Røde og orange lande bliver nu en del af rejseforsikringen hos Topdanmark, selv om rejser frarådes.

Forsikringsselskab dækker nu sygdom med corona i risikolande

Foto: Martin Lehmann/POLFOTO
Foto: Martin Lehmann/POLFOTO
Lyt til artiklen

Forsikringsselskabet Topdanmark vil nu dække udgifter til eksempelvis lægebehandling eller feriekompensation, hvis man bliver syg med coronavirus på en rejse eller ferie, oplyser forsikringsselskabet i en pressemeddelelse.

Ændringen i rejseforsikringen gælder for lande, der er røde eller orange i Udenrigsministeriets rejsevejledninger. Man er dermed dækket mod sygdom med coronavirus, selv om man rejser til lande, som Udenrigsministeriet fraråder alle rejser eller alle ikke-nødvendige rejser til.

»Nu har vi levet i den her forandrede hverdag med corona i næsten halvandet år, og vi synes i virkeligheden, at sygdommen er ved at være der, hvor det er en vedvarende ting i vores tilværelse«, siger Carsten Elmose, privatdirektør i Topdanmark.

»Derfor har vi besluttet, at vi godt vil dække, hvis man bliver syg med corona, selv om landet er orange eller rødt«, tilføjer han.

Flere forventes at følge trop

Hos brancheorganisationen Forsikring & Pension vurderer underdirektør Pia Holm Steffensen, at udmeldingen fra Topdanmark kommer nu, fordi danskerne »længes efter at komme ud at rejse« og mangler afklaring. Dermed kan flere af de almindelige forsikringsselskaber være på vej med samme melding.

»Jeg tænker, at konkurrencen vil gøre, at dem, der ikke har meldt ud endnu, vil sidde og tænke over, hvad deres træk skal være. Det er jo en risiko, man tager. Men efterspørger kunderne det, så er jeg sikker på, at andre selskaber vil melde sig ind i kampen«, siger Pia Holm Steffensen.

Den efterspørgsel kan Topdanmark genkende.

»Vi fornemmer en klar stigning i efterspørgslen nu, hvor mange danskere har lyst til at tage ud at rejse«, siger Carsten Elmose.

Pia Holm Steffensen peger dog på, at et dedikeret rejseforsikringsselskab som Gouda har tilbudt dækning under hele coronapandemien. Også rejseforsikringsselskabet Europæiske har fra januar dækket udgifter, hvis man bliver syg med corona.

Topdanmark, der er landets næststørste, opfordrer dog fortsat deres kunder til at følge rejsevejledningerne, selv om de nu er dækket. Tidligere har det ikke været muligt at blive dækket mod coronavirus under en ferie eller rejse, hvis landet var orange eller rødt. Afbestillingsforsikringer vil ligeledes dække, hvis man bliver syg med corona inden afrejse, oplyser selskabet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her