Stilhed og sluser på Mandø
Mandø er en helt særlig naturoplevelse. Der er marsk, vadehav, diger og sluser. Der er stilhed og frisk luft. Og et rigt plante- og dyreliv. Gamle plantekendinge som trevlekrone og skjaller og nye som kveller og mandølyng. Mandølyng er ikke en lyng og hedder egentlig hindebæger, men har lyngens farve og holdbarhed. Og kveller er en salturt, der gror i ebbevandet, og som spises af fårene, men som også egner sig ganske godt i salat. Strandskaden ruger, og lærken synger. Ryler, rødben og bramgæs fouragerer på livet løs. Mandø er den eneste lidt større ø i Danmark, der ikke har en bro eller en færge. Ved lavvande kører man fra Vester Vedsted over Låningsvejen, en dæmning, som står under vand, når det to gange i døgnet er højvande. Man kører i Mandø-bussen – en traktorbus – eller i egen bil. Esbjerg Kommune, som øen kom ind under ved den seneste kommunalreform, udgiver hvert år en højvandskalender med retningsgivende højvandstider, så man kan holde sig orienteret om overfartsmuligheder. Der er ca. 30 fastboende på Mandø. Turismen er den største beskæftigelse på øen. Hver dag i sommermånederne, når bussen midt om formiddagen ankommer fra fastlandet med en flok besøgende, åbner forretningerne, som så holder åbent, indtil bussen er kørt hjem igen. Så kommer der også besøg på det lokale museum, der – som så meget andet på stedet – passes af frivillige. Landbrug, der tidligere var hovederhvervet, er nedlagt, og de store græsarealer afgræsses af kvæg fra fastlandet og får. Mejeriet blev nedlagt i 1971. Præsteembedet er ligeledes nedlagt, og i kirkelig henseende hører øen under præsten i Vester Vedsted, der holder gudstjeneste to gange om måneden. Den praktiserende læge er også flyttet til fastlandet, men har konsultation på Mandø en gang om ugen. Øen huser både hotel og bed and breakfast samt Mandø Centret, hvor der til frokost bl.a. serveres bakskuld, en tørret, saltet, røget fladfisk.Anna Koch, Frederiksberg
