Var det en hændelig ulykke eller uforsvarlig kørsel, da en 17-årig nordmand ramte en 10-årig dansk pige og knuste hendes ben? Det er blevet en principiel sag.

Skiløber knuste dansk piges ben – nu er ulykken blevet en principiel norsk retssag

En ung norsk skiløber hoppede over et fremspring, og havde så meget fart på, at han ikke kunne styre uden om 10-årige danske Ida. Skiløberen på billedet har intet med sagen at gøre.
   Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
En ung norsk skiløber hoppede over et fremspring, og havde så meget fart på, at han ikke kunne styre uden om 10-årige danske Ida. Skiløberen på billedet har intet med sagen at gøre. Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Lyt til artiklen

Løjpen var blå, en farve, der viser, at skibakken er i den næstletteste kategori. Danske Ida Warberg Sejersen var på vej ned i rolig fart, da en 17-årig nordmand pludselig kom flyvende over et stejlt bakkestykke med fuld fart og ramte den 10-årige pige.

Nu er Ida Warberg Sejersen 12 år, og hendes ben bliver aldrig klar, så hun kan dyrke skiløb, trampolin eller sport på lige fod med kammeraterne. Havde den unge mand ramt bare lidt ved siden af, var hun ifølge en lægeerklæring blevet dræbt, fortæller Idas mor, Nina Warberg Sejersen til dr.dk.

Hendes ulykke er nu en principiel sag i Norges højesteret, som om et par uger fælder dom i den unge mands sag.

Arbejdsmænd med skitøj på: Læge undrer sig over utrænede skiløberes overmod

I landsretten blev han fundet skyldig i at have »voldt betydelig skade på en andens krop og helbred«, og flertallet af dommerne skriver i dommen, at den unge mand »så helt bort fra risikoen for, at andre personer kunne befinde sig under ’heng’« (et særlig stejlt stykke af pisten, som gør det umuligt at se, hvad der er længere nede ad bakken, red.). Dommerne er ikke i tvivl om, at det var »uagtsom adfærd, der var årsag til sammenstødet og de store skader, som den 10-årige fik«.

Man kan sammenligne kørsel med fuld fart over et ’heng’ med at overhale over en bakke, hvor man ikke kan se, om der er modkørende bilister på den anden side af bakken.

Landsretten idømte den unge mand 18 dages betinget fængsel og pligt til at betale en erstatning på 75.000 kroner til Ida Warberg Sejersen.

Mindretal: Han er uskyldig

De almindelige regler på skibakken siger, at det altid er skiløberen, der kommer bagfra, som har ansvaret for at styre uden om andre skiløbere, som løber langsommere, er faldet eller af andre grunde er stoppet op på bakken.

Alligevel mente et stort mindretal af dommerne i landsretten, at ulykken var et hændeligt uheld på en skibakke.

Få styr på skireglerne inden du tager på skiferie

I dommen fra landsretten udtaler mindretallet, at de »ikke er overbevist om, at det var uagtsom kørsel, som førte til ulykken«. Det kan have været specielle forhold ved det stejle stykke på bakken, som fik den 17-årige til at lette og gjorde det umuligt for ham at styre uden om Ida Warberg Sejersen, som befandt sig 30 meter længere fremme. Desuden var stedet ikke afmærket med et fareskilt, siger mindretallet.

Den nu 19-årige skiløbers forsvarer, Svein Kjetil Stallemo, er glad for, at højesteret tager sagen op.

»Det er forkert, hvis vi begynder at strafbelægge sports- og fritidsaktiviteter. Der ligger en accept af egen risiko for at komme til skade, når vi opholder os på en alpin skibakke«, siger Stallemo til det norske medie NRK.

Han kalder ulykken et hændeligt uheld og oplyser, at den unge skiløber er stærkt påvirket af ulykken og af at være dømt skyldig.

Efter tragisk skiulykke: Det kan du gøre selv for at undgå sammenstød

Nina Warberg Sejersen håber, at højesteret vil følge landsrettens afgørelse, så der bliver fastlagt klare retningslinjer for, hvornår en skiløber ikke kører forsvarligt, siger hun til dr.dk:

»Det ville være skrækkeligt, hvis han blev frifundet. Så bliver der givet frit slag for hasarderet kørsel på skibakkerne. Vælger Norge at blåstemple det, vil det være katastrofalt at sende vores børn ud i sneen igen. Vi valgte bevidst Norge frem for at køre sydpå, hvor mange unge mennesker kører stærkt på ski«.

Mette Guldagger

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her