Ulven er tilbage i Danmark, og canis lupus’ tilbagekomst vækker både vrede og glæde. Kun de færreste har set en levende ulv i Danmark, men det vil Michael Madsen fra Thyborøn gøre noget ved. Derfor begynder han at arrangere ulvesafarier.
»Vi har i forvejen stor succes med vores natursafarier som sælture i Limfjorden, og derfor trækker jeg lidt længere sydpå til Husby Klitplantage, hvor jeg er ved at få bygget en traktorbus med kikkerter og andet udstyr til natursafari. Det er klart, at ulven står højt listen over de dyr, som vi håber at få at se«, fortæller Michael Madsen, der til daglig er indehaver af Jyllands Akvariet i Thyborøn og arrangerer naturoplevelser i det vestjyske og Thy.


























