Mor Meluka står i en stram, halvvåd våddragt og med en turkis kasket på, der dækker toppen af hans våde hår. Bag en række kulørte surfboards kommer Vahine Itchner gående i løse bukser stoppet ned i et par bamsestøvler. Hun har lige trukket en lilla hættetrøje over hovedet med skriften ’Klitmøller’ på maven, så hendes våde saltvandshår hænger tilfældigt ned.
»Vi har lige haft en undervisning, inden I kom«, forklarer de. Begge har de et langt cv med gode surfresultater – de er blandt andet begge danmarksmestre i open surf, som er en åben klasse, hvor alle kan deltage, og har været det i flere sammenhængende år i træk.
Surfing har altid været en central del af parrets liv. Sammen driver de en surfbutik og surfcampen Cold Hawaii Surf Camp i Klitmøller på snart tiende år. De tilbyder undervisning, udlejning af boards og udstyr, og i butikken sælger de surfboards, som Mor Meluka designer og bygger. De bor her med deres to døtre og to siberian husky-hunde.
Vahine Itchner er oprindeligt fra Tahiti, men flyttede hertil med sin mor, da hun var lille. Mor Meluka er fra Israel og begyndte at surfe, da han var seks år gammel. Parret mødtes ved bølgerne i sydfranske Biarritz, da Mor Meluka var professionel surfer, og Vahine Itchner arbejdede ved stranden.
