Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Man skal ikke gå mange skridt i Macau, før der ligger et lille cafeteria, en restaurant eller en bod med en wok eller en dampkurv.
Foto: Mikkel Bækgaard

Man skal ikke gå mange skridt i Macau, før der ligger et lille cafeteria, en restaurant eller en bod med en wok eller en dampkurv.

Rejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Æggetærter, dim sum og 3-stjernede havsnegle: Her er fem madoplevelser nær Hongkong

Et stenkast fra Hongkong ligger Macau, der takket være 450 års portugisisk kolonistyre har en helt særlig blanding af sydeuropæisk og kinesisk kultur. Det gælder også på madfronten, der kombinerer øst og vest i både billig gademad og overdådig luksus.

Rejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

For enden af verdens længste broforbindelse venter der de besøgende en særpræget verden af kulturer, der mødes.

I Macau, 65 kilometer vest for Hongkong, står endeløse rækker af højhuse side om side med flere hundrede år gamle bygninger i portugisisk kolonistil. I den gamle bydel er der snirklede gader med små butikker, gadekøkkener og buddhistiske helligdomme, afløst af enorme hotelkomplekser i stål og glas og shoppingcentre, udelukkende fyldt med flagshipstores for internationale brands i luksusklassen. Og det hele tilsat over 30 kasinoer med en omsætning i omegnen af det dobbelte af, hvad Las Vegas leverer om året.

Dermed er der i Macau både autentiske oplevelser fyldt med historie og opulente luksusoplevelser til glæde for nyrige kinesere og andre gæster med pengepungen siddende løst.

Indtil 1999 var Macau en portugisisk koloni, men er nu – ligesom storebror Hongkong mod øst – en selvstyrende del af Kina, hvor ældgamle kinesiske traditioner møder vestlig indflydelse. Her er det bare sydeuropæisk charme, der har præget byen, i stedet for britisk kolonialisme.

Dette møde mellem øst og vest, nyt og gammelt præger også Macaus madscene, der serverer masser af fristelser – lige fra en skål mættende nudler til en 20’er til 3-stjernede michelinoplevelser. Og overalt er historien og inspirationskilderne fra øst og vest så meget til stede, at Macau har særlig status hos Unesco som særlig kreativ gastronomisk by.

1. Nudler, dim sum og masser af gademad

Foto: Mikkel Bækgaard

Man skal ikke gå mange skridt i Macau, før der ligger et lille cafeteria, en restaurant eller en bod med en wok eller en dampkurv. Og selv på gadeplan er madoplevelserne solide og varierede, ofte til ganske fornuftige priser.

Det er det kantonesiske køkken, der især præger de mange små spisesteder i Macaus indre bydel. Her er masser af stegte ris og nudler med for eksempel rejer, ligesom byens udvalg af dim sum er imponerende.

En udfordring i Macau er, at menuerne ofte kun er på kinesisk, og derfor kan man føle sig en anelse fortabt, når sulten melder sig – medmindre man er meget eventyrlysten og bare peger på en ret. Men mange steder, især på de mere etablerede cafeterier, kan man få et engelsk menukort, hvis man beder om det, eller hvis de synes, man ser tilpas forvirret ud.

Dim sums er ofte de lokales foretrukne morgenmad, hvor de gerne vælger noget dampet frem for stegt. Der er dog dim sum på menuen de fleste steder hele dagen. Som regel bliver maden serveret med en kande te, hvis da ikke du bare får en kande varmt vand sat frem på bordet. Mange af de lokale bærer nemlig rundt på en termokande med teblade i, som de kan brygge te på mange gange i løbet af en dag.

Michelinguiden har også fundet vej til gadeplan i Macau, hvor flere af de små steder har fået anbefalinger i den røde bog for Hongkong og Macau. Her er den Bib Gourmand-anbefalede – og i øvrigt ganske lille og ydmyge – nudelbiks Cheong Kei i den charmerende Rua de Felicidade virkelig et besøg værd. Nudlerne med rejesmag er et studie i perfekt tekstur og intens umamismag, efter at suppen har kogt i otte timer med rejer og bonito, tørret tun. Til en pris på 42 kroner for en skål nudler, nogle wontons og en cola bliver man ikke fattig af at spise her.

Cheong Kei, 68 Rua de Felicidade, Macau

2. The 8 – trestjernet luksus i lotusblomst-hotellet

Foto: Mikkel Bækgaard

I den helt anden ende af luksusskalaen ligger The 8, en eksklusiv kantonesisk restaurant i Grand Lisboa-hotellet midt i Macau.

Hotellet i sig selv er en slags moderne vartegn for Macau. Den 261 meter høje bygning udformet som en gigantisk, gylden lotusblomst kan ses fra det meste af byen. Og gastronomisk set er hotellet også helt oppe i skyerne, hvor hele to restauranter er belønnet med de ultimative tre michelinstjerner, mens endnu en har en enkelt.

Helt oppe i kuplen i hotellets top ligger den ene af de trestjernede, nemlig den fransk-asiatiske fusionsrestaurant Robuchon au Dome. The 8 – den anden trestjernede – ligger mere ydmygt på 2. sal og uden vinduer, men med en særlig sort-rød-gylden atmosfære, der passer perfekt til det kantonesiske madunivers, som restauranten ruller ud.

Der er mange veje at gå i det omfattende menukort på The 8, fra dim sum i luksusklassen til længere tasting menuer og et utal af a la carte-retter. Jeg kaster mig over den såkaldte precious-menu, der gennem seks retter præsenterer luksuriøse råvarer som hajfinne, wagyukød og abalone, en havsnegl fra Stillehavet. Dertil fire glas vin af klassisk europæisk karakter i form af vine fra Loire, Sauternes, Bordeaux og Bourgogne – og flere af dem fra grand cru classé-marker.

Betjeningen er i top på The 8, hvor klassiske dyder hersker. Madmæssigt er det en interessant verden at begå sig i, men det kan være svært for en europæer at bedømme smagene. For hvor god er denne hajfinnesuppe egentlig, sammenlignet med andre supper? Hvor godt er den perfekte konsistens på havsneglen ramt? Faktum er dog, at alt smager fortrinligt, og især abalonen og waguykødet løfter sig til noget ganske særligt: sneglen med en smag, der udvikler sig for hver gang, man tygger i den særlige konsistens, og kødet med en dybde og saftighed i kødet, man kun meget sjældent møder.

The 8, Grand Lisboa Hotel, Avenida de Lisboa, Macau

3. Tørre småkager og Lord Stow’s æggetærter

Foto: Mikkel Bækgaard

I centrum af Macau går turister i hobetal med bæreposer fra byens bagere, som frister med især to ting: tærter fyldt med en gul bruléeagtig creme og små mandelsmåkager.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Macau har virkelig mange bagere, men det mest berømte bageri ligger helt nede ved østatens sydspids i Coloane. Her ligger Lord Stow’s bageri og café, der siden 1989 har fristet både lokale og turister med især én ting: æggetærter.

Andrew Stow var englænder, som eksperimenterede med portugisisk inspireret bagværk på den kinesiske sydkyst. Portugiserne er netop kendt for deres æggetærte: en sprød tærte fyldt med en gul creme lavet på æggeblommer og en sprød, knasende karameltop. Denne klassiske tærte lavede Andrew Stow sin egen version af – blandt andet med en mere engelsk inspireret creme – og den er siden blevet så stor en succes, at Lord Stow-bagerierne sælger mere end 10.000 af dem dagligt. Den er samtidig nærmest blevet et gastronomisk vartegn for Macau, hvor enhver bager med respekt for sig selv forsøger at lave en udgave, der kan leve op til originalens succes.

Lord Stow’s æggetærter er en dejlig mundfuld – der koster den fornuftige pris af ca. 8 kroner – og mødet mellem den sprøde dej og den fløjlsbløde creme er herlig. Anderledes er det med de mandelkager, som også falbydes overalt i byen. De er ekstremt tørre og kræver rigelige mængder af te, hvis man for alvor skal nyde dem.

Lord Stow’s Bakery, 1 Rua do Tassara, Coloane Town Square, Macau

4. Portugisisk nostalgi i militærklubben

Foto: Mikkel Bækgaard

Portugiserne har efterladt mange monumenter, bygninger og minder i Macau, hvor den gamle bydel visse steder nærmest ligner Lissabon.

Blandt de bedste portugisiske steder er restauranten i den gamle militærklub, Clube Militar. Militærklubbens bygning, hvor portugisiske officerer og lignende har hygget sig siden 1870, er i sig selv et studium værd. Den lyserøde bygning oser af gode gamle dage, og når man sætter sig til rette i den store spisesal, hersker der en helt særlig kolonial charme over stedet, blandt andet takket være de elegante blæsere i loftet. Her får man lyst til at tage enten sit mest afslappede hørjakkesæt eller miltæruniformen på – eller for kvindernes vedkommende en afslappet cocktailkjole.

Madmæssigt er det også behageligt at være i den gamle militærklub, der serverer en god bredde af portugisiske klassikere tilsat portugisiske fortolkninger af kinesisk dim sum. Her nyder jeg blandt andet en skøn salat af marinerede griseører, der har fået rundhåndet støtte af en fremragende, frisk olivenolie. Og selvfølgelig er der også bacalao, tørret torsk, på bordet i form af små sprøde kroketter.

Det er ikke avanceret gourmetmad, man får hos Clube Militar, men velsmagen er i top – blandt andet også i en servering af en spæd pattegris, mør, som kun sådan en helt ung gris kan være det, og med knasende sprødt skind.

Clube Militar de Macau, 975 Av. da Praia Grande, Macau

5. Madfestival med alt godt fra hele verden

Foto: Mikkel Bækgaard

Det er ikke kun kinesisk og portugisisk mad, der frister i Macau. Byen er en kulturel smeltedigel, hvor for eksempel 3-lampe-kvarteret nord for centrum også serverer herlig burmesisk mad. Men vil man for alvor prøve kræfter med mad fra hele verden på ét sted, er den årlige Macau Food Festival ikke til at komme uden om.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvert år i november bliver en stor plads syd for centrum i over to uger forvandlet til et gigantisk madorgie, når 150 madboder trækker tusindvis af besøgende til hver dag. Her er de forskellige gader på festivalen dedikeret forskellige køkkener, så for eksempel én gade er kinesisk streetfood, en anden er andre asiatiske lande, mens en tredje er europæisk. Og hvert år har festivalen et særligt tema; da Politiken kigger forbi, er Singapore i fokus.

Der er sort af glade, sultne mennesker til festivalen – især i weekenderne – hvor både lokale og turister strømmer til for at prøve de mange forskellige lækkerier. Og mange kommer hertil for at smage nogle af de eksklusive råvarer, som koster en formue på byens restauranter, men som her kan smages til helt andre priser. Således er der mange steder delikatesser som abalone (asiatiske havsnegle), hummere og kæmpestore kammuslinger på menuen.

Jeg smager mig igennem en lang række fremragende retter, der desværre også mætter frygtelig meget. Blandt højdepunkterne er en slags stor japansk æbleskive fyldt med hummer og fisk og toppet med bonito, tørret tun. Andre himmerigsmundfulde er kammuslinger, rundhåndet stegt med masser af hvidløg, samt en spicy, grillet oksetunge.

Macau Food Festival, Sai Van Lake Square, Macau

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden