Som vandreglad turist på Madeira bør man sende en venlig (og svedig) tanke til fortidens øboere, da det er takket været deres visioner og knofedt, at øen i Atlanterhavet har nogle af Europas smukkeste og mest varierede vandreruter.
Madeira blev skabt af vulkanudbrud for 2,5 millioner år siden. I 1400-tallet dukkede de portugisiske søfarere op, og de gik straks i gang med det møjsommelige slid, det var at omforme den vilde og frodige natur til et kulturlandskab.
Indvandrerne bosatte sig langs kysterne, og de skaffede sig vand fra bjergene ved at anlægge vandkanaler, levadas, der strakte sig over hundredvis af kilometer. Vandkanalerne løb enten gennem øens urskove eller blev hugget ind i de lodrette bjergsider. Samtidig skabte indvandrerne også et forgrenet netværk af stier, veredas, som blev benyttet til transport af kvæg og fødevarer, og til når familierne trak i søndagstøjet for at besøge hinanden i de spredte landsbyer.
I dag findes her 23 officielle vandreruter, og kombinerer man dem, er der over 60 vandreruter, man kan udforske på kryds og tværs. De officielle vandreruter hedder ’PR’ samt et tal. PR står for pequena rota, dvs. en rute, som er på under 30 kilometer.
De tre officielle ruter, som beskrives herunder, kan alle gås uden en officiel guide, mens nogle af de længere og mere afsidesliggende ruter kræver en lokal guide. Rart er det under alle omstændigheder, at Madeira ikke har farlige kryb, så man møder hverken slanger, edderkopper eller giftige insekter, når man vandrer. Højest ser man nogle store, farverige sommerfugle, et par sjældne stormfugle – og så selvfølgelig masser af eksotiske blomster og vilde, velduftende krydderier.
Den nemme: Vereda Pico Ruivo (PR 1.2)
Det er først på eftermiddagen, da vi parkerer bilen ved Achada do Teixeira. En støvet parkeringsplads, der ligger i knap 1.600 meters højde. Vores plan er at vandre op til toppen af bjerget Pico Ruivo – Madeiras højeste punkt, der ligger i 1.862 meters højde.
Det er varmt, lige under 30 grader, og ikke en vind rører sig, hvilket er meget sjældent heroppe i bjergene. Vi har begge taget halvanden liter vand med, hvilket snart viser sig ikke at være en dråbe for meget.
Den stillestående varme har skabt en grå dis, og da vi begynder vandringen mod bjergtoppen, møder vi hurtigt en flok opkogte og storsvedende spanske vandrere, som tydeligvis har undervurderet varmen. Vi har i dagens anledning husket solhat og solbriller, og det første stykke føles som en hyggelig slentretur hen over den takkede bjergryg.
Vandreruten går ad en velholdt sti, og på længere strækninger er der endda anlagt brosten, så selv nybegyndere uden den helt store træning sagtens kan gå turen.
På bjergsiderne står døde, nøgne træer og rækker deres grene ud mod stien. Omkring os er det visne græs skriggult, mens de små buske ligner grønne farveklatter, og på de store, grå klippestykker ligger små firben og slikker sol. Vi vandrer over de spredte skyer og under os ligger svimlende slugter og stejle bjergsider. Det føles lidt som at vandre i et tredimensionelt Per Kirkeby-maleri, og de eneste bevægelser i horisonten er to store ørne, som svæver i langsomme spiraler 50 meter under os.
Efter nogle kilometer møder vi et skilt, der markerer vandreruten PR 1.1, Vereda da Ilha, hvor en sti går 8 kilometer stejlt nedad mod landsbyen Ilha. Vi overvejer et øjeblik, men fortrænger både kaffetørst og nysgerrighed, da vi i så fald skal tilbage ad samme vej – op.
I stedet fortsætter vi mod den lille bjerghytte Casa de Abrigo do Pico Ruivo. Her investerer vi i et par kolde colaer og et par halvt smeltede Mars-barer, smider vandrestøvlerne og indtager provianten i skyggen af nogle pinjetræer. I skyggen ligger også en gruppe hollandske vandrere og hviler sig, og de fortæller os, at de er kommet ad vandreruten Vereda da Encumeada, PR 1.3. En 11,2 kilometer lang rute, som strækker sig hen over det kuperede bjergpas, Encumeada. Pludselig forstår vi bedre, hvorfor de ser lidt udkørte ud.
Vi snører støvlerne og forcerer de sidste par hundrede meter opad til toppen af Pico Ruivo, hvorfra vi kan se bjerget Pico da Torres. Langt nede ligger også dalen Curral das Freiras – Nonnernes Dal. En skjult dal, hvor de lokale nonner søgte ly, når pirater i fortiden angreb Madeiras største by, Funchal.
Info: Vereda Pico Ruivo (PR 1.2). Distance: 5,5 km t/r. Varighed: ca. 2,5 timer. Sværhedsgrad: nem.
Den idylliske: Levada das 25 fontes (PR 6)
Det første, vi lægger mærke til, er den krydrede duft af laurbær, som hænger i luften. Dagens vandretur skal foregå fra Rabaçal, der er omgivet af tæt laurbærskov.
Madeiras ældste skov ligger som et bugtende, neongrønt tæppe rullet ud over hele dalen, og de første 1,5 kilometer af vandreturen frem til naturstyrelsens hus, Casa de Abrigo, går vi ad en asfalteret vej. For få euro kan man få et polstret sæde i en turisttaxa, som fragter én ned til huset, men vi vælger at vandre, da vejen ned til Casa de Abrigo slanger sig gennem den tætte, velduftende skov.
I folkemunde kaldes vandreturen for ’Turen med de 25 kilder’, og den er en af øens mest idylliske og populære. I dag tæller vi dog kun 14 kilder og vandfald, da det ikke har regnet særlig meget i dagene op til vores vandretur. På vejen møder vi en flok fritgående kvier, som står og gumler på nogle stikkende kaktusser. Tilsyneladende en ren delikatesse. Laurbærskoven dominerer, men på turen ser vi også både ceder og mahognitræer.
Ved naturstyrelsens hus er der borde og bænke, og her spiser vi den medbragte sandwich og får genoprettet væskebalancen. Fra huset udgår to vandreruter:
PR 6.1, Levada do Risco, fører ad en smal levada til et stort, dramatisk vandfald. Den tur har vi allerede gået et par gange tidligere i sommerperioden, og begge gange var der alt for meget trængsel på den smalle levada. Mere fred og ro er der på vandreruten PR 6, Levadas das 25 Fontes, hvor vi går langs en bredere levada, og på turen finder vi både rosmarin, australsk eukalyptus og vild timian i skovbunden. Vi plukker nogle eukalyptusblade og indsnuser den karakteristiske duft, mens træets små blomsterknopper til gengæld stinker værre end kattetis.
Ruten er flad, men underlaget ujævnt, og flere gange er vi ved at snuble over rødder og løse sten på stien. En ældre tysk vandrer, der går et stykke foran os, er så fokuseret på at holde øje med stien foran sig, at han to gange overser nogle tværgående træstammer, der hænger i hovedhøjde over stien. Resultatet er et par buler i panden og en masse tyske eder slynget ud i den klare bjergluft.
For enden af ruten dukker et vandfald op, hvor sollyset bliver reflekteret i de omkringliggende klipper i alle regnbuens farver. Her hænger væden tungt i luften og giver lidt tiltrængt afkøling, inden vi vandrer tilbage gennem den tætte laurbærskov.
Info: Levada das 25 fontes (PR 6). 9 km i alt t/r. Varighed: ca. 4 timer. Sværhedsgrad: middel.
Den barske: Vereda da Ponta de São Lourenço (PR 8)
Vinden flår i hår og tøj, da vi begynder vores vandretur ved Baía d’Abra. Herfra løber tydeligt afmærkede og indhegnede stier parallelt med det frådende hav i et goldt, barsk og vindblæst landskab, der her ved Madeiras østligste punkt står i diametral modsætning til øens ellers så frodige og grønne natur. Alene af den grund er en vandretur her en stor oplevelse.
Første del af ruten er flad, men snart går det opad langs de forrevne klipper. Den stærke blæst kaster rundt med os og får de hårdføre kaktusser til at svaje faretruende i vinden. Kaktusser, der med deres lilla, gule og røde blomster trodser alle odds og livsbetingelser og bringer en overraskende skønhed frem midt i det golde terræn.
Da de første nybyggere lagde til kaj på Madeira, var øen fuldstændig dækket af frodig urskov. Men skovhugst og afgræsning med får og geder har gennem århundreder skabt en gold ørken ved Ponta de São Lourenço. Et landskab, der ville udgøre den perfekte filmlokation for en spaghettiwestern.
I dag er der kun få vandrere ude på ruten, og selv om vi går rask til, bliver vi snart overhalet af en firskåren mand med vandreudstyret i orden og små, muskuløse ben, der kværner derudad. Længere fremme har et yngre par bevæget sig væk fra de afmærkede stier, hvilket ikke er verdens smarteste idé, medmindre man kender landskabet særdeles godt. Stierne på ruten er ret ujævne, så vi er glade for vores vandrestøvler, der støtter godt i anklerne.
Den fingerformede halvø byder på et farveorgie af okker, indigoblåt, rustrødt og mosgrønt, og sollyset spiller også med og får landskabet til at ændre farve og karakter, så snart solen titter frem bag en sky.
Ved stenstranden Cais do Sardinha er nogle unge fyre hoppet i bølgerne, og lidt længere ude i havet kan vi se de runde fiskelandbrug, der ligger og skvulper som gigantiske vandmænd i havoverfladen. Vandreturen går til sidst stejlt opad mod en pynt, hvorfra vi kan se fyret Ilhéu do Farol samt naboøen Porto Santo. I nogle minutter sidder vi i læ bag en stensætning og puster ud, mens vi forbereder os på turen tilbage mod Baía d’Abra, hvor vi kan glæde os over at have vinden i ryggen.
Info: Vereda da Ponta de São Lourenço (PR 8). 7,7 km t/r. Varighed: ca. 3,5 timer. Sværhedsgrad: middel.
fortsæt med at læse
