Leslie Wulff-Cochrane hælder gin ud over sin danske tiptipoldefar Wulff Joseph Wulffs grav i kælderen i det lyserøde hus Frederichs Minde nummer F53/3 på Castle Drive. Det ligger i landsbyen Osu, som i dag er en del af Ghanas hovedstad, Accra, ikke langt fra det gamle danske slavefort Christiansborg.
Leslie Wulff-Cochrane mumler en stille bøn, mens han hælder endnu en tår gin ud over graven.
»Undskyld, at jeg sagde det på ga (stammesprog, red.). Jeg fortalte min forfader, at folk fra hans gamle hjemland er kommet hertil for at besøge hans grav. Jeg takkede ham og udtrykte håb om, at han vil velsigne os«, siger snart 80-årige Leslie Wulff-Cochrane og fortsætter med et lille smil:
»Kælderrummet med graven var mit værelse, indtil jeg fyldte 17 år. Kun en enkelt gang blev jeg bange. Jeg vågnede og troede, at der var nogen, som spillede bold i mit værelse. Skræmt løb jeg ovenpå til mine forældre«.
Wulff Joseph Wulffs grav er markeret med fire rækker røde fliser, som danner et rektangel i plan med cementgulvet uden om en firkantet marmorflise uden indskrift.
Mørkt og skamfuldt kapitel
På en rundtur i Vestafrika og især i Ghana dukker sporene efter et mørkt og skamfuldt kapitel i danmarkshistorien, nemlig slavehandlen, op igen og igen.
Wulff Joseph Wulffs grav, hans hus og efterkommere er et af de tydeligste spor fra vores tid på Guldkysten – det nuværende Ghana – og Leslie Wulff-Cochrane åbner med glæde døren for danske besøgende til forfaderens lyserøde hus mod et beskedent honorar. At være pensionist som Leslie Wulff-Cochrane i Ghana er ikke nogen guldgrube.
I 1836 kom Wulff Joseph Wulff til Guldkysten, hvor han arbejdede som embedsmand på Fort Christiansborg og havde en nebengesjæft som købmand og handlede med palmeolie. Leslie Wulff-Cochrane, der er sjette generation i huset, har sat sig godt ind i familiehistorien:
»Wulff blev født i Randers i 1809. Ifølge legenden blev han forelsket i kong Frederik VI’s datter, men fordi Wulff var jøde, kunne det ikke gå. Eneste løsning var at sende ham til Guldkysten, hvilket var det samme som en dødsdom, for europæerne holdt ikke længe. De kunne ikke klare klimaet, men Wulff holdt dog 6 år – han døde i 1842 kun 33 år gammel«.
Den danske Wulff nåede kun at bo i Frederichs Minde-huset i fem måneder, men hans efterkommere bor der stadig. Leslie Wulff-Cochrane er som nævnt sjette generation efter den første Wulff, som boede sammen med mulatkvinden Sarah Malm, der oprindelig hed Tim Tam, med hvem han fik tre børn: Theodore, Frantz og Wilhelmina.
I Frederichs Minde bor Leslie Wulff-Cochrane sammen med børn, børnebørn, nevøer og niecer. Selv gik han på pension i 2002 efter en karriere som kontormand i landbrugsministeriet og direktør i et privat firma i 10 år.
Leslie Wulff-Cochrane har haft besøg af politikere, forfattere som Thorkild Hansen, historikere og turister, og en gang om året bliver han inviteret til at fejre grundlovsdag på den danske ambassade i Accra, men »Wulff’erne i Danmark har vi ingen kontakt med«.
Instruktøren Daniel Denciks film ’Guldkysten’ fra 2015 bygger til dels på Wulff Joseph Wulffs dagbøger, og hovedpersonen, spillet af Jakob Oftebro, hedder også Wulff Joseph Wulff, men er i filmudgaven botaniker.
Slavehandleren Richter
Et par hundrede meter nord for Frederichs Minde er 78-årige Victoria Namdaley Badger lige stået op af middagssøvnen og sidder på gårdspladsen i resterne af et stort rigmandshus og koger ris. Victoria er efterkommer af købmanden og slavehandleren Heinrich Richter.
Heinrich Richter var søn af danskeren Johan Emmanuel Richter, som i en kort periode var guvernør, og afrikanske Anna Barbara. Heinrich Richter blev en af de mest succesrige mulatkøbmænd på Guldkysten og byggede sig en fortlignende købmandsgård.
En imponerende portal med årstallet 1809 og initialerne ’HR’ for Heinrich og ’CR’ for broren Christian leder ind til gårdspladsen. Bortset fra en bred hvidkalket trappe, som fører direkte op i den blå luft, men som i Richters tid gik op til salonerne, er der ikke meget tilbage af den oprindelige købmandsgård, der i begyndelsen af forrige århundrede blev stærkt beskadiget af et jordskælv.
Victoria Namdaley Badger og hendes datter Agnes betragter sig som efterkommere af Richter, og derfor mener de at have ret til ejendommen og bor der med deres omfangsrige familie.
»Richter var på et tidspunkt gift med Naa Dede Amannah, som fødte ham sønnen John. Han døde af forgiftning som 12-årig, og det tog så hårdt på Naa, at hun vendte tilbage til sin landsby. Her indledte hun et forhold til en anden mand og fødte datteren Elisabeth«, fortæller den gamle kone gestikulerende og fortsætter:
»Naa og Richter var ikke skilt, og Richter betragtede Elisabeth som sin egen og kaldte hende Elisabeth Richter. Elisabeth fødte otte børn; heriblandt datteren Paulina, som er min mor. Sådan er vores historie ifølge familietraditionen«.
Badger-familien er ikke de eneste, der gør krav på huset. I den anden side af bygningerne på den store grund sidder en gruppe mænd og skumler. Ifølge Agnes er de efterkommere af Richters slaver og betrager også huset som deres. De to grupper har ikke meget tilovers for hinanden og taler nødigt sammen.
Vores guide, Yawovi Séna Gatri, har forståelse for, at slavernes efterkommere har besat Richters hus. Gatri mener, at »det er forståeligt, at slaver, som ikke har mulighed for at finde deres oprindelige landsby, kan blive i deres tidligere herres hus«.
Fort Christiansborg
Selv om Christian VII i 1792 udstedte Forordning om Neger-Handelen, som forbød handel med slaver, men som dog først trådte i kraft i 1803, fortsatte slavehandlen også efter 1803 i det skjulte.
I det fortlignende Richter-hus var der 400 tjenestefolk, men selv om huset var stort, var der dog ikke brug for så stort et antal tjenende ånder. Heinrich Richter drev slavehandel, og en stor del af de 400 var slaver. Agnes viser os et dæksel på gårdspladsen, som ifølge hende skjuler en tunnel over til det danske Fort Christiansborg. Gennem tunnelen menes Richter at have smuglet sine slaver til fortet, hvorfra de med embedsmændenes velsignelse blev skibet videre til Amerika og Caribien.
Flere eksperter tvivler dog på, at der har været en sådan tunnel hele vejen over til Christiansborg. Under en rundvisning på fortet med William Barnor viser han os imidlertid en gang i kælderen, som han hævder førhen løb sammen med tunnelen over til Richters hus, »så slavehandleren i al hemmelighed kunne føre slaverne ned til stranden gennem døren, som ingen vendte tilbage igennem, ’The Door of No Return’, og ud til skibene«.
William Barnor er ikke en hr. hvem som helst. Den 58-årige ghaneser har haft sin gang på Christiansborg i årtier, for han er den ghanesiske præsidents hushovmester og har taget imod mange fornemme gæster, blandt andre dronning Margrethe. Efter Ghanas uafhængighed i 1957 blev Christiansborg nemlig præsident Kwame Nkrumah og hans efterfølgeres embedsbolig.
»Nu om dage bor præsidenten i Jubilee House, men her er fortsat embedsmænd et stykke tid endnu. Når de er væk, skal Christiansborg være museum, men det kræver en renovering«, fortæller William Barnor, mens han viser os rundt i de nedslidte lokaler.
Sporene efter danskertiden ses især i stueetagen, for i tidens løb er der kommet mange tilbygninger til. Gamle danske kanoner peger fortsat ud over havet, og i kælderen viser William Barnor os et rum, »hvor de besværlige og uregerlige slaver blev opbevaret indtil næste skibsafgang, hvis de ellers overlevede. Her har arkæologer også fundet skeletdele, men så holdt de op med at grave, og den del blev muret til«.
Unge Leslie
Danskertiden og Danmark sætter den dag i dag også sit præg på ghaneserne. Det kommer tydeligst til udtryk i den unge generation Wulff-Cochrane. Leslie-Stanley Wulff-Cochrane – Leslie seniors søn – bor hos sin far, da Politiken er på besøg:
»Når min far er død, og jeg overtager huset, er det slut med, at danskere kan besøge huset. Jeg har spillet fodbold i Randers, Varde og Esbjerg, men kunne ikke få en kontrakt, fordi jeg ikke kunne få opholdstilladelse. Derfor boede jeg i Malmø, hvor jeg arbejdede som kok og samtidig havde et job i et elektronikfirma«.
»Jeg ville gerne bo i Danmark, fordi min forfader stammer derfra, men de danske myndigheder sagde til mig: »Vi ved godt, hvem du er, men du får aldrig opholdstilladelse. Du er ikke velkommen«. Når jeg spiller fodbold i Ghana, siger ghaneserne: »Du hører ikke til her«, og når jeg spiller i Danmark, siger I: »Du hører ikke til her«. Hvor hører jeg egentlig til?«, spørger Leslie-Stanley Wulff-Cochrane på en blanding af dansk og svensk.
fortsæt med at læse
