Den ser alternativ ud, husets isanretning, som værtinden svinger ind på træbordet med et stolt »God appetit«: En ordentlig fyrredusk stikker beslutsomt ud mellem toppe af flødeskum og en generøs vandbakkelse, fyldt med Latschenkiefer-flødeis. Denne usædvanlige kombination af dessert og nåleskov smager og dufter, som havde konditoren rørt en solvarm skovtur ind i parfaiten.
Desserten hører til i kategorien lokale råvarer, for køer og deraf følgende mejeriprodukter er her rigeligt af, og Latschenkiefer er en bjergfyr, der stortrives i bjergene omkring Schladming, så længe vi holder os oppe over 1.500 meter. Opskriften er kreeret af Frau Doris på Mandlberggut, der er bjergfyrgården her ved Schladming i hjertet af Østrig. Familien har nemlig utallige opskrifter på både helende og velsmagende godter, udvundet af de blålige kogler, fyrrenålene og kvistene fra de livskraftige og robuste træer.




























