Fra mandag morgen klokken 06.01 dansk tid strammer USA testkravet ved indrejse.
Det betyder, at alle internationale rejsende inden indrejse skal vise bevis for, at de er færdigvaccineret og bevis for en negativ coronatest, der er foretaget maksimalt én dag før afrejse.
Det skriver Udenrigsministeriet på sin hjemmeside.
På hjemmesiden for USA’s Center for Sygdomsbekæmpelse og Forebyggelse (CDC) fremgår det også, at man kan fremvise bevis på, at man er testet positiv for covid-19 og erklæret rask igen inden for de seneste 90 dage i stedet for testen.
Børn, der er under to år gamle, er undtaget for krav om test.
Tidligere har man skullet have en negativ test, der var foretaget inden for tre dage inden afrejse.
I USA er der indrejseforbud for personer, der ikke er vaccinerede. Der er dog enkelte undtagelser.
Børn under 18 år, amerikanske statsborgere og personer med permanent opholdstilladelse i USA er undtaget fra vaccinationskravet.
ritzau


























