Charlie Uldahl Christensen måtte beskytte sig mod sol og sand ved at dække hele ansigtet til.
Foto: Charlie Uldahl Christensen

Charlie Uldahl Christensen måtte beskytte sig mod sol og sand ved at dække hele ansigtet til.

Charlie går fra Danmark til Tanzania

Den 28-årige dansker er på en pilgrimsfærd gennem 29 lande til landsbyen Lengasti, som han vil hjælpe med at få rent drikkevand.

Charlie Uldahl Christensen går, går og går. Når solen går ned, finder han et sted at sætte sin hængekøje op og får noget at spise. Og når han har sovet, går han igen.

Han gik fra Esbjerg 18. maj sidste år og ender i Tanzania. Hvorfor bruge en stor del af den tid, de fleste ville bruge på at få en uddannelse, på at gå til Afrika?

Den 28-årige dansker kalder sig en pilgrimsrejsende, og han kombinerer eventyret, der bruser i hans krop, med håbet om at gøre verden bare en lille bitte smule bedre.

I 2013 var han frivillig på et børnehjem i Lengasti i Tanzania og så, hvordan byens folk ikke havde rent vand. Det betød, at de enten måtte gå langt for at få rent vand eller drikke det beskidte vand og blive syge. Han lovede sig selv at komme tilbage og ordne vandforsyningen, og til formålet stiftede han den velgørende organisation Walking for Water.

Hvornår Charlie Uldahl Christensen når frem til Lengasti, ved han ikke præcis. Det tager længere tid, end han regnede med, men ud over en slunken pengepung stresser han ikke over det.

29 lande og 18.000 kilometer

Formålet med hans organisation, som består af frivillige, er ud over at hjælpe i Lengasti at gøre rent vand til en menneskeret overalt på Jorden. Det ved Charlie Uldahl Christensen godt, at Walking for Water-oganisationen får svært ved at indfri. Men han går – fremad. Med sin følgesvend – en ombygget barnevogn kaldet The Mule – og i det tredje par vandrestøvler. Gennem 29 lande, 18.000 kilometer, to kontinenter og til endemålet Lengasti.

»Jeg lovede at hjælpe dem med at få vand. Og når jeg lover noget, så holder jeg det«, siger han.

Charlie Uldahl Christensen har udvalgt 10 billeder, som giver et indblik i 18.000 kilometers strabadser.

1. Vand fuld af pis

Foto: Charlie Uldahl Christensen

»Billedet er taget i Lengasti, Tanzania. Det mest vitale problem for de lokale er, at de ikke har tid til at bruge en hel dag på at gå efter rent vand. I stedet henter de vand fra beskidte mudderhuller, hvorfra kvæg også drikker vand. Vandet er betændt og fuld af pis. Det er bakterier og urent vand, folk dør af. Ikke af tørst«.

2. 55 kilometer om dagen

Foto: Charlie Uldahl Christensen

»Når jeg går, har jeg en ombygget barnevogn, jeg skubber. Jeg kalder den for min mule (engelsk for mulddyr, red.). Jeg har det stadig fint med at gå og er faktisk blevet god til at nyde mit eget selskab. Jeg plejer gerne at gå minimum 30 kilometer om dagen, og det maksimale har været 55 kilometer. Typisk er det solen, der afgør længden, for jeg slår lejr, inden det bliver mørkt. Billedet er taget i Sydspanien. Det var en enormt stor omvæltning at komme fra Europa til Afrika. På min vej gennem Europa blev jeg mere åben og mindre fordomsfuld. Men da jeg kom til Marokko, måtte jeg igen have paraderne oppe for ikke at blive snydt. I Senegal har det været helt forfærdeligt. Jeg er ked af, at jeg bliver nødt til at have en afvisende attitude. Men jeg forstår dem godt, for de er fattige mennesker«.

Min største udfordring var at spare på vandet. Jeg drak fire liter om dagen, og det kunne jeg leve på.

3. Nye bekendtskaber

Foto: Thomas Holm

»Jeg inviteres ind og overnatter mange steder. Jeg har faktisk endnu ikke betalt for overnatning. Rainbow gathering kaldes denne festival ved Malaga. Den er for ’free spirited’-folk, der f.eks. tager ud og lever i naturen i en måned. Jeg var der dog kun en enkelt dag. Til denne ’gathering’ spiste de kun raw food, og ved måltiderne samles man i en rundkreds. Så sendes en hat rundt, og alle smider det i, de har. Har man ikke noget, sender man et luftkys. Det er solidaritet, men jeg ved ikke, om det altid er de samme, der bidrager«.

4. Overnatning blandt vilde dyr

Foto: Charlie Uldahl Christensen

»De fleste nætter sover jeg i hængekøje. Af sikkerhedsmæssige årsager plejer jeg at finde et sted, hvor jeg er ude af syne for andre. Jeg har ikke oplevet, at nogen har prøvet at overfalde eller stjæle fra mig. Nogle gange vågner jeg ved, at der er dyr tæt på hængekøjen, oftest vilde hunde eller vildsvin. Det har ikke været et problem hidtil, men jeg skal tænke mere over det nu, hvor jeg kommer længere ned i Afrika, hvor der er løver og hyæner. Jeg har en feltspade med skarpslebne kanter, en god kniv, peberspray og bue og pile med mig«.

5. Besøg hos Hare Krishna

Foto: Thomas Holm

»Her er jeg på besøg i et Hare Krishna-tempel i Malaga, og kvinden på billedet er en såkaldt devotee. Undervejs på turen interviewer jeg forskellige subkulturer. Jeg havde håbet at få en medieaftale og lave et tv-program om de forskellige kulturer, jeg møder. Det skulle være med til at rejse penge til projektet, men er desværre ikke lykkedes. Jeg har bl.a. besøgt en motorcykelklub, en death metal-festival og en revolutionær bevægelse i Paris. Jeg er ikke religiøs, men meget åben over for spiritualitet. Hare Krishna-medlemmer er vegetarer, og det er jeg også blevet. Jeg synes, at man skal respektere alt liv, og jeg føler mig mere i kontakt med naturen og dyr, efter at jeg er begyndt på denne tur. Hare Krishna-medlemmerne forekom mig meget fredfyldte og livsglade, og det fandt jeg inspirerende«.

6. Følgeskab på vejene

Foto: Charlie Uldahl Christensen

»I Marokko fulgtes jeg med denne fyr gennem flere dage. Han er tandlæge og fra Portugal, og han var på kristen pilgrimsfærd til Marrakesh. Jeg fik en følelse af, at jeg skulle passe på ham. Han var meget religiøs, og vi var meget forskellige, men vi forstod hinanden, og han havde som jeg en baggrund for at gå, så vi udvekslede vores historier. Billedet viser også en anden typisk situation: Børn, der følger mig på min vej. Jeg synes, at det er lidt irriterende at blive fulgt af børn eller politi«.

7. Sand, sand og sand

Foto: Charlie Uldahl Christensen

»Jeg vidste godt, at Sahara ville blive en af de største udfordringer. Det havde jeg set frem til, men det var fandeme hårdt. Jeg var dækket helt til, men alligevel fik jeg sand i mund, næse og øjne. Billedet er taget i Mauretanien, og her gik jeg den længste strækning i ørkenen: 480 kilometer. Min største udfordring var at spare på vandet. Jeg drak fire liter om dagen, og det kunne jeg leve på, men jeg følte mig tappet for energi og kræfter. Når jeg tog en tår, holdt jeg det i munden så længe, jeg kunne. Det var ubehageligt, men også fedt at gennemføre. Jeg er aldrig løbet tør for vand«.

... da jeg kom til Marokko, måtte jeg igen have paraderne oppe for ikke at blive snydt.

8. Makker på godt og ondt

Foto: Charlie Uldahl Christensen

»Undervejs på min tur har jeg kun sejlet over Gibraltarstrædet og vil helst gå hele vejen. Da jeg skulle krydse Senegal-floden (billedet) ved byen Rosso, var der stor diskussion om, hvorvidt jeg kunne svømme over floden. Politiet gav tilladelse, og på billedet er de ved at læsse ’mulen’ (den ombyggede barnevogn, red.) op på båden. Strømmen tog mig, så jeg blev samlet op undervejs. Der er fordele og ulemper ved at have mulen med. På almindelige veje er den en fordel, for jeg kan bære meget i den. Men den er svær at have med, når jeg skal op ad trapper, krydse jernbanespor eller grøfter. Jeg har tit bandet den langt væk«.

9.  Medieopmærksomhed

Foto: Karim Boumais

»Jeg er i mange nationale og lokale medier. Her interviewes jeg i Casablanca, Marokko, af en tv-station. Walking for Water har en voluntør, som tager kontakt til medier i det land, jeg er på vej til. Og når jeg selv ankommer, begynder jeg at snakke med folk. »Kender du en journalist?«. Det er der altid nogen, som gør, og det er den bedste vej ind«.

Jeg er godt klar over, at der er farligt i nogle af de lande, jeg skal igennem.

10.  Farvel og på gensyn

Foto: Charlie Uldahl Christensen

»Billedet er taget i Paris, hvor min mor besøgte mig, og vi siger farvel. Det er dejligt at få besøg, ikke mindst fordi de fleste af mine relationer varer en dag eller to og består af dem, jeg møder på min vej. Min mor er selvfølgelig bekymret for, hvad der kan ske mig, men er blevet god til at tackle det. Da jeg var 20 år og soldat, tog jeg til Afghanistan, og det hærdede hende. Hun er især bekymret, når jeg skal igennem lande som Nigeria og DR Congo, men hun ved godt, at hun ikke kan tale mig fra det. Jeg er godt klar over, at der er farligt i nogle af de lande, jeg skal igennem. Jeg prøver at forberede mig så godt som muligt og har nok lært at filtrere den naturlige frygt fra. Hvis Boko Haram pludselig vækker mig, vil jeg blive bange, men jeg vil ikke have frygten på forskud«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce