Netop hvor broen rammer Thyholm og den nordlige af de to odder, som på hver side af Limfjorden danner det smalle Oddesund, ligger tårnet.
12,5 meter højt, rundt, bastant og med en markant rustbelagt facade af contenstål, så man ikke er i tvivl om, at det kan modstå det vejr, som kan rase direkte fra Vesterhavet over Nissum Bredning og ind over det flade landskab.
Omkring tårnet ligger vejrbidte betonbunkere og vidner om, at vej- og jernbaneforbindelse nord-syd over Oddesundbroen under Anden Verdenskrig var af yderste militære vigtighed. Og længe inden da, helt tilbage i middelalderen og århundreder frem, var Oddesund et knudepunkt i handlen med stude og kreaturer til Holland, Tyskland og England.
Derfor var det oplagt, at det netop skulle være her, hvor nord og syd bindes sammen, at velkomstcentret til Geopark Vestjylland skulle ligge som den nordlige entré til parken, der omfatter Lemvig, Struer og Holstebro kommuner og ellers befinder sig syd for Limfjorden.
