Liget af Sewabe ligger indsvøbt på en piedestal i udkanten af landsbyen Seko i det sydlige Togo. Han har ligget på cementblokken i to uger og skal ligge der i mindst 41 dage, men det er ikke, fordi Sewabe ligger på lit de parade. Sewabe bliver ikke hædret og hyldet, for han er en tyv og udstilles til skam og skændsel.
Sewabe stjal fra en af landsbyens beboere, men blev opdaget. Byens voodoopræst eller heksedoktor, Soke Kpoti, gav Sewabe syv dage til at levere den stjålne genstand tilbage, ellers ville han dø.