Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Malin Kristina Westerlund
Foto: Malin Kristina Westerlund

Togturen til Lofoten går blandt andet langs Ofotfjorden, som er en østlig fortsættelse af Vestfjorden og med sine 82 kilometer er den længste fjord i Nordland fylke.

Rejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

15 dage, 2.000 kroner og 4.000 kilometer: Oplev den smukke natur med tog gennem Sverige og Norge

Tag med toget til Lofoten i det nordligste Norge og lad dig imponere af storslåede landskaber og høj komfort undervejs.

Rejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Det är viktigt att du inte har med dig mer bagage än vad du själv klarar att bära«, står der i de svenske jernbaners bagageregler, som vi googler os frem til, da vi pakker til turen: To kufferter, en rygsæk, en skuldertaske og en fiskestang. Det skal vise sig, at vi kan bære betydelig mere end det. Men det skænker vi ikke en tanke, da toget ruller ud af Helsingborg og snart pløjer sig gennem den fede skånske muld.

Rejsen mod Lofoten og hjem igen er begyndt. Mere end 4.000 kilometer på svenske og norske skinner. Mere end 50 timer til bare at stirre ud ad vinduet, sludre, strikke, læse og lytte til lydbøger. Men vi får ikke læst mange linjer, og Mofibo-abonnementet kunne vi godt have sparet.

Rejsen er den store fortælling. Landskaberne og byerne, der passerer forbi. Passagerer, der står af og på. Kaffen og påtåren. Den Blå Pripps og rejemaden i bistroen. Småsludren. Løse tanker. Fjollerier. Fotograferen. Strikken og dagdrømmen i togsædet. Et kys, en søgning på Google i ny og næ eller tjek i Rail Planner-appen, et must for interrailere, hvor man endda kan reservere pladsbillet, når man rejser med tog i Sverige.

Malin Kristina Westerlund
Foto: Malin Kristina Westerlund

Det svenske landskab passerer fobi undervejs - her i Jämtland.

Som alle andre svenske hurtigtog kræver snabbtåget mellem Lund og Stockholm pladsbillet. 40 svenske kroner er prisen, og det er fundet for de penge. Der er godt med benplads, wi-fi, bistro, dæmpet akustik, stikkontakt ved alle sæder, fine toiletter og god service.

Udsigten er formidabel, og landskabet forandrer sig i et passende tempo. Snart er den skånske muld fortid. Nøgne klipper kommer til syne, og stengærder, søer og skov pryder landskabet. I bistroen har sæderne samme falurøde farve som de svenske gårde, der flyder sammen i den høje fart. 200 kilometer i timen er togets maksimale hastighed, og 4,5 timer efter at vi er stået på toget i Lund, har vi Gamle Stan i Stockholm lige uden for vinduet.

Malin Kristina Westerlund
Foto: Malin Kristina Westerlund

Et hurtigt måltid i togets bistro.

Stockholms hovedbanegård ligger i centrum. Det frister. Men om mindre end otte timer vil vore svenske venner stå og vente på os på stationen i Undersåker oppe i Jämtland. Vi har hotelreservationer i Kiruna og Trondheim. Og på Lofoten venter det folkevognsrugbrød, der skal være vores hjem og transportmiddel på vores roadtrip i det norske fiskeparadis. Så vi finder snabbtåget til Sundsvall, og snart har vi passeret Uppsala.

Længere mellem husene

Fra Gävle bliver der længere og længere mellem husene. Vi suser op langs Den Botniske Bugt og passerer med jævne mellemrum brede elve, der majestætisk flyder ud mod havet. Lige før Sundsvall kører vi for første gang helt ude ved kysten, og herfra fortsætter vi ind i landet med regionaltog i et noget roligere tempo.

Vi kører langs blanke søer og mystiske fjelde, og toget standser ved alle stationer. Men der er stadig fine toiletter, og billetkontrolløren serverer kaffe og kanelbullar i kiosken, så vi mangler ikke noget. Kun at strække benene. Og det får vi snart rig lejlighed til.

Malin Kristina Westerlund
Foto: Malin Kristina Westerlund

Aftenstemning ud af togvinduet på vej mod Östersund.

Vi har to dage i Jämtland. Vi går ind i fjeldet og ud af tiden. De 4 timer tilbage til Sundsvall føles som en lille afstikker. Snart går det nordpå igen. Snabbtåget tager os helt op til Umeå, de sidste 190 kilometer ad Botniabanan. Den åbnede i 2010 og kan klare højhastighedstog med en fart på helt op til 250 km/t. Vi tæller ikke, men googler os frem til, at Botniabanen går over 140 broer og gennem 25 kilometer tunnel.

I Umeå er der halvanden time til næste tog; lige nok til at snuse til byen, der i 2014 var europæisk kulturhovedstad og både har et universitet, en opera og en jazzfestival. Men vi skal højere op, det næste stykke ad Stambanan, som blev bygget i 1883-94 og er meget mere kurvet og har en større hældning, end man tillader på nyanlagte jernbaner i Sverige. Her kommer der aldrig til at køre højhastighedstog, men der er planer om at forlænge Botniabanan ude ved kysten.

Stambanan går inde i landet på grund af det såkaldte antikystprincip, det svenske militær gennemtrumfede, fordi man mente, at en jernbane ude ved kysten ville være lettere at angribe. Den ender i Boden, som imponerer med en flot gammel stationsbygning i træ og ellers er kendt for sin enorme fæstning.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Malin Kristina Westerlund
Foto: Malin Kristina Westerlund

De holdende togvogne tillader lige akkurat et kig på stationen i Boden.

Men vi skal til Kiruna og fortsætter ad Malmbanan, verdens nordligste elektrificerede jernbane, hvor mineselskabet LKAB transporterer enorme mængder jernmalm fra minerne i Kiruna og Malmberget til havnene i Narvik og Luleå. Den første strækning, fra Gällivare til Luleå, åbnede i 1888. I 1903 indviede man den sidste strækning mellem Kiruna og Narvik, og dermed var der adgang til Norskehavet, der om vinteren er isfrit modsat Den Botniske Bugt.

Klar luft og et par cigaretter

Malmbanan er 500 kilometer lang og går gennem birkeskov, tundra og golde månelandskaber. Der er langt mellem stationerne, og stednavnene er samiske. I Nattavaara er stationsbygningen stort set kun et skur, og man træder direkte fra toget ud på den bare jord. Her holder toget længe nok, til at vi kan stå af en kort stund og indånde den klare luft. Der ryges et par cigaretter og luftes et par hunde. Så bryder et malmtog stilheden. Vi nærmer os Kiruna, minebyen, som man på grund af underminering er i gang med at flytte.

Malin Kristina Westerlund
Foto: Malin Kristina Westerlund

I dette smukke landskab kører Malmbanan. Her transporteres enorme mængder jernmalm.

Efter Kiruna rejser landskabet sig. Konduktøren udpeger Kebnekajse med sne på toppen for os. Herude i vildmarken er stationerne få og øde. Vi er højt oppe. Træhusene ligger direkte på den bare klippe. Toget klatrer op over den norske grænse. Fjeldet åbner sig, og Ofotfjorden kommer til syne. Hvis togrejsen var et stykke musik, ville Malmbanen være klimaks, er vi enige om. Men hele vejen overgår naturen sig selv.

Vi skifter til bussen

Nogle mener, at Ofotfjorden har lagt navn til Lofoten, men så langt kører toget ikke. Narvik er endestation. Vi skifter til bus, og efter 6 timers bustur henter vi syd for Svolvær folkevognsrugbrødet, som er lidt for utæt til den vinter, der heroppe er begyndt mindst en måned for tidligt.

Først den sidste dag på vores roadtrip er vejret så roligt, at vi kan komme ud på det store fiskeeventyr. Vi fanger 15 kilo sej. Hvordan får vi dem med hjem?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Malin Kristina Westerlund
Foto: Malin Kristina Westerlund

Et tørret torskehoved er en lokal specialitet på Lofoten.

Lofotens ikoniske fisketørrestativer giver os svaret. Da vi næste morgen tager båden fra Svolvær til Bodø, har vi nu også en køletaske at bære på. Vi har ikke sparet på saltet, men overholder stadig bagagereglerne, og på turen ned gennem Norge ad Nordlandsbanen, Dovrebanen og Østfoldbanen bliver vores køletaske behandlet med største ærbødighed af de norske togkonduktører.

Nu har vi saltet fisk til hele vinteren. Og når den slipper op, tager vi af sted igen.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden