Er I klar til at blive låst inde for en nat?«, spørger receptionisten os, da vi lander i den gamle købstad Ribe og tjekker ind på Den Gamle Arrest.
I cirka 100 år var bygningen et arresthus, inden det lukkede i 1989 og efterfølgende blev omdannet til hotel.
»Det kunne være alt fra lommetyve til mordere, der var her«, fortæller receptionisten, mens hun låser den tunge sort-hvide celledør op og fører os ind i celle 8: et smalt værelse på få kvadratmeter. Sengene er skubbet ind under en lille repos for at spare på pladsen, så de skal trækkes ud, når vi skal sove. En smal trappe fører op til reposen med et lille bord og to stole. Tremmerne for vinduet er fjernet, så der er kig til den hyggelige gårdhave, hvor gæsterne får serveret kaffe og kage, men som tidligere blev brugt af fangerne, når de havde gårdtur.
»I kan se rester af muren, der adskilte fangerne og forvalteren af arresten«, siger stedets direktør, Tobias Skovmose, da vi kort efter mødes i gårdhaven. Han peger på den sidste rest af en tyk betonmur, der tydeligt viser, at de op til 45 indsatte i arresten havde langt mindre plads at boltre sig på end forvalteren. På den røde murstensvæg, der omringer gårdhaven, har fangerne indgraveret deres navne og initialer. NR, JG, HMM og Helle, læser jeg. Og så Egon Olesen i 1959. Jeg får lyst til at ridse e’et i Olesen væk.
