Hvis der engang skulle optages en James Bond-film i Norge, kunne scenen, hvor Bond får rystet sin martini, passende optages i receptionen på Norefjell Ski og Spa knap 120 kilometer fra Oslo.
Her er egentlig lidt mørkt. Men de mørke klinker på gulvet og trævæggene i samme farve, lædersofaer og masser af levende lys giver den store reception en coolness. Et piano står klar til aftenens pianist, lidt nede ad en af gangene er der i et indhak indrettet læsekrog, og i den opmurede væg ryggene fra norske bogklassikere indbygget.




























