Fårene på Mandø i Vadehavet er ved at gå til ro og bræger efter vildfarne lam. En rørhøg svæver hen over strandengen på jagt efter en gang natmad i form af rotter eller fugle. I det fjerne skimtes lysene fra Rømø, Fanø og sågar på Esbjerg Havn, men truende mørke skyer slukker snart natlamperne i beboede områder.
Klokken er 22, og vi står på Låningsvejen fra Mandø og venter på, at tidevandet skal trække sig, så vi kan vandre de seks kilometer over havbunden fra Mandø til det jyske fastland. Kun en tåbe frygter ikke Vadehavet, og derfor har vi allieret os med Klaus Melbye, leder af Vadehavscentret i Vester Vedsted sydvest for Ribe, der kender Vadehavet som sin egen bukselomme.
Mens vi venter og skæver nervøst til de mørke skyer, forsøger Klaus Melbye at opmuntre os med historier fra livet eller nok rettere døden i Vadehavet:
»En øbo stod på havnen i Wilhelmshaven i det nordvestlige Tyskland og ville overraske familien til jul. En båd tilbød at sejle ham hjem. Under sejladsen rullede tågen ind over det tyske Wattenmeer, og båden satte manden af på det, som manden og besætningen troede, var hans ø. Det viste sig at være en vade, og snart stod han i vand til halsen og druknede. Julegaven til familien havde han anbragt i en kasse, som drev i land på hjemøen julemorgen«.
