Marianne Lyrum Jacobsen fører an i strid modvind på Kærgård Strand, mens havet buldrer i baggrunden.
Foto: Morten Langkilde

Marianne Lyrum Jacobsen fører an i strid modvind på Kærgård Strand, mens havet buldrer i baggrunden.

Rejser

Danmarks pilgrimsrute er vokset langt nordpå

Hærvejen fra Padborg til Viborg er udvidet med afstikkere til Hirtshals og Frederikshavn. Politiken prøvegik ruten fra Hirtshals til Rubjerg Knude.

Rejser

Langsomt fører Johan Haugaard os ind i den dybe slugt, som han kalder Ajes Nalbos Raj og vi andre Anders Nællebos Rende omkranset af buske og høje træer i Tornby Klitplantage syd for Hirtshals.

På grund af den megen regn er her godt sumpet, men Haugaard tramper ufortrødent videre i sine foretrukne vandresko – fodformede Jaco-sko – også selv om han synker dybt i og får våde fødder.

»Skal vi stadig følge hærvejsstien i bunden af smeltevandsrenden, som er en ren sump, eller skal vi snyde lidt og kravle op på skrænten? Vi er ikke de første, som skyder genvej«, opfordrer Haugaard, og vi følger ham gladelig op på toppen af skrænten.

En nedtrampet sti gennem den jungleagtige bevoksning afslører, at andre før os har valgt den tørre vej. På toppen tager vi rygsækkene af og nyder udsigten fra Ajes Nalbos Raj ud over klitterne mod Vesterhavet, mens Haugaard fortæller om istid og smeltevand.

82-årige Johan Haugaard er ikke alene frivillig guide, men også en rigtig vandringsmand. Siden 1975 har han gået så mange vandreruter, at det svarer til at gå Jorden rundt.

Vi har mødt ham i Hirtshals, hvor den udvidede hærvejs ene forgrening begynder. Den anden går fra Frederikshavn, og de to ruter mødes i Års og fortsætter til Viborg.

Johan Haugaard (th.) fortæller om istiden ved Ajes Nalbos Raj eller Anders Nællebos Rende i Tornby Klitplantage.
Foto: Morten Langkilde

Johan Haugaard (th.) fortæller om istiden ved Ajes Nalbos Raj eller Anders Nællebos Rende i Tornby Klitplantage.

Haugaard kender sin egn ud og ind og er en ivrig fortæller. Da vi står på den lille bro over Yxenbæk, forklarer han grinende, at de lokale kalder bækken ’jywsen’, som betyder ’brunstig’.

I gamle dage mente landmændene, at »bækkens vand gjorde køerne brunstige, så de trak dem ned til bækken for at drikke. De tog også lidt vand med hjem til konen, for det kunne vel aldrig skade«.

Vandringskvinderne

Johan Haugaard tager afsked med os på en lejrplads med brændeskur og -kløver i Tornby Klitplantage. Efter at have slået vores telte op forsøger vi at tænde bål, men to gange slukker en byge ilden på bålpladsen.

Tredje gang lykkes det, og vi kan stille sulten med medbragte bagekartofler, blandet salat, bøffer – som ikke skulle have så meget som et sekund mere – og rødvin i papkrus.

Selv om vi kun har gået 8,5 kilometer på førstedagen, sover vi tungt, mens regnen trommer på teltdugen.

Trods et par regnbyger lykkes det at få stillet sulten i Tornby Klitplantage.
Foto: Morten Langkilde

Trods et par regnbyger lykkes det at få stillet sulten i Tornby Klitplantage.

Næste morgen slår vi følge med Hanne Lyrum og hendes datter, Marianne Lyrum Jacobsen, som har overnattet i et nærliggende shelter. Parret er som os på vej mod Lønstrup.

På Hærvejen er det hyggeligt at slå følge med andre vandrere, og de to vandringskvinder er charmerende følgeskab – så charmerende, at vi glemmer at følge hærvejsskiltene, da vi kommer ud af Tornby Klitplantage og i stedet for at gå direkte ned mod stranden drejer skarpt til venstre ivrigt snakkende.

»I 40 år er jeg kommet til Lønstrup, hvor vi har sommerhus. Normalt går vi sydpå, men vi syntes det kunne være sjovt at prøve den nye hærvej nord for Lønstrup. Jeg går mest sammen med vandreforeningen Rold Skovs Venner, men har bl.a. været på vandretur på Færøerne, Sardinien og Det Skaldede Bjerg (Mont Ventoux, red.) i Frankrig«, fortæller Hanne Lyrum, der har arbejdet som socialrådgiver, men som nu er på efterløn.

28-årige Marianne Lyrum Jacobsen er også socialrådgiver, men knap så erfaren som moderen, når det gælder vandring.

Hun har dog hiket en del som backpacker i New Zealand og begyndte så småt sidste år at tage vandringen seriøst:

»Jeg har også gået en del i Rold Skov, og så fik jeg fat på en bog om alt det nødvendige udstyr, og det har skærpet min interesse. Jeg drømmer om at gå på nogle af de mere krævende ruter i Norge og Sverige, men først skal jeg have det rigtige grej«.

Snakken går lystigt, og pludselig opdager vi, at vi ikke længere befinder os på Hærvejen, men i skovkanten, hvor vi i stedet skulle gå på Tornby Strand. Vi diskuterer, om vi skal gå tilbage eller skyde genvej over klitrækken. Vi beslutter os for det sidste, hvilket viser sig at være en fejltagelse.

Liver Å og et område med rørsump forhindrer os i at nå ned på stranden. Da vi forgæves har gået en halv times tid i håb om at finde en overgang, holder vi rådslagning og bliver enige om at gå hele vejen tilbage til Hærvejen. Den lille omvej koster os 2,36 kilometer ekstra.

På Tornby Strand strider vi os imod blæsten og får sand ind alle vegne. Det knaser mellem tænderne og sætter sig i øjenkrogene.

Tilsyneladende er vi ikke blevet kloge af skade, for da vi kommer til en bro over Liver Å, glemmer vi igen at kigge på skiltene og vandrer blindt ned ad Kærsgård Strand i stedet for at dreje inden om klitrækken.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Snart går det op for os, at vi igen er på vildspor, og vi forcerer efter en del diskussion klitrækken.

De 12-15 meter høje havklitter er svære at passere, og selv om vi kun går en halv kilometer længere, føles det meget længere og hårdere.

Når vandrefolket passerer Rubjerg Knude, føles det næsten som at gå rundt i Sahara, og man får masser af sand i næse og øjne.
Foto: Morten Langkilde

Når vandrefolket passerer Rubjerg Knude, føles det næsten som at gå rundt i Sahara, og man får masser af sand i næse og øjne.

Tilbage på hærvejsstien haster vi videre mod Nørlev Strand, hvor vi deler et par sandwich, og Hanne Lyrum tjekker sine vabler, som ikke ser godt ud. Hun bliver tilbudt kørelejlighed til Lønstrup, men en sej jyde giver ikke op:

»Det er ikke noget at tale om. Det kan gaffatape klare. Jeg fortsætter«.

Humpende passerer vi sommerhusområdet og feriebyen ved Skallerup, som så absolut er den kedeligste del af vandreturen, inden vi når frem til Harrerenden i det nordlige Lønstrup, hvor vi over en is tager afsked med de to Lyrum-kvinder.

Vores anden overnatning er mere komfortabel end teltet. Vi indlogerer os på Villa Vest Badehotel i Lønstrup efter dagens 17,3 kilometer. Hotellet er moderniseret, men har bevaret sin gamle atmosfære. Bad og toilet er ude på gangen, men brusebadet er det bedste i mands minde.

Vi leder efter kranier på stranden

Restaurant Villa Vest nede på kysten udkonkurrerer også let maden fra bålpladsen med en trerettersmenu til 528 kroner bestående af stegt jomfruhummer, nyretapper og en creme brulé med lakrids og hindbær.

Friske og udhvilede begiver vi os næste morgen sydpå langs stranden. Vi vil tjekke, om der ligger kranier og knogler på strandbredden fra Mårup Kirkegård, som er ved at styrte i havet. Det er imidlertid blæst op, og vandet står så højt, at vi må tage en trappe op på skrænten og gå på hærvejsstien. Ikke kun Mårup Kirkegård styrter i havet, men mange sommerhuse får heller aldrig et 30-årigt kreditforeningslån.

På Mårup Kirkegård bliver gravfreden forstyrret af naturen.
Foto: Morten Langkilde

På Mårup Kirkegård bliver gravfreden forstyrret af naturen.

Foran os breder et ørkenlandskab sig i form af vandreklitten Rubjerg Knude, hvis sand er lige så fint som Saharas, men knap så rødligt. Aftenen forinden har naturvejleder Jakob Kofoed fra Vendsyssel Historiske Museum taget os med op til Knuden og Rubjerg Fyr. På vej op er vi lige ved at gå bagover, så voldsom er sandstormen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Styrter fyret i havet?

»Hvert år rykker havet to meter tættere på Rubjerg Fyr, som er 12-15 meter fra kystskrænten. Diskussionen er i gang om, hvad der skal ske med fyret. Skal man lade det styrte i havet eller flytte det længere ind? Fyret er en kæmpe turistattraktion og besøges årligt af cirka 200.000«.

Indtil 2003 fungerede fyret som sandflugtsmuseum, men det er flyttet ned på den nærliggende Strandfogedgård, som også er en del af Hærvejen. Den sidste strandfoged blev båret ud i 1992, og hans bolig er nu museum, mens sandflugtsmuseet er ude i længerne. Her kan man se, hvordan fyret falder i havet »onsdag klokken 13 i 2020 – har I bestilt plads«, som Jakob Kofoed grinende spørger.

Strandfogedgården har også indrettet herberg for Hærvejens vandrere i den gamle grisesti. En overnatning koster 100 kroner. Vi takker dog nej til tilbuddet efter turens sidste etape på 7,59 kilometer og vender næsen hjemad med trætte fødder, men hovedet frisket op af havluft, naturoplevelser og gode vandremøder.

Politiken var inviteret af Hærvejen i samarbejde med Toppen af Danmark.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden