Fra den 15. juni skal rejsende, der kommer igennem en af de danske lufthavne bære mundbind.
Det er en del af et sæt nye retningslinjer fra det europæiske luftfartssikkerhedsagentur, EASA, der skal reducere risikoen for coronasmitte ved flyrejser. Retningslinjerne vil dog blive tilpasset danske forhold, så der f.eks. anbefales 1 meters afstand i lufthavne, hvor de internationale retningslinjer anbefaler en afstand på 1,5 meter.
»Luftfarten er international, så det er helt nødvendigt med internationalt gældende retningslinjer«, siger Michael Svane, der er direktør i Dansk Luftfart.
»Vi er meget tilfredse med, at der nu er enighed om enkle og pragmatiske regler, som kan skabe en tryg rejse for passagererne«.
Det er Dansk Luftfart, der de seneste uger har drøftet retningslinjerne fra EASA med de danske myndigheder.
Transportminister Benny Engelbrecht (S) slår i en skriftlig kommentar fast, at han er glad for, at luftfartsbranchen står ved sit ansvar, da der blot er tale om anbefalinger fra EASA:
»Jeg synes, at det viser, at luftfartsbranchen gør, hvad de kan for at genoprette tilliden til luftfarten«, lyder det fra ministeren.
Ingen servering om bord
Også flyveturene vil blive helt anderledes, end før coronaen forandrede verden. Flypassagererne kan glemme alt om at nyde en gin og tonic, før de sætter tænderne i en saftig bøf, for der bliver ikke nogen servering.
Sådan lød det i de retningslinjer for flytransport, som EU udsendte 13. maj, som generelt skulle sikre, at der kommer gang i turistindustrien i Europa igen.
Retningslinjerne giver anvisninger på alle mulige former for transport både når det gælder fly, togtrafik, biler og skibsfart.
Følgende retningslinjer bør ifølge EU overholdes, når man benytter sig af fly som transportmiddel:
1 Alle passagerer fra seks år og opefter skal bære mundbind. Det gælder foreløbig indtil 31. august. Passagererne skal selv tage mundbind med til hele turen, og de skal skiftes efter tre timer i luften.
2 Alle fly bliver rengjort og desinficeret i henhold til nye rutiner, som er tilpasset den nuværende situation.
3 Nye boardingrutiner skal sikre bedst mulig afstand om bord. Passagerer bagerst i flyet boarder først, for at man undgår, at passagererne skal passere hinanden.
4 Alle ikke-essentielle løse genstande er fjernet fra kabinen. Det gælder for eksempel læsestof i sædelommen, puder, tæpper og bord.
5 Der bliver ingen servering af mad om bord for at reducere kontakten mellem passagerer og besætning. Man må godt selv tage mad og ikke-alkoholiske drikke med om bord.
6 Håndbagage er begrænset til et kolli, dvs. et styk bagage per passagerer.
7 Syge eller personer med symptomer på smitte må ikke rejse med fly og vil blive afvist ved boarding.
Det anbefales også sætte sig ind i destinationens restriktioner og myndighedernes rejseråd i det pågældende land. Mange andre lande kræver således også mundbind i lufthavne og ved benyttelse af offentlig transport. Derfor skal rejsende sørge for at have tilstrækkeligt med mundbind til hele turen og opholdet.
God håndhygiejne gentager sundhedsmyndighederne igen og igen. Derfor er det en god ide også at tage desinficerende håndrens med i håndbagagen.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter