Langsomt cykler vi over Ringkøbing Fjord. Vandet står højt på begge sider, men vi bliver ikke våde. Heller ikke selv om vi kører på en ganske almindelig bycykel og ikke har sat os ned i en vandcykel.
Vi når tørskoede frem til den lange tange Holmsland Klit, som skærmer fjorden mod Vesterhavet, efter at have cyklet på resterne af den 1,6 kilometer lange Bagges Dæmning, som vandet ganske vist brød igennem to steder i 1865, men som blev forbundet af to broer på hver 100 meters længde i 2016.


























