Vores lille fly lander i høj hastighed på en helt tom landingsbane – en udjævnet grusvej, hvor der ofte bliver kastet jordklumper efter vildsvin, så de ikke er til fare for landingsprocessen.
En stor, åben Land Cruiser holder ude i siden med en vinkende guide klar til at tage imod os, så snart vi stiger af flyet.
Her er der ingen paskontrol eller bagagebånd. Piloten siger farvel og gør klar til hurtigt at flyve videre, og bagagen tager vi selv af flyet.
Solen bager over os, og de tætvoksende træers grene pisker mod vores bare arme, mens vi drøner gennem det grønne landskab i Okavangodeltaet i Botswana. Telefonens signal er for længst røget, men telefonen ligger stadig i hånden, klar til at tage billeder af de dyr, vi passerer, inden vi efter en time ankommer til hotellet.
Den nyåbnede Mombo Camp ligger lige midt i Okavangodeltaet i Botswana godt et døgns rejse fra Danmark.
»Det her er Kuda. Hun vil være jeres butler under opholdet«, lyder det, da vi vindblæste og støvede hopper ned fra firehjulstrækkeren.
Fakta
Godt og skidt
Kuda står med fremstrakte arme med et lille fad med et par våde håndklæder på, så vi kan vaske den værste sved og snavs af hænder og ansigt efter køreturen. Hun forklarer, at det er hende, der skal sørge for os i løbet af vores to dage på den femstjernede camp.
Kolde drikke og små snacks står klar til os, så snart vi træder ind i lobbyen. Derfra er der udsigt til Botswanas rige dyreliv. Zebraer og giraffer følges ad i horisonten med en stærk eftermiddagssol bagende i ryggen.
»Det her sted er for vildt«, konstaterer fotografen og jeg hurtigt.
Rejsedeklaration
Politikens ophold var betalt af Wilderness Safaris. Selskabet har ikke haft indflydelse på artiklens indhold.
Beliggenhed: For at komme til Mombo Camp skal man med et lille fly fra byen Maun, som anses som porten til Okavangodeltaet.
Mombo Camp ligger i smørhullet af deltaet, og her kommer man helt tæt på dyrene både under opholdet og på safarituren. Du møder ikke mange andre turister på stedet eller på safarituren.
Indretning: En lang gangbro godt en meter over jorden fører os til vores teltsuite i nr. 7. Da jeg træder ind, glemmer jeg hurtigt alt om safari og vilde dyr. Suiten rummer langt mere, end vi overhovedet har brug for på to dage.
Det store guldbadekar kan jeg genkende fra billederne på hjemmesiden; det nærmest kalder fra badeværelset og sætter prikken over i’et på hele suitens varme indretning. Der hænger badekåber, står tøffer, diverse duftende sæber og shampooer og en bunke pænt foldede håndklæder. Der er to store hovedbrusere i badet og to marmorvaske, så man kommer ikke til at slås om pladsen.
I entreen hænger to hvide solhatte og to paraplyer til safarien. I spisestuen står Nespresso-maskinen med stakkevis af farverige kapsler og et køleskab fyldt med drikkevarer og miniatureflasker med rom, vodka og gin. Vinreolen lokker også med røde og hvide vine.
Uden for vores teltsuite er der en lille, rund pool på terrassen, og herfra ser vi en flok elefanter spadsere forbi. Tre vildsvin og et par bøfler nærmer sig vores telt.
»For et par uger siden så vi en leopard på broen. Så man skal altså være opmærksom«, siger vores guide, Yomsy. Det er også grunden til, at vi bliver fulgt til og fra teltsuiten morgen og aften, når det er mørkt, da det er her, de vilde dyr oftest kigger forbi.
Hver aften ordner Kuda myggenettet over vores senge, sætter flasker med vand ved siden af sengen, lægger tøj sammen og kommer med vores vasketøj.
Service og faciliteter: Vi spiser aftensmad i tusmørke under åben himmel med svag belysning fra stearinlys.
Køkkenpersonalet tager højde for alle former for allergener hos gæsterne. Retterne er superlækre og varierer hver dag med salater, supper, ris, quinoa, bulgur, fisk eller kød, brød og grøntsager og slutter altid af med en dessert. Vil du hellere have middag i din telt-suite i stedet for på campens fælles platform, dækker personalet fint op og tænder stearinlys i hele suitens spisestue.
Hver morgen bliver vi vækket kl. 5.30 af guiden og gør klar til første safaritur.
Ved 11-tiden er der brunch og afslapning på campen, hvor der kan bruges tid ved den private pool i en af de ni teltsuiter eller i den lidt større fællespool.
Mombo Camp har også et fitnesscenter, som frit kan benyttes. Men et par bavianer kan afbryde træningen, da de pludselig hopper op og drikker vand fra poolen, hvilket kræver et par billeder.
Alle måltider, drikkevarer og safarier er inkluderet i prisen. Der er mulighed for massage, men ikke inkluderet i prisen. Personalet oplyser ikke om dette ved ankomst, så det kan komme som en overraskelse ved afrejse, da alt andet ellers er med i prisen.
Der er ingen wi-fi, og du kan ikke købe dig til internet.
Konklusion: Mombo Camp tilbyder safari og ophold i luksusklassen. Personalet står hele tiden klar til at hjælpe i campen, og guiderne er topengagerede på safarien. Der bliver kræset om alle måltider; selv ved eftermiddagens ’tea-time’ står der små, fine snacks og et stort udvalg af kolde og varme drikke. Men luksussen går hånd i hånd med prisen. Den er minimum ca. 13.000 kroner pr. dag pr. person.
fortsæt med at læse




























