0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nattog gennem Danmark og videre ned i Europa er få skridt væk

Der er politisk opbakning til at gøre det muligt for svenske nattog at køre gennem Danmark fra august 2022.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard

Der er politisk opbakning til at gøre det muligt for svenske nattog at køre gennem Danmark fra august 2022.

Rejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Rejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fra august 2022 ser det ud til at blive muligt at stige på et nattog og ind i en sovekupé flere steder i Danmark om aftenen for at være fremme næste dag.

Danmark, Sverige og Tyskland har arbejdet tæt sammen om at få genetableret natruterne.

Især et større fokus på klimaet har skubbet til ønskerne om bedre togforbindelser på tværs af lande.

Det siger transportminister Benny Engelbrecht (S).

»Nattog skal være med til at øge vores bevidsthed om de klimaneutrale løsninger, og det skal give os et godt alternativ til flyrejsen«, siger han.

Det er Sverige, der skal stå for at drive togene. Og for at det kan lade sig gøre, kræver det en mindre lovændring i Danmark.

Det skyldes, at de svenske myndigheder skal overtage det såkaldte trafikkøberansvar fra Transportministeriet.

Den 29. april var der første høring om lovændringen. Og det bør ikke blive noget problem at få igennem, siger Benny Engelbrecht.

Ruterne er på plads

Regeringen og støttepartierne har nemlig afsat penge på finansloven til at medfinansiere det svenske projekt.

Sverige er i gang med at finde leverandører til togene og ventes at have det på plads i august.

Derfor er det ikke muligt at sige noget om billetpriser, indretning af vogne eller tidsplaner endnu.

Men ruterne er mere eller mindre på plads.

Der skal køre nattog på ruterne Malmø - Bruxelles og Stockholm - Hamburg.

Den svenske styrelse Trafikverket forestiller sig en tidsplan, hvor et tog kører fra Malmø klokken 19.40 om aftenen, stopper i København en time efter for at være i for eksempel Köln klokken 6 næste morgen.

»Det er en længere rejse. Men hvis man alligevel skal sove på et hotelværelse, når man ankommer, så kan man lige så godt sove i en togkupé en nat«, siger Benny Engelbrecht.

Tre danske stoppesteder

Sverige har planlagt stoppesteder på ruten gennem Danmark i København, Odense og Kolding.

Danmark vil arbejde på at lave tilsluttende tog fra Aalborg, Aarhus og Esbjerg.

I SF glæder de sig over udsigten til et grønnere alternativ til fly. Og partiet håber, at Danmark i fremtiden vil være primus motor på flere ruter med nattog.

»På sigt ønsker vi os, at Danmark kan komme til at stå for at køre nattog selv. Vi kan udveksle erfaringer med Sverige og hjælpe det her med nattog og grønnere transportformer på vej«, siger SF’s transportordfører, Anne Valentina Berthelsen.

»Nattog er banebrydende for den klimavenlige transport, som der er stor efterspørgsel efter, så det skal vi selvfølgelig se, hvordan vi kan bidrage til«.

I 2014 kørte det foreløbig sidste nattog fra Danmark.

ritzau

Læs mere: