Hvide Sande er en by på Vestkysten med mord og anden kriminalitet, i hvert fald hvis man skal tro tv-serien ’Hvide Sande’, som trekvart million seere følger hver mandag aften på TV 2.
Heldigvis er virkeligheden en anden, og den vestjyske fiskerby er langt fredeligere, end det fremgår af tv-serien, som i uge 19 for anden uge i tiltrak fleste seere, nemlig 630.000. Serien skildrer den danske undercoverekspert Helene og den dansktyske drabsefterforsker Thomas i skikkelse af skuespillerne Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund, so sendes til Vestkysten for at opklare mordet på den unge tyske surfer Sebastian.
De flotte strande, klitterne, Lyngvig Fyr, de grå bunkers fra Anden Verdenskrig, Bagges Dæmning, surferne og alle de andre attraktioner er der stadig, nu da kameraerne for længst er slukket, og trækker tusindvis af turister til.
Peer Kristensen, direktør i VisitVesterhavet, håber imidlertid, at tv-serien kan lokke endnu flere turister til Hvide Sande og omegn, og en lokal virksomhed er allerede i gang med at lave en tur i fodsporene på serien.
