Hvor mange croissanter spiste Liam her til morgen?«.
Amerikanske Tina Skinner og Elyse Meltzer kommer stormende ind i restauranten på Jeco Hotel i byen Dassa-Zoumè i det vestafrikanske land Benin og kigger inkvisitorisk på Liam Craig-Best fra London, som grinende svarer, at han »i dag kun satte to croissanter til livs i modsætning til i går, hvor jeg spiste tre superlækre croissanter«.
Så eksploderer Liam Craig-Best i et stort grin, og det gør vi andre morgenduelige også, for Liam Craig-Best har hverken spist to eller tre croissanter, men kun en enkelt hver dag. Vi har blot bildt de to amerikanske rejsefæller ind, at der har været mange croissanter, som vi alle har fortæret, inden de nåede ned til morgenbordet.
Men det her er Afrika, og der har ganske enkelt ikke været croissanter til alle. Kun de på holdet, som stod tidligt op, har kunnet sætte en hjemmebagt croissant til livs, men det er blevet til lidt drilleri over for de to amerikanere, som næsten hver dag kommer sidst ned til morgenmad.
Efterhånden går det dog op for de to, at vi driller dem, og Tina Skinner konstaterer bedrøveligt, at »nu bliver jeg sikkert fremstillet som en værre rappenskralde i din artikel, Poul«.
Holdes i hånden
Otte rejsende fra Australien, England, New Zealand, Tyskland, USA og Danmark er på en 12 dages rundtur i Ghana, Togo og Benin. I to minibusser bliver vi godt rystet sammen og lærer hinanden at kende på godt og ondt, for en gang imellem kan man blive træt og irritabel efter 300-400 kilometer på hullede veje.
På turen er vi efterhånden blevet så gode venner og så sammentømrede, at vi kan drille hinanden og klare, at en enkelt har en halvdårlig dag. Men det kræver en del at rejse i en gruppe og at være så tæt sammen i så lang tid.
Elyse Meltzer glemmer også alt om Liam Craig-Bests mulige croissantindtagelse, når hun skal beskrive, hvad der kræves for at deltage i en grupperejse:
»Et åbent sind, at være positiv og eventyrlysten, betænksom og komme til tiden«.
Connie Camp fra Tyskland tilføjer »tolerance, tålmodighed og disciplin. Og så skader humoristisk sans ikke«. Connie Camp er som de andre på turen en erfaren rejsende og rejser både alene, sammen med en ven eller veninde, med sit kor og som skibslæge og har deltaget i over 20 grupperejser:
»Jeg foretrækker at rejse i en gruppe, når jeg ikke taler det lokale sprog, eller jeg kan se, at det vil tage lang tid at organisere en tur frem for at deltage i en arrangeret rejse. Som arbejdende kvinde har jeg ikke 4-6 uger til en rundtur i Laos. Derfor foretrækker jeg at ’blive holdt i hånden’, så jeg får set alle de interessante steder og får et førstehåndskendskab om landet, folket, floraen og faunaen«.
Den snorkende australier
Australske Jim Troy er lige så erfaren. Når han ikke rejser med sin partner, en ven eller alene, foregår det i en gruppe, hvilket er sket omkring 15 gange.
»Grupper fungerer bedst, når de har et flertal af ’rigtige rejsende’. Deltagere, som er interesseret i mennesker, kultur, historie, flora, fauna, arkitektur, landbrug etc. Jo mere social, jo flere, der drikker, des bedre«.
Flere gange har Jim Troy dog været ude for, at en gruppe ikke fungerede. For eksempel insisterede en ung kvinde på en gruppetur på at sidde ved busdøren og blokerede for de andre passagerer, når de skulle ud. Hun kom også altid sidst tilbage til bussen og skulle oven i købet have noget i sin bagage på toppen af bussen inden afgang.
Jim Troy tog kvinden til side og forklarede, at hun ikke længere måtte være til gene for resten af gruppen og skulle sidde foran hos chaufføren, komme til tiden og vente til næste stop, hvis hun havde glemt noget i sin bagage. Rejselederen var taknemmelig for, at Jim Troy greb ind.
På Vestafrika-turen delte Jim Troy værelse med Charlie Whan fra New Zealand, som han aldrig havde mødt før. Jim Troy fortæller, at han ofte deler værelse med en ukendt person, og det normalt ikke er et problem. Det var det heller ikke med Charlie Whan, selv om »jeg ikke er sikker med hensyn til Charlie, for jeg snorker«.
Gør en indsats
Michael Boilesen har arbejdet som guide i 17 år og arbejder hovedsagelig for Kulturrejser Europa og Albatros, som især arrangerer grupperejser.
»Grupperejserne har ændret sig meget de seneste 20-30 år. Tidligere var de fleste charterrejser, men nu er der kommet et helt nyt segment til, som er meget berejst, kan mere, tør mere og er mere oplyst end dengang, man troskyldigt fulgte flokken rundt. Det er typisk det grå guld, som har råd og tid«, siger Michael Boilesen.
For at gruppeturen kan lykkes, er det vigtigt, at man har indstillet sig på at rejse i en gruppe, og det har de fleste, når de køber en grupperejse.
»Når man dukker op i lufthavnen, kender man som regel kun sin ægtefælle, men har valgt at rejse med 18 andre i 8 dage og betalt en dyr billet. Så er man som regel parat til at gøre en indsats. Jeg har oplevet flere gange, at folk knytter venskaber og måske rejser sammen en anden gang. Jeg bliver tit overrasket over, hvor hurtigt folk bliver rystet sammen, og snakken kører løs«.
Når en deltager eksempelvis konsekvent kommer for sent, behøver Michael Boilesen sjældent gribe ind. De øvrige deltagere klarer ofte problemer med en god portion humor. Deltagerne har eller opbygger en disciplin, også fordi de først og fremmest vil opleve.
Undervisning i konflikthåndtering
Som stifter og indehaver af rejsebureauet Viktors Farmor har Kirsten Gynther Holm stor erfaring med grupperejser både som direktør og rejseleder, idet hun i gennemsnit har ledet grupperejser 6 gange årligt siden 1996. Næste år går turene til Panama og Costa Rica, Marokko, Jordan, Iran samt de indiske delstater Chhattisgarh og Odisha.
For Kirsten Gynther Holm er det vigtigt, at rejsedeltagerne trives godt socialt i en gruppe, og at de holder af at opleve sammen med andre.
»Vi har ofte oplevelser, som kan være grænseoverskridende for deltagerne, såsom at komme ud til en flok nomader og drikke myntete og spise dadler sammen med dem. Det er langt fra en dansk parcelhushverdag. Så er det vigtigt at kunne bearbejde og dele oplevelserne sammen efterfølgende. Det skaber ofte venskaber, for når man har haft stærke oplevelser sammen, knytter man sig tættere til hinanden«, fastslår Kirsten Gynther Holm.
Den slags oplevelser kan dog også skabe problemer, hvis deltagerne ikke udviser respekt for lokale, de møder på en tur. Hvis deltagerne ser ned på dem eller forsøger at forklare stammefolk, hvordan de kan forbedre deres tilværelse. Det kalder Kirsten Gynther Holm, som er uddannet etnograf, manglende respekt for folk, der lever anderledes.
»Når vi besøger eksempelvis nomader, beder jeg deltagerne om at gemme deres kameraer væk, indtil vi eventuelt har fået tilladelse, for nomaderne skal ikke se ind i 14 fotolinser. Det kan alle ikke acceptere, og så må jeg skride ind. Jeg vil heller ikke acceptere, at deltagerne ikke viser respekt for vores lokale guider og behandler dem som slaver eller tjenere. Så må jeg træde i karakter og tage en snak under fire øjne«.
Hvem er det, som tager på grupperejser?
»Det er Politiken-læseren«, siger Kirsten Gynther Holm.
fortsæt med at læse
