Det er kun to måneder siden, at rejsebogsforlaget Lonely Planet udpegede København som en af de 10 bedste byer i verden at besøge i 2019.
Og nu er der lignende hæder til Henne Strand i Vestjylland, en af de bedst besøgte kystbyer langs den jyske vestkyst, der er kommet på CNN Travels liste over de 17 steder i verden, man bør rejse til i det kommende år.
CNN Travel kalder Henne Strand for »vild og forblæst« og betegner desuden området som et ferieparadis for danske naturelskere.
»Klitterne på stranden giver rigeligt med skygge, mens skovene inde på land har rigeligt med vandrestier og dyreliv. Læg dertil maden på imponerende Henne Kirkeby Kro med to michelinstjerner, og så har du en indtagende og anderledes feriedestination«.
Sidstnævnte anerkendelse får Henne Kirkeby Kro til at reagere på sin hjemmeside, hvor kroen skriver:
»Dejligt, at man ude i den store verden har fået øjnene op for vores naturskønne område – og vores egen hyggelige kro«.
Ifølge leksikonet denstoredanske.dk udgøres Henne Strand af »1.300 sommerhuse omkring et hotel- og butikscenter samt et vandrerhjem, og i den yderste klitrække ligger Cafe Stranden med kokken Hans Beck Thomsen«.
De andre steder på CNN Travels liste er:
- Picos de Europa, Spanien
- Lofoten, Norge
- Apuseni-bjergene, Rumænien
- Ephesus, Tyrkiet
- Avignon, Frankrig
- Lissabon, Portugal
- Dingle-halvøen, Irland
- Plovdiv, Bulgarien
- Pompeii, Italien
- Athen, Grækenland
- Salzburg, Østrig
- Brügge, Belgien
- Düsseldorf, Tyskland
- Wroclaw, Polen
- Groningen, Holland
- Cairngorms, Skotland
fortsæt med at læse


























