Siden maj har flyselskabet ventet på en godkendelse til at bruge RNP-systemet, der gør det muligt for piloter at lande og lette i udfordrende vejr.

SAS får endelig godkendelse til at flyve til Færøerne i tåge

SAS har fået en godkendelse til at bruge RNP-systemet (Required Navigation Performance), som gør, at fly må lette og lande i tåge på Færøerne. Kristoffer Flakstad
SAS har fået en godkendelse til at bruge RNP-systemet (Required Navigation Performance), som gør, at fly må lette og lande i tåge på Færøerne. Kristoffer Flakstad
Lyt til artiklen

Tidligere har flyselskabet SAS været nødsaget til at aflyse eller forsinke flyrejsen, hvis der var tæt tåge ved Vágar Lufthavn på Færøerne.

Flyselskabet har nemlig været udfordret af en manglende godkendelse til at bruge RNP-systemet (Required Navigation Performance), som gør, at fly må og lettere kan lette og lande i vejrforhold som for eksempel tæt tåge. Tidligere på året søgte flyselskabet om tilladelsen, og nu har Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen endelig godkendt den.

Det skriver check-in.dk.

Det er især over sommeren, at Vágar kan være indkapslet i tåge, der kan udfordre landingsprocessen og skabe forsinkelser hos SAS, men det kan de slippe for nu.

»Vi er rigtig glade for, at godkendelsen er på plads. Vi søgte om godkendelse i maj måned«, lyder det fra pressechefen i SAS, Mariam Skovfoged:

»Færøerne kan være et vanskeligt sted at lande, og nu får vi adgang til at bruge udstyr, som kan hjælpe, når der f.eks. er tyk tåge«.

Lige konkurrence

Med godkendelsen står SAS nu på lige fod med konkurrenten – Færøernes nationale flyselskab, Atlantic Airways, der i flere år har været på forkant, da de har benyttet RNP-systemet og derfor har kunnet foretage flyvninger, hvor SAS ellers har måttet vende om eller vente.

»Godkendelsen er rigtig gode nyheder for vores passagerer. Den betyder, at vi nu har samme mulighed for at lande under ekstreme vejrforhold som vores konkurrent«, siger Mariam Skovfoged.

Fra 31. marts 2019 vil SAS flyve dagligt til Færøerne. I højsæsonen over sommeren vil der være ni ugentlige flyvninger. Konkurrenten Atlantic Airways flyver i højsæsonen op til fire gange dagligt.

SAS’ godkendelse skal træde i kraft i februar 2019, når det sidste er faldet på plads.

Eva Holtegaard-Kasler

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her