Der bliver hamret og skruet på Fincantieri Sestri Ponente-skibsværftet i Genova i Italien, hvor Virgin-grundlægger sir Richard Branson har gang i et nyt eventyr.
Manden, der i forvejen har søsat et flyselskab, har nemlig planer om nu at gå ind i krydstogtbranchen. Det sker, når 'Scarlet Lady', skibet, der er ved et blive bygget i Genova, i 2020 ankommer til Miami i USA for at kunne stævne ud på sin jomfrurejse.
'Scarlet Lady' vil have plads til 2.700 passagerer og 1.150 ansatte. Det skriver den engelske avis The Telegraph.
For nylig er det kommet frem, at skibet vil have en meget aktivistisk politik i forhold til engangsplastik, hvilket blandt andet betyder, at der ikke er vand på plastikflasker om bord ligesom to go-kaffe og te heller ikke bliver serveret i plastikkopper. Ambitionen er ifølge administrerende direktør i rejseselskabet Virgin Voyages Tom McAlpin at have en af de mest miljøvenlige krydstogtflåder i verden.
»Vi mener, at vi bør forpligte os til at gøre mere end bare at forbyde sugerør. Vi skal bygge skibe og skabe oplevelser, der gør alt for at passe på vores enestående verdenshave«, lyder det fra Tom McAlpin ifølge The Telegraph.
Kendte designfolk bag
Ikke overraskende vil 'Scarlet Lady' kunne give passagererne de mest typiske krydstogtoplevelser. Spa, wellness, fitness, yoga og alt i den genre samt eksempelvis løbebane og decideret Athletic Club med blandt andet boksering, der er indrettet i et miljø, der skal minde om 1920'ernes motionsklubber i New York.
Der vil også være to restauranter og forskellige barer, natklub. Design står Tom Dixon Design Studio fra London og Roman and Williams fra New York for.
Skibet er planlagt til at være 278 meter langt med 1.430 kahytter om bord. Samlet pris forventes at være 600 millioner euro (cirka 4,5 milliarder danske kroner).
Med 2.700 passagerer og 1.150 ansatte skulle man tro, at 'Scarlet Lady' kommer til at være et af de rigtigt store skibe på oceanerne. Men sammenlignet med 'Symphony of the Seas', verdens største krydstogtskib, er Scarlet Lady lidt af en plimsoller på kun 110.000 bruttoregisterton. 'Symphony of the Seas' er derimod på næsten 230.000 bruttoregisterton.
'Scarlet Lady' er ikke det eneste skib, der er på vej fra Virgin Voyages. Et krydstogtskib nummer to er planlagt til at komme på havet i 2021.
fortsæt med at læse
71-årig nordmand er blevet verdensberømt for sin nøgenprotest mod 'krydstogtgalskab'
-
København sagde nej tak til at modtage et gratis landstrøms-anlæg fra EU, selvom det kan mindske luftforureningen fra krydstogtskibe markant
-
Vibeke er på halv jordomsejling: »Jeg fik da nogle sejltimer, inden jeg tog af sted, men jeg har lært at sejle undervejs«
-
»Buuuum, svup, plask«: Kom med til landet, hvor kvinderne spiller på vandet, og mændene danser i sandet




























