Når man tager på vandretur, går man ikke bare med benene, men man skal også have noget ind i hovedet. Når man vandrer, ser man ikke alene landskabet og oplever kulturen, men møder også mennesker – både andre vandrere og lokale. Det at vandre er både en kulturel oplevelse og mellemfolkeligt samvær.
Sådan definerer Dansk Vandrelaugs landsformand, Steen Kobberø-Hansen, vandreturen i det 21. århundrede, uanset om den foregår på Hærvejen i Jylland eller Caminoen i Spanien.
»Det gælder ikke mindst de 30-40 vandreferier i udlandet med guide, som Dansk Vandrelaug arrangerer hvert år for medlemmerne. Vi har som regel en dansk rejseleder, som har planlagt turen, og en lokal guide, der fortæller undervejs. Det gælder også mange af de vandreture, vi arrangerer herhjemme«, siger Steen Kobberø-Hansen.
Steen Kobberø-Hansen har også selv været turleder på en såkaldt kvalitetsvandrevej i Luxembourg, men her var der ikke indlagt mellemfolkeligt samvær eller forståelse, men blot vandring. Det sociale kommer dog, når vandrestøvlerne tages af sidst på eftermiddagen, og der skal aftensmad på bordet.
Kvalitetsvandreveje eller ’Leading Quality Trails’ er udvalgt af den europæiske vandreorganistation, European Ramblers’ Association (ERA), og skal opfylde kriterier som overnatningsmuligheder, bagagetransport, natur- og kulturoplevelser. Gendarmstien ved den dansk-tyske grænse har opnået prædikatet.
Selv har Steen Kobberø-Hansen for nylig gået 225 kilometer fra Holland til Luxembourg på fjernvandrevej E2, som i alt er 4.850 kilometer og går fra Irland til den franske Middelhavskyst. Der er 12 fjernvandreveje, og formålet er netop at skabe mellemfolkelig forståelse, idet man krydser grænser.
Vandrefolket behøver ikke frygte, at de løber tør for vandreruter, siger Steen Kobberø-Hansen, for »der er nok omkring to millioner kilometer vandrestier i Europa, og det vil vel tage 33 liv at gå dem alle«.
Vandret på fem kontinenter
Selv om Lis Nielsen har vandret i 35 år, har hun ikke gået på alle stier men har dog indtaget fem kontinenter med vandrestøvler. Hun er aktiv i Dansk Vandrelaug og har været præsident i den europæiske vandreorganisation, European Ramblers’ Association (ERA). Hun har netop udgivet bogen ’Vandring på de Kanariske Øer’ og siger, at vandring som regel er forbundet med kulturelle oplevelser:
Ved den lille portugisiske fiskerby Azanha do Mar kan vandrefolket ikke alene møde lokale, men skal også klare stejle skråninger.
»99 procent af alle vandreruter er skabt af en lokal engageret gruppe, som ønsker at vise deres egn frem og bringe både den lokale befolkning og turister ud i deres natur. De fleste vandreruter indeholder et større eller mindre element af kulturoplevelser. Oftest af historisk karakter men i nogen tilfælde også i form af egentlige kulturoplevelser. «.
Vandrere har større muligheder end bilister for at komme i tæt kontakt med beboerne under rejsen og dermed få større oplevelser. Lis Nielsens bedste oplevelser har været tilfældige møder undervejs på ruten. På Gran Canaria kom hun og hendes søster forbi en lille landejendom, hvor familien bagte julekager i en udendørs ovn. Det gav anledning til en samtale om dansk og spansk julebag med spanierne.
Mellemfolkelig forståelse er skrevet ind i European Ramblers’ Associations formålsparagraf, og der arrangeres vandre-events på tværs af grænserne som eksempelvis Eurorando, hvor vandrere fra hele Europa samles i en uge.
Ture, der direkte har som hovedformål at lære om et steds kultur, deltager Lis Nielsen dog normalt ikke i, for »det kan let blive noget kunstigt og føles som et turiststunt«.
