De kigger sig måbende omkring, mens de i flok skrider ned ad strøget: Norditalienerne, der godt nok er på besøg i deres eget hjemland, men alligevel befinder sig på udebane. For de er dumpet lige ned i Napolis kogende centrum, som er tykt befolket med glinsende fiskefade, falbydende kalvemavesælgere og kaffetjenere i uniform, som behændigt snor sig af sted med en kop espresso til det lokale advokatkontor. Et sceneri, de nok husker fra deres egen barndoms hjemstavn, men som i effektivitetens og globaliseringens navn måske er forsvundet.

Napoli synes dog altid at forblive den samme: anarki, vildskab, skønhed og storladenhed, der både ses i den svungne arkitektur, i det lavaspruttende landskab og i kontrasterne mellem rigdommen og fattigdommen, døden og livet, lyset og mørket i gyderne. Derfor er Napoli også et refugium for dem, der ikke længere kan finde ånden i støvlelandets mest turistede storbyer.