I Elena Ferrantes bestseller ’Min geniale veninde’, der handler om to veninders opvækst i 1950’ernes fattige Napoli, har hovedpersonen Elena hørt vidunderlige ting om havet. Noget blåt og magisk, som den lille pige, skønt hun har levet hele sit liv i den gigantiske havneby for foden af Vesuv, aldrig har set. Og besøger man i dag de selvsamme kvarterer i byen, udgør stederne stadig afgrænsede miniuniverser i sig selv, skønt det kun kræver et par sving med Vespaen at kaste sig ind i det øvrige Napolis hektiske gadesystem.
På den måde har Elena Ferrante i den grad ramt Napolis sjæl på kornet og bidraget til den fornyede interesse, som i de seneste tre år har gjort Italiens tredjestørste by til en sensation: Hvem skulle have troet, at Napoli, som ellers er notorisk kendt for sin mafia, sine skraldeproblemer og sin diabolske trafik, skulle blive en populær turistby med konstant stigende besøgstal og stuvende fulde hoteller?
