»Take my hand. Take my whole life too ...«.
Tonerne fra det gamle Elvis-hit, der ruller ud over stranden, slår en stemning an, der til fulde lever op til hotelvært Robbies løfte om, han ville sætte romantisk musik på.
Rundtomkring i sandet står hotellets gæster i små grupper omkring papirlanterner, som de holder ud i strakte arme, mens de venter på, at lanternerne bliver fyldt med varm luft fra en lille klump brændende voks, så de kan lette og svæve ud over den lille bugt ved Coconut Beach. Imens løber Robbie ivrigt rundt og instruerer i, hvordan man bedst får den skrøbelige papirlanterne i luften.
Inden længe er himlen prikket af de orangefarvede lanterner, der langsomt svæver ud over bugten, og gæsterne sukker og knipser løs med deres smartphones.
Koh Rong er en af øerne ud for Cambodjas kyst, som tiltrækker stadig flere turister. Man kommer til Koh Rong efter cirka 45 minutters sejlads fra byen Sihanoukville.
I kokospalmernes skygge
Koh Rong er egentlig kendt som Cambodjas største festø, og familier og par på jagt efter en fredelig ferie foretrækker ofte nogle af de andre øer i Cambodja. Men søger man væk fra hovedstranden og om på Coconut Beach, som vi har gjort, er der en afslappet atmosfære og fred og ro.
Den lille bugt Coconut Beach har fået sit navn efter stedets mange kokospalmer, der kaster lidt tiltrængt skygge over de liggestole, som de 4-5 hoteller har stillet frem helt nede i vandkanten.
Sandet er varmt og lysegult, og lysten til at gå barfodet melder sig med det samme, når man går i land. Havbunden skråner kun ganske lidt, og den lave dybde gør stranden velegnet til børn og får vandet til at lyse turkisblåt og indbydende. Når tidevandet trækker sig tilbage, blottes havbunden, så man kan gå på jagt efter skaller og spændende smådyr.
I den fjerne ende af stranden ligger det lille hotel Coconut Beach Bungalows, hvor vi skal overnatte. Hotellet består af 10 bungalows, dobbelt så mange telte og 10 værelser med fælles bad. Hotellet har sin egen skyggefulde private strand, hvor der er liggestole og hængekøjer i træerne. Her bliver der tændt bål om aftenen, og især de af gæsterne, som overnatter i telte, samles rundt om bålet og sludrer om deres rejseoplevelser.
Et lille stykke ude i vandet foran det private strandområde har hotellets personale bygget en havgynge af drivtømmer, som virker tillokkende både børn og voksne. Kæresteparrene knipser billeder af hinanden på gyngen, som leder tankerne hen på rokokomalerier af gyngende adelskvinder med brusende skørter.
Hotelværten på Coconut Beach Bungalows, Robbie, hedder egentlig Kang Sereyrath, men han har tilpasset sit navn efter turisterne, der har meget nemmere ved at udtale Robbie. Det er fire år siden, han åbnede hotellet, som han driver i fællesskab med sin søster, Sok Channpisey, som går under det – for turisterne mere mundrette – Pia.
Ideen med papirlanternerne fik Robbie fra et fransk par, der foreslog ham at introducere konceptet, og nu er det et fast indslag cirka en gang om ugen, når vinden er rigtig, fortæller han senere.
»Alt, hvad jeg gør, har jeg lært af turisterne«, forklarer han.
Turismen i Cambodja er hastigt voksende, men endnu er der ikke mange danskere, der vælger landet som feriedestination. I 2016 var det omkring 10.000 ud af Cambodjas omkring 5 millioner turister, der var danske. Omkring 1 million af Cambodjas turister finder årligt frem til byen Sihanoukville, hvorfra der er adgang til Cambodjas øer.
Et familieforetagende
Det er ikke let for Robbie at finde 10 minutter til en lille snak om Coconut Beach Bungalows historie. En gruppe vil høre om bådture, og en kvinde er ved at tjekke ud. Robbie sender hende videre på rejsen med den klassiske cambodjanske hilsen, hvor hænderne samles foran brystet, og man bøjer hovedet let.
Han fortæller, at hans far købte grunden, hvor Coconut Beach Bungalows ligger, for 17 år siden. Hovedstranden på Koh Rong, Koh Touch, besøges mest af alt af unge backpackere på jagt efter en god fest, så Robbie og hans søster havde en forventning om at kunne tiltrække par og børnefamilier på jagt efter en fredeligere ferie.
Forretningsplanen slog ikke fejl. På 4 år er deres hotel vokset fra 2 bungalows og 4 telte til, at de nu ikke har noget ønske om at blive større. Samtidig er der kommet en lille håndfuld nye hoteller og hostels til Coconut Beach, der dog stadig appellerer til børnefamilier.
Man skal blot få meter ud i vandet i den lille bugt, før det er en god idé at tage snorkel og maske på og rette blikket ned mod havbunden. Godt nok er der kun få levende koraller, men klipperne ved mundingen af bugten er på begge sider hjem for et rigt liv af smukke, farverige fisk.
Unge fyre tilbyder sejlture ud til de omkringliggende øer, hvor man finder levende koraller med endnu mere at kigge på.
Vandreture igennem junglen kan føre én til den nærliggende fiskerlandsby Derm Tkov eller til nogle af de andre strande på øen. Og man skal ikke mange skridt ind i junglen, før man kan støde på en makkak-abe, en farvestrålende sommerfugl eller et af Koh Rongs utallige firben eller gekkoer. Kvækkene fra de store tokay-gekkoer er tit det sidste, man hører, inden man falder i søvn.
»Gekkoooo, gekkoooo«, kvækker de.
Overraskende turisme
I modsætning til nabolandet Thailand, hvor turismeindustrien virker som en velsmurt maskine, bliver man som turist i Cambodja lidt mere overrasket, og man ved aldrig helt, hvad man kan forvente.
For eksempel er der en hel del hunde og katte, der løber frit omkring på Coconut Beach. Ved første øjekast lidt utrygt og genererende, men de viser sig heldigvis at være meget tilforladelige.
Sådan noget oplever vi ikke på de thailandske øer Kog Chang og Koh Kood lidt længere oppe nordpå, som er næste stop på vores rejse. Her har turismen været en hovedindtægtskilde gennem mange år, og derfor er der tænkt på det hele – der bliver ryddet minutiøst op på stranden hver aften, også nedfaldne blade fjernes.
Infrastrukturen glider, skilte viser vej, og restauranterne har både ’vestlige’ og lokale valgmuligheder. Men det betyder også, at der er turister allevegne. Det er svært at finde sin egen lille fredelige oase – som Coconut Beach.
Man kan måske godt være lidt ærgerlig over, at Cambodja for eksempel ikke har styr på affaldet. Men det, at turismen ikke er blevet en egentlig industri (endnu), kan også have sin charme. Man er gæst i et samfund, der har andre omdrejningspunkter end at servicere gæster udefra.
Hovederhvervet på Koh Rong er fiskeri, og hver morgen kan man på Coconut Beach se de små trækuttere tøffe ud for at sætte net.
Det gør selvfølgelig heller ikke noget, at priserne i Cambodja er cirka det halve af, hvad man betaler i Thailand.
Tålmodige turister
De turister, som vi møder i Cambodja, virker til at være mere indstillet på at tage oplevelserne, som de kommer, og de små ubelejligheder med et skuldertræk.
En aften på restauranten er leverancerne til restauranten i Coconut Beach Bungalows for eksempel ikke nået frem, da hotellets sultne gæster indfinder sig for at spise aftensmad. I Thailand ville det sikkert have affødt højlydte protester, men gæsterne på Coconut Beach tager det med et smil.
Pia sørger for at forsyne alle med drikkevarer og tage imod bestillinger, og da sækkene og kasserne med mad endelig ankommer inde fra fastlandet, går køkkenpersonalet så hurtigt i gang, at ingen kan have det mindste at klage over.
Køkkenet er i øvrigt halvt under åben himmel. Kun komfuret og de varme retter tilberedes i et køkken, der støder op til restauranten. Ude bag ved køkkenet under åben himmel snittes grøntsagerne og frugten.
Her bliver opvasken foretaget i hånden, siddende på jorden ved store vaskefade, og samme sted vaskes håndklæder og lagner også i hånden på gammeldags manér. Det opdager man først, når man bevæger sig ud bag restauranten for at bruge toiletterne.
Alligevel fejler hverken maden eller komforten det mindste. Deres version af den cambodjanske nationalret, amok, som er en fiskeret med karry, lime og citrongræs, er klart den bedste, vi får under vores tre uger lange ophold i landet.
Morild i nattemørket
En nat banker hotelvært Robbie på vores dør og kalder på os. Klokken er tre om natten, og søvndrukne gæster samles nede på stranden. Månen er gået ned, og Robbie har slukket alt lyset, så stranden ligger hen i mørke. I bruset fra bølgerne kan man pludselig se fluorescerende plankton, som lyser, når de bevæger sig.
»Come, come«, siger Robbie og går ud i vandet. Han viser, hvordan vandet lyser op omkring hans hænder, når han kører dem gennem vandet, og holder sin T-shirt ud og samler vand op i den, så den bliver prikket af små grønne lys.
»Årh, det er det vildeste, jeg nogensinde har set«, siger min søn Victor begejstret, da han bagefter ligger i sin seng og slet ikke kan falde i søvn.
Det er med lidt vemod, men mange oplevelser rigere, at vi et par dage senere forlader Coconut Beach.
fortsæt med at læse
