Det er regnvejr, da jeg besøger Børkop Vandmølle, og det er egentlig passende, for her handler det om vand. Meget vand. Hele 750.000 liter vand i timen skal der til, for at møllen kan kværne korn. Det fortæller møller Elmann Larsen, som jeg møder i døråbningen sammen med møllens tømrer, Erik Therkildsen.
Det giver sig selv, at der er brug for en møller, men at en tømrer også er uundværlig, forstår jeg, straks jeg får næsen indenfor i møllehuset, hvor jeg bliver omfavnet af træ. Lofter, gulve, vægge, bærende bjælker, tandhjul, aksler og valser. Alt sammen i træ. Og hurtigt finder jeg ud af, at træ ikke bare er træ.
»Når du besøger gamle vandmøller, skal du lægge mærke til, at der ofte vokser avnbøg«, siger tømreren:
»Det er, fordi man bruger avnbøg til tænderne i tandhjulene. Avnbøg har nemlig længere fibre end almindelig bøg og er stærkere«, forklarer han og opremser anvendelsen af forskelligt træ, som vidner om vores forfædres indgående kendskab til forskellige træsorter: Til vandhjulene bruges egetræ, der har vokset med en krumning, skovlene er af sibirisk lærk, tandhjulene i kælderen er af cedertræ, mens hejseværket er af lindetræ. Når man medregner bygningen, der er i fyrretræ, kommer man op på seks forskellige træsorter til møllens konstruktion.
