600, 601, 602, 603. Jeg tæller trinnene. Fugter læberne og overraskes over, hvor meget de smager af Atlanterhavets salt.
Ørerne opfanger lyden af fodtrin fra folk bag mig. Det er en hul dump lyd.
617, 618. Jeg retter ryggen og løfter det ellers fokuserede blik fra de gråglinsende og farligt smalle trin. Horisonten forsvinder i en dyne af væde, og folk foran mig udviskes langsomt, efterhånden som de går opad. Næsen opfanger den søde lugt af hav.
»Jeg er glad for, at det er tåget«, siger en amerikansk kvinde til en anden. »Sådan har jeg det også«, replicerer veninden.
619, 620... Oppe!
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her