på operaens hjemmeside, men billetkontoret har ofte billetter tilbage. Det er derfor en god idé at sørge for billetter til lørdag aften. Priserne ligger på mellem 8 og 40 BNG (ca. 30-150 kroner)

Sofia Opera og Ballet, Dondukov blvd. 30

Klokken 17: Et pust af Rusland

Den russiske kirke er en af Sofias smukkeste kirker, hvis man altså kan se den, da den i øjeblikket er under renovering og helt overdækket af stillads. Man kan dog godt komme ind og se interiøret. Kirken er bygget af russere og dedikeret til Skt. Nicholas.

Ruska tsarkva, Blvd. Tsar Osvoboditel 3

Klokken 17.30: Velfortjent forfriskning

Slaveykovpladsen er en af Sofias hyggeligste pladser og byens største udendørs bogmarked. De mange bøger, det evige mylder af mennesker og de passerende sporvogne giver pladsen en hyggelig og afslappet stemning. Et oplagt sted til en forfriskning inden dagens middag. Flere cafeer og barer ligger på den side af pladsen, hvor sporvognene kører, i passager og baggårde, som for eksempel den hyggelige ølhal Luciano Birreria. Et oplagt sted at prøve an af de mørke Kamenitza øl.

Luciano Birreria, Pl. Slaveykov

Klokken 19: Middag i hyggelige omgivelser

Restaurant Hadjidraganovs kældre er en restaurant, som serverer traditionel bulgarsk mad, og som har et stort udvalg af bulgarske vine. Restauranten er et godt sted at smage bulgarsk mad og oven i købet få den stilfuldt serveret. Der er bulgarsk folkemusik hver aften – typisk tre mænd, som på skift spiller i restaurantens forskellige lokaler. Det er en god idé at reservere plads i højsæsonen. Her er et prisniveau, hvor alle kan alle være med.

Hadzidraganovite izbi Hristo Belchev Str. 18

Klokken 22: Gang i musikken

Har man stadigvæk kræfter, og har man lyst til at udforske Sofias musikliv, er Sofia Live Club et fint bud. Den er en af Sofias mest populære klubber og ligger i Sofias Kulturpalads, bygget under Bulgariens kommunistiske fortid i bedste sovjetstil. Tjek klubbens hjemmeside for program.

Sofia Live Club, Sofia Kulturpalads (NDK)

LØRDAG I SOFIA

Klokken 10: Blid start i byens centrum

Sveta Nedelya-kirken ligger i Sofias centrum og er en af Sofias mest kendte seværdigheder. Kirken er bygget oven på resterne af flere forskellige kirker i 1856-1863 og er i virkeligheden mere interessant for sin historie end for sin arkitektoniske skønhed. I 1925 blev her begået attentatet mod den bulgarske tsar Boris III med op imod 150 døde.

Crkva Sveta Nedelya,Plostad Sveta Nedelya 20

Annonce

Klokken 10.30: Indkøb og hygge i centrum

Bulevard Vitosha er Sofias indkøbsgade nummer 1, som er blevet lavet om til gågade. Det er her, byens smarte butikker og internationale mærkevarebutikker ligger. I sidegaderne, især på venstre side, på vej mod Sofias Kulturpalads NDK, ligger billigere forretninger samt massevis af cafeer og restauranter. Kvarteret er absolut nærmere udforskning værd, uanset om formålet er shopping eller blot at slentre rundt.

Bulevard Vitosha

Klokken 12.30: Frokost på bulgarsk

Restauranten Balkanska Skara minder på mange måder om fredagens middagsrestaurant, altså en restaurant med traditionel mad fra Balkan. Stedet serverer et stort udvalg af velsmagende retter og har udendørsservering.

Restaurant Melniska Skara,Bulevard Patriarh Evtimiy 22

Klokken 14.30: Sightseeing i centrum

Nord for Sveta Nedelya ligger Serdika metrostation og omkring denne flere vigtige seværdigheder, heriblandt Rotunda Skt. George, som er Sofias ældste bygning fra 4. århundrede, og som byder på nogle fantastiske freskoer fra 1400-tallet. Indgangen til rotundaen ligger på Bulevard Aleksandar Stambolijski. Lidt længere forbi store udgravninger ved Serdika metrostation, ligger Sofias eneste moske, Banya Bashi Moske fra 1576, hvor Bulgarien var en del af Det Osmanniske Rige. Moskeen er i øjeblikket under renovering. Lige ved moskeen ligger Sofias Markedshal og tæt ved den Sofias synagoge, som er den største synagoge i det sydøstlige Balkan og tredjestørste synagoge i Europa. Tilbage til Sveta Nedelya, forbi Sofia-monumentet, en 24 meter høj søjle med en kvindestatue, personificeringen af Sofia, som blev rejst i 2001. På samme sted, hvor en kæmpemæssig Lenin-statue tidligere stod.

Rotunda Skt. George,Banya Bashi Moske, Sofia Synagoge

Klokken 16: Tilbage til kulturelle oplevelser

Det bulgarske nationalgalleri ligger i det smukke Sofia Palads, bygget i 1879-1886, efter at Bulgarien blev selvstændigt efter tiden under det osmanniske rige. Nationalgalleriet byder på Bulgariens største udstilling af malerier og skulpturer fra det 19. og 20. århundrede. Paladset rummer også det etnografiske museum, hvis udstilling består af både faste og skiftende udstillinger.

National Art Gallery, Prince Alexander1 Plostad 1

Klokken 17.30: Spis før operabesøg

Restaurant Uno har den helt perfekte placering i forhold til et besøg i det bulgarske opera, da den ligger lige derved. Restauranten har to forskellige saloner, som hver især har deres egen stil. Den ene af dem, salon barbecue, serverer kød, fisk og skaldyr, mens den anden, salon pizza og pasta, har orienteret sig mod italiensk køkken. Der er et stort udvalg af bulgarske og udenlandske vine.

Restaurant Uno, Ulitsa Georgi C. Rakovski 121

SØNDAG I SOFIA

Klokken 10: Tilbage til socialismen

Socialistisk Kunstmuseum åbnede i slutningen af 2011 og er et af Sofias nyeste museer. Museet består af en 7.500 kvadratmeter stor skulpturpark, som udstiller 77 skulpturer fra perioden 1944-1989, alle sammen værker, tidligere opsat i bulgarske byer. Selve museet ligger i et forstadskvarter, og kvarterets nedslidte huse danner en perfekt kulisse til skulpturparken. Det til trods for, at et moderne indkøbscenter ligger lige ved siden af museet.

Ud over skulpturparken viser museet omkring 60 socialrealistiske malerier og viser film fra Bulgariens kommunistiske fortid. Det er nemt at komme til museet med metro. Den nærmeste station hedder G.M. Dimitrov.

Museum of Socialist Art, Luchezar Stanchev 7, Izgrev

Klokken 13: Frokost i byen

Ota Tiefenböck
Foto: Ota Tiefenböck

Hvis der fortsat er tid, inden turen går til lufthavnen, er det oplagt at runde besøget i Sofia af på en af restauranterne i området mellem Vitosha Bulevard og Slaveykov-pladsen. Området vrimler med restauranter og små cafeer. En mulighed er restaurant Cactus. Restauranten serverer både bulgarske og internationale retter af høj kvalitet.

Restaurant Cactus, Ulitsa Hristo Belchev 20

Læs mere:

    Alt om Corona­virus

Læs mere