Det må være en fejl«, ræsonnerer jeg, da jeg har stået i 30 minutter ved en lille butik i et forladt landskab og ventet på en mand, der hedder Juan.
Ud over den søvnige butiksejer, der absolut ikke vidste, hvilken Juan jeg talte om, er der øredøvende stille her på kanten af Talamanca-bjergene i regionen Limón i Costa Rica.
Jeg vifter en flue væk fra min taske, går en tur rundt om butikken og spejder efter Juan, der stadig ikke viser sig. Han tilhører bribri-folket, som nedstammer fra Costa Ricas oprindelige befolkning, og som der bor mange af her i bribri-reservatet tæt på grænsen til Panama. Planen er, at jeg skal bo hos ham og hans familie det næste døgn.
Bribri. Første gang jeg hørte om dette folk, smagte jeg gentagne gange på ordet. Det virkede dragende på mig, selv om jeg normalt forholder mig kritisk over for turistbesøg hos oprindelige befolkninger i diverse lande. Jeg har haft lidt for mange oplevelser med at se de lokale fremføre danse og sange for turister med store kameraer, som bagefter betaler sig fra at få taget et helt naturligt unaturligt billede sammen med dem.
Men efter at jeg i halvanden time har kørt i en gammel bil i bjerge og bakker fra den lille kystby Puerto Viejo på den caribiske side af Costa Rica, har en forventningens glæde alligevel nået at brede sig i min mave. Jeg havde ellers tænkt, at jeg ville blive hentet af en skinnende hvid minibus med aircondition og tæt pakket med tyske og amerikanske turister med støttestrømper i sandalerne og en desinfektionsgel dinglende i mavebæltet, som jeg tidligere har oplevet ved arrangerede turistbesøg i traditionelle landsbyer.
I stedet står jeg nu her alene og savner faktisk lidt bøllehattene og lyden af klikkende kameraer.
»Maria?«. Ud af det blå dukker pludselig en ung mand op. Han har gummistøvler og shorts på. Det er Juan, som griner højt, da jeg spørger om hans efternavn.
Eventyret er begyndt.
Flodsejlads og ostepops
Få minutter efter sidder jeg i en smal kano udhugget af en enkelt træstamme, og vi sejler op ad floden mod strømmen, og rundt om os er bevoksningen så tæt, at træerne ikke længere kan skelnes, men i stedet udgør en massiv grøn flade. Vi har kurs mod landsbyen Yorkin, men da der ingen veje er hertil, må vi sejle op ad floden med en påhængsmotor på den lille kano. Vandet sprøjter omkring os, og vi stopper kun for at se på de skildpadder og oddere, som slapper af på den indtil nu uforstyrrede flod.
Efter hvad der føles som timer rejser en røgsøjle sig midt i junglen. Yorkin kommer pludselig til syne. Ved bredden ligger kanoer, og kvinder vasker tøj i floden. Hurtigt lægger de tøjet fra sig for at vifte med begge arme og således byde mig velkommen. Det menes, at der er otte forskellige små samfund i reservatet, som alle er bribri-stammer. Hvor mange mennesker de tæller, er usikkert. Mens Costa Ricas regering skyder på omkring 10.000 mennesker, er der andre, som mener, at der bor op mod 30.000 mennesker i junglen.
Som vi begynder at bevæge os gennem den godt skjulte landsby, er det let at forstå, hvorfor det kan være et svært tal at opgøre.
»Wait«, siger Juan pludselig, da vi trasker op ad flodskrænten og kommer til det første hus, som er en vakkelvorn trækonstruktion på stolper.
Juan åbner sin rygsæk og fisker en pose chips op. Han placerer den mellem to grene i et træ foran huset og pifter højt. En mand stikker hovedet ud ad vinduet og takker Juan mange gange. Da jeg forvirret og på mit halvdårlige spansk spørger, hvad der foregår, forklarer Juan mig, at de lokale sjældent forlader landsbyen, så når nogen skal ind til den lille butik for at hente eksempelvis en turist, skal der købes snacks og lækkerier med til naboerne. Jeg er kommet med på chipsuddeling.
Vi sætter en pose osterejer fast mellem to grene på et træ foran et nyt lille bjælkehus, og en mand råber glad efter os.
Få minutter efter ankommer vi til mit hjem for natten. En åben bjælkehytte i flere etager, hvor turister kan sove på madrasser under myggenet med en fantastisk udsigt over junglens tag. Inden jeg kravler op ad stigen, peger Juan op mod en gren, hvor et dovendyr hænger med hovedet nedad og lukkede øjne. Junglen omfavner det lille samfund.
Turisternes indtog
Juan fortæller mig om landsbyen over frokosten, som er tilberedt af hans familie, der bor på dette lille stykke land og tager sig af de turister, som kommer hertil. Juan forklarer, at før turisterne begyndte at besøge reservatet, blev samfundene i junglen kontinuerligt svækket, og over de seneste 35 år er der sket en affolkning.
Bribri-borgerne levede af junglen og tjente de få penge, som de havde brug for, ved at sælge frugt og grøntsager uden for reservatet. Men efter at landbruget blev industrialiseret, fik bribri-folket svært ved at tjene penge, og de unge forlod landsbyerne og søgte til de større byer og bananplantager for at finde jobs. De små samfund blev affolket, deres lokale sprog gik tabt, og deres traditioner forsvandt.
Ifølge Juan fik nogle lokale ældre kvinder en idé. De ville vise turisterne deres samfund, junglen og de dyr, som lever her.
»Det gav jobs til de unge og en grund for dem til at blive her og holde fast i vores sprog og traditioner, så de kunne vise dem til turisterne«, siger han.
Mens bribri-folket ikke helt ved, hvor mange turister der i alt besøger samfundene, har de efter turisternes ankomst fået råd til at bygge en skole og en lille sundhedsklinik.
Men turismen er ikke kun positiv, fortæller Juan. Efter at flere udlændinge er begyndt at besøge reservatet, er der flere, som hører om det, og som gerne vil besøge dem. Men ikke alle vil betale pengene til de bureauer, som har partnerskaber med landsbyerne. I stedet forsøger de at besøge samfundene på egen hånd, hvilket betyder, at turister selv hyrer bådsmænd til at sejle dem til de små landsbyer, hvor de derefter går rundt på egen hånd.
Juan ryster på hovedet. De forstyrrer samfundene, ødelægger naturen og går ind på hellige steder uden at vide det.
»Det gør os sure, når vi ikke selv kan vælge, hvor mange turister der kommer, og hvor de går hen«, siger Juan og uddyber: Kun en lille del af reservatet er åbent for turister, fordi bribri-folket stadig er meget private og ønsker at holde langt størstedelen fri for besøgende.
»Der er gode og dårlige turister. De gode lytter til os og vil gerne lære noget. Men der er også dem, der ødelægger planterne og vil røre ved dyrene i junglen. De skal ikke komme herud«, siger han.
Jeg krydser fingre for, at jeg falder ind under den første kategori.
Hverdagslykke
Få timer senere forsøger jeg at følge trop, mens Juan adræt bevæger sig gennem junglens tætte bevoksning.
Han udpeger træer, blomster og græs og forklarer, hvordan hver plante har sin unikke egenskab. Han plukker en stor gulrød frugt og åbner den. Den er fuld af kerner, som ligger i en hvid hinde.
»Kakao«, siger han og opfordrer mig til at smage dem.
De er søde og smager som druer. Processen ved fremstilling af den chokolade, som vi kender i Vesten, er lang. Vi fortsætter under enorme træer, men vi når aldrig langt, før Juan finder en ny plante eller blomst, som jeg skal smage på. Af og til peger han på en plante og laver et kors med fingrene. De er giftige.
»Man kan spise alt i jungen«, siger han, »men måske dør man af det«.
Vi traver over hængebroer, floder og til bunden af vandfald, inden lyset bliver gyldent, og dagen går på hæld.
Om aftenen spiser jeg sammen med hele familien. Jeg sidder i husets eneste rum og ser hverdagen udfolde sig; børnene leger på jordgulvet, og en baby sover i en hængekøje.
Jeg leger med hans 6-årige pige, mens moren kommer hen og lægger sine hænder på mine skuldre. Varmen fra hendes fingre fordeler sig i mig. Jeg er taknemmelig for at have delt en aften med denne bribri-familie, som har lært mig så meget om samhørighed mellem mennesker, planter og dyr.
Mens jeg krammer familien farvel, inden jeg skal forlade junglens favn, kommer to turister travende ind i landsbyen bag en guide. De har strømperne trukket godt op ad skinnebenene, og bøllehatten placeret solidt på hovedet.
»Hvor sov du?« spørger de mig på tysk.
Da jeg peger mod træhytten, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at de nok skal få en lige så stor oplevelse som mig ved at bruge et døgn i junglen med bribri-folket.
fortsæt med at læse
