Den iskolde og klare bjergluft bider i lungerne på en måde, som selv de koldeste danske nætter kun kan drømme misundeligt om. Tusind issyle gennemborer lungevævet ved hver vejrtrækning og nedkøler kroppen både indefra og udefra. Januar er næsten slut, og temperaturen i Island har for længst passeret 10 minusgrader, men det er en god kulde, der omfavner én her. En rensende kulde.
Solen står lavt over horisonten, og der får den kun lov at hænge kort, inden den atter forsvinder bag bjergene og indhyller alting i et uendeligt mørke. På denne tid af året må man her på vulkanøen nøjes med 6 timers dagslys – nok til at give et glimt af den majestætiske uberørte natur og en fornemmelse af sletternes rækkevidde og bjergenes dovenskab, men langtfra nok til at mætte det indre urmenneske, der sultent er vækket til live af klipperne af årtusinders søvn. Det er en sult, der aldrig kan stilles. Men hvor kommer man dog tæt på her.
