Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Anders Reuter
Foto: Anders Reuter

De næsten 100 år gamle togvogne er oprindeligt fra Australien. Mange af de gamle detaljer er blevet bevaret under restaurationen, men med en moderne indretning, der afspejler Andesbjergenes farver og natur.

Rejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Luksushotel på skinner: Ny togrute i Andesbjergene tager dig op til 4.300 meters højde

’The Belmond Andean Explorer’ tager dig på tre dage gennem Andesbjergenes højsletter og kombinerer utrolig natur med ekstrem luksus og eksklusive udflugter undervejs.

Rejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

En mand på perronen blæser i en konkylie på størrelse med en fodbold, og det giver et lille ryk i toget. Langsomt sætter de 18 vogne i bevægelse og begynder at trille fra togstationen, mens togets husmusiker spiller ’Imagine’ på det flygel, der rent faktisk findes i pianobaren.

Her er turens 38 passagerer samlet til champagne, og mens vi forlader Cusco, den tidligere inkahovedstad, præsenteres de næste tre dages rejse mod Arequipa i det sydlige Peru af turens to guider.

Det er ikke så lidt, der er på programmet. De fortæller begejstret om alle de ting, der ligger foran os i form af ekskursioner og aktiviteter såvel uden for som om bord på toget. Vi sidder alle spændte og vænner os til den vuggende takt fra de karakteristiske klink-klonk-lyde af hjulene på skinnerne.

I første omgang er det ret svært at tage det hele ind – bare det at abstrahere fra togets eksklusive indretning, hvor altmodisch togfetichisme møder et moderne look i lyse jordfarver. Farvetonerne er nøje udvalgt, så de komplementerer den del af Andesbjergene, vi skal rejse igennem, får vi at vide.

Anders Reuter
Foto: Anders Reuter

Mange af de gamle detaljer er blevet bevaret under restaurationen af de næsten 100 år gamle togvogne, men med en moderne indretning, der afspejler Andesbjergenes farver og natur.

Det er også svært ikke at blive distraheret af, at medarbejdere hele tiden går rundt med en bakke og byder på champagne, drinks og snacks. Med en stab på 35 personer om bord er der næsten lige så mange medarbejdere, som der er passagerer. Det kan mærkes på serviceniveauet, og det kan det fra det øjeblik, man træder om bord på ’The Belmond Andean Explorer’, der begyndte at køre i 2017 og er Sydamerikas første luksustog.

Iltflaske og koka-te

»Ved at trykke på denne knap kan man ringe efter service døgnet rundt. Og sofaen vil blive lavet om til en seng, mens du indtager din middag i spisevognen«, fortalte purseren Flora, da hun inden afgang havde ført mig til min kupé.

Min er den mindste udgave på 5,5 m2, men der findes kupeer på helt op til 13,1 m2. Uanset størrelsen er pladsen dog godt udnyttet, og der er alt, hvad man vil kunne finde på et bedre hotel. Det vil bl.a. sige en lille garderobe, eget badeværelse med bruseniche og to lænestole ved panoramavinduet. På det lille bord ved vinduet stod der også en tallerken med tre petit fours, da jeg ankom.

Flora fortalte særlig grundigt om kupeens iltflaske. Turen vil nemlig bringe os mere 4.300 meter op over havets overflade, og højden kan mærkes. Luften er frisk, men tynd i bjergene, og bare det at slingre gennem det bumlende togs smalle gange gør én en smule stakåndet. Værre er det at blive ramt af højdesyge.

Anders Reuter
Foto: Anders Reuter

Toget kører helt op til 4.300 meter over havets overflade.

»Der er en sygeplejerske om bord hele tiden, hvis der skulle være noget«, forsikrede Flora dog. »Og mate de coca, hvilket er en te af kokaplantens blade, som er god mod højdesyge«, sagde hun og lignede en, der var klar til at hente en kop med det samme.

Pisco sour på overlæben

I spisevognen møder jeg Nancy, John og deres to døtre på 8 og 12. Børnene får friskpresset juice, mens forældrene i stedet for koka-te får en pisco sour – Perus svært vanedannende nationaldrink, der frisk balancerer sirupsødme, lime-surhed, angostura bitter, is, cremet æggehvide og den lokale brændevin pisco.

Familien fra Washington, D.C., har valgt den store togpakke med deluxe-kupeer og som aperitif til frokosten altså den peruanske drink, der sætter sig på John overlæbe, mens han fortæller, at han driver en virksomhed inden for sygeforsikring.

Anders Reuter
Foto: Anders Reuter

Spisevognen er fyldt med tunge læderstole og massive borde af træ.

Vi sidder i tunge læderstole ved massive borde af træ i spisevognen.

»Det kan godt være, at vi kører rundt i en af verdens højeste bjergkæder, men der er da ikke sparet på noget«, siger Miriam ved bordet ved siden af og vejer bestikket i hånden.

Hun er en 45-årig indretningsarkitekt fra London, der er er af sted med sin teenagesøn, der har det lidt skidt på grund af højden. Ved bordet til den anden side sidder Caroline og Dan fra North Carolina – hhv. skolelærer og advokat, i start-30’erne og alene på ferie sammen, for første gang siden de blev forældre for halvandet år siden.

Stemningen er generelt høj i spisevognen, og snakken går på kryds og tværs. John snakker om Trump, Caroline og Dan viser billeder af den savnede datter derhjemme, og Miriam fortæller i indgående detaljer om sønnens højdesyge, da frokosten bliver serveret.

Lokale råvarer og international inspiration

Det peruanske køkken begyndte at få international opmærksomhed tilbage i 1990’erne, da en håndfuld unge kokke pustede nyt liv i landets rige forråd af råvarer med ny inspiration fra resten af verden. Stjernekokken Diego Muñoz var en del af dette boom på den kendte restaurant Astrid y Gastón i hovedstaden, Lima, og det er ham, der har sammensat menuerne på togruten.

Turens første frokost byder på fire retter. Vi starter med en appetizer i form af en nikkei tiradito-tilberedning af rød peber. Nikkei tiradito bliver kaldt peruansk sashimi og er en blanding af peruansk og japansk madtradition, der normalt bruges i forbindelse med rå fisk som i nationalretten, ceviche. Det får den røde peber til at smage ualmindelig sødt, røget og krydret.

Annonce

Anders Reuter
Foto: Anders Reuter

Retterne om bord er forankret i lokale råvarer.

Herefter følger en kartoffelcreme med stegte kammuslinger og parmesan, før hovedretten, pattegris med æble, vanilje og karamelliserede majroer med sennepssovs, bliver serveret. Det er meget lækkert, og det bliver ikke mindre imponerende af, at det hele er lavet af en håndfuld kokke i et køkken med næsten ingen plads.

Desserten er en is på den lokale avokadolignende, men søde og karamelagtige frugt lucuma. Dertil serveres chokolade og kiwicha, dvs. frø fra andesblomsten amarant, som langsomt er ved at vinde indpas uden for Peru takket være dens sunde egenskaber.

I løbet af turens tre frokoster og to middage kan man generelt mærke, hvordan retterne er forankret i områdets råvarer. Det gælder i brugen af friske majs, bær og grøntsager, men også i retter som alpaka-tortellini og andebryst med rødbeder fra Urubamba-dalen – inkaernes hellige dal ved Machu Picchu.

Fra frodig tundra til westernlandskaber

Jeg finder hurtigt ud af, at det er i en af de to spisevogne, man mødes eller bare hænger ud med en bog og en kop kaffe. Derudover er der pianobaren samt baren ved togets bagerste vogn, observationsdækket. Her kan man under et halvtag få frisk luft og frit udsyn til den imponerende natur, vi passerer.

Anders Reuter
Foto: Anders Reuter

Nattoget snor sig gennem Perus utrolige bjerglandskaber, der spænder fra frodige, grønne stepper til okkergule, westernlignende ørkenområder.

Oprindelig kommer togets næsten 100 år gamle vogne fra Australien. Herfra blev de sejlet til Peru, hvor de fik en gennemgribende overhaling, men man har bevaret mange af de gamle detaljer, som kan få enhver togromantikers puls til at stige. Det gælder for eksempel de ornamenterede gelændere af støbejern, man kan læne sig op ad på observationsdækket.

Herfra kan man se floraen, der langsomt begynder at skifte, i takt med at vi kommer længere sydpå. Fra frodig tundra med grønne bakker, så langt øjet rækker, kravler vi i løbet af turen mod sneklædte bjergtinder i horisonten. Vildt græs erstattes af sten med små buske, grønt bliver til okkergult, og det kuperede landskab begynder at ligne en blanding af noget fra en westernfilm og en Mars-landing.

En anden fordel ved at stå bagerst på observationsdækket er, at man kan man stikke hovedet ud. Med vinden i håret kan man kigge fremad langs togstammen, der som en perlerække af blåhvide vogne snor sig gennem landskabet. Forrest er lokomotivet, motoren, der trækker det hele og fører os gennem skrænter, dale, pas og over broer, der krydser brusende floder.

Anders Reuter
Foto: Anders Reuter

Turen giver rig mulighed for at møde forskellige lokale folk undervejs – heriblandt øen Taquiles lokalbefolkning på Titicaca-søen.

Vi kommer også forbi enkelte større byer, hvor vilde hunde løber langs sporene, og folk vinker genert tilbage. Vi passerer bittesmå landsbyer langs flade landeveje, hvor støvede varevogne overhaler lokale til fods med får eller alpakaer i vejkanten. Men det meste af turen foregår gennem enorme øde og gudesmukke naturområder.

Landskaber, der ikke bliver mindre hypnotiske, når mørket falder på, og to lyskegler bag på toget oplyser små 10 meter skinner, der hele tiden forsvinder bag os.

Afsked i den hvide by

Sådan kravler vi støt gennem Andesbjergenes højsletter og byer med ekskursioner undervejs og forkælelse om bord.

Den sidste aften har husmusikeren en sangerinde med, der underholder i baren ved observationsdækket. Stærke drinks i den tynde luft får – ligesom samtalen hurtigt ben at gå på, og stemningen er høj blandt de fremmødte i barens bløde lænestole.

Det er derfor med et lille underskud af søvn og et overskud af indtryk, at vi sidst på tredjedagen triller ind i Perus næststørste by og turens endestation, Arequipa. Den hvide by, som den også bliver kaldt på grund af det historiske centrum, der med karakteristiske hvide bygninger kombinerer kolonistil med lokal arkitektur.

Her bliver der taget afsked med toget, der har været vores luksuriøse hjem i små tre dage. Som en afskedsgestus står samtlige medarbejdere på perronen og klapper ad passagererne, mens vi forlader toget. Det virker bagvendt – det burde være os, der klappede.

Læs mere:

    Alt om Corona­virus

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts