Mange turister tror, at Stockholm slutter, når Gamla Stan møder trafikknudepunktet Slussen. Tværtimod, mener de lokale: Stockholm begynder for alvor i kvarteret Söder.

Her er kvarteret, stockholmerne selv elsker

populært. Söders nye arkitektoniske vartegn, det skæve Hornhuset, hvor der er spisesteder i tre etager. Kvarteret Hornstull var længe ugleset, men er i dag et af byens mest hippe. Thomas Heine
populært. Söders nye arkitektoniske vartegn, det skæve Hornhuset, hvor der er spisesteder i tre etager. Kvarteret Hornstull var længe ugleset, men er i dag et af byens mest hippe. Thomas Heine
Lyt til artiklen

Gamla Stan, Vasamuseet og Café Opera fortjener al ære, men vil man opleve et stykke pulserende Stockholm i konstant forandring, skal weekenden tilbringes på Söder.

På kort og i de fleste turistguider står der Södermalm, men ingen lokal söderkis kunne drømme om at kalde den største af 14 øer, der udgør Sveriges hovedstad, for andet end Söder.

Her taler urfolket på en særlig måde, lidt nasalt og med hyperlokale slangudtryk. Her holder man på Bajen, officielt kaldet Hammarby, der omsider er rykket op i den højeste fodbolddivision igen. Her er tonen mere rå og hjertelig end i resten af byen.

Livet er södt i Stockholms hippe kvarter

Det er ikke gået sporløst forbi, at Söder har oplevet en massiv tilflytning og gentrificering de seneste 20 år. I dag er det et af de mest attraktive og kostbare steder at bo. Antallet af indbyggere med høje indkomster er syvdoblet på 15 år. Der er blevet længere mellem de sære eksistenser. Inkarnerede söderkiser vrisser, at deres kære bydel ikke længere er til at kende.

Men som besøgende skal man være ualmindeligt kræsen for ikke at opleve Söder som et charmerende sted.

Her er spisestederne, de taler om i Stockholm lige nu

Historisk med de smalle brostensbelagte gader og fine sten- og træhuse fra 1700-tallet på Mariabjerget og omkring i Fjällgatan. Kulturelt med talrige gallerier, teatre og en sprælsk operascene i Folkoperan. Merkantilt med masser af små specialbutikker i bl.a. SoFo-distriktet. Kulinarisk med et utal af gode cafeer og restauranter. Naturmæssigt med halvviltre parker, mere eller mindre tilgængelige granitknolde og de i særklasse bedste udkigspunkter over resten af Stockholm.

FREDAG I STOCKHOLM

1. Klokken 18: Vælg en pude

I en art deco-bygning fra 1930’erne ligger Hotel Rival, som førhen var temmelig pauvert indvendigt, men i 2002 om- og udbygget til et elegant boutiquehotel med cocktailbar, restauranter og sågar en gammel biografsalon, der nu bruges til diverse optræden. Blandt de små detaljer er et lille udvalg af cd- og dvd-plader på hvert værelse og et menukort, hvorfra man vælger sin pude. Ikke billigt, men beliggenheden ved Mariatorget er praktisk, når man skal udforske Söder.

Hotel Rival, Mariatorget 3.

2. Klokken 19: ’Kniv-Söder’s fristelser

To tunnelbanestationer vestpå fra Mariatorget ligger kvarteret Hornstull, indtil for få år siden kendt som ’Kniv-Söder’ og det nærmeste, Stockholm var på et slumkvarter. Der er stadig lidt råt i nogle sidegader, men langtfra farligt. Et nyt øgenavn, ’Hummerkniv-Söder’, virker i dag mere dækkende for et af Stockholms lige nu mest hippe områder.

Begynd ved det skæve Hornhuset, i folkemunde naturligvis ’Horhuset’, der åbnede for to år siden og er bygget sammen med tunnelbanestationen og et lille butikscenter. Måske en gourmetpølse og ditto øl hos Taylors & Jones with the Twist. Eller en drink og en snack på Enzo’s, den øverste af tre etager i selve Hornhuset, hvor man også kan sidde ude og via en bro se den særprægede arkitektur udefra.

Hornhuset, Långholmsgatan 15 B.

Weekend i Stockholm: Her skal du shoppe

3. Klokken 20: Biodynamisk biograf


Sving forbi Bio Rio, en funkisbiograf fra 1943, selv hvis du ikke brænder efter at se en film. Det er byens mest charmerende og ambitiøse biograf, vært for flere filmfestivaler hvert år og ynder af film, der har klaret Bechdel-testen, dvs. der skal være 1) mindst to kvinder, som 2) snakker med hinanden om 3) noget andet end en mand. Bio Rio lokker også med teater, opera, ballet og meget andet. Er du i biohumør, vil 20.30-filmen normalt være relativt mainstream.

Ellers gå en tur i området blandt vintagebutikker, gallerier, helsekostforretninger og vegancafeer. Eller kig på optakten til det hårdtpumpede natteliv langs Hornstulls Strand.

Bio Rio, Hornstulls Strand 3.

4. Klokken 21: Stig på Linje Tio

Den vel nok bedste af flere gode nye restauranter i området er Linje Tio, opkaldt efter en sporvognslinje, der bandt Stockholm sammen frem til 1967. Nøgne rør i loftet og indendørs gadelygter bidrager sammen med publikum til hipsterpræg, den sydeuropæiskinspirerede menu er fortrinlig, og køkkenet lukker usædvanligt for Stockholm først kl. 1 fredag og lørdag, så man kan sagtens nå filmen først. Det er klogt at bestille bord, hvis man vil undgå ventetid. Bygningen huser også vinstue og klassisk barbersalon.

Linje Tio, Hornsbruksgatan 24.

Her er byen, der er gået amok i surdej


LØRDAG I STOCKHOLM

5. Klokken 10.30: Hemmelig gade


Hvis man frem til 1998 ville forvirre selv en erfaren stockholmsk taxachauffør, bad man om at blive kørt til Monteliusvägen. Den havde været med i en byplan fra 1911 og optrådte på kortene, men den fandtes ikke. Det gør den nu, som en hyggelig spadseresti på toppen af Mariabjerget med en suveræn udsigt over Riddarfjärden og bl.a. Stadshuset med nobelfesterne på den modsatte side.

Gå også en tur i de stejle gader nedenfor, og kig på de omhyggeligt restaurerede arbejderhuse fra 1700-tallet, trapper, tårne og spir på bl.a. Bastugatan, Bellmansgatan, Tavastgatan, Pryssgränd og Maria Trappgränd. Slut turen af på Hornsgatans ’pukkel’, hvor det vrimler med gallerier og småbutikker.

Monteliusvägen.

Nu får sprutten eget museum i Stockholm

6. Klokken 12.30: Mellemøsten på svensk

Helt som i Jerusalem er det ikke, men efter at streetfoodaktivisterne Nidal Kersh og Jenny Hedström for et par år siden åbnede Falafelbaren, er det også i Stockholm blevet en fornøjelse at spise friterede kikærter og hestebønner, her serveret i en halv snes varianter. Til tider kø langt ud på gaden.

Falafelbaren, Hornsgatan 39.

7. Klokken 13.30: Brutalt god kaffe

Ingen forbehold her, Johan & Nyström er Stockholms bedste kaffebar, både hvad gælder indretning, stemning, personale og kaffe. Det er ikke en adresse, man kommer tilfældigt forbi, men stedet, der åbnede i 2011 og er opkaldt efter grundlæggerne, to gange Johan og to gange Nyström, er vidt berømt for at kunne, hvad der er værd at kunne om kaffe, inklusive V60, siphon, aeropress og andre bryggemetoder. I skrivende stund er ugens ’gæste-espresso’ Panama Finca Elida smagsat med honning, papaja, rørsukker og karamelmasse, hvilket smager uendelig meget bedre, end det lyder.

Lokalet fungerer samtidig som konceptbutik, hvor man kan købe alverdens kafferelateret udstyr, og Johan & Nyström arrangerer kaffe- og tekurser for både cafépersonale og privatpersoner. Der er i øvrigt over 120 slags te at vælge mellem, hvis man skulle være i det humør.

Johan & Nystrom, Swedenborgsgatan 7.

8. Klokken 14.30: Shop løs i SoFo

125 Kvadrat, hvor 17 svenske kunsthåndværkere har slået sig sammen om butik og galleri med et bredt udvalg af værker i glas, keramik, tekstil, træ og metal samt smykker, er et fint sted at begynde, hvad der bør være mindst et par timers rundvandring i SoFo, området South of Folkungagatan. I dette nyfashionable kvarter er der endnu næsten ingen af de mainstreambutikker, som ellers dominerer i byen, men desto flere spændende specialforretninger, vintage, designertøj og cool cafeer. Kvarteret er blandet op med almindelige lejlighedsejendomme, hvis priser er strøget til himmels de seneste 20 år.

SoFo Basic er Kocksgatan, Åsögatan, Bondegatan og Skånegatan på tværs, Östgötagatan, Södermannagatan og Nytorgsgatan på langs, men området breder sig, og også på tæt trafikerede Folkungagatan og Renstiernas Gata kommer flere og flere interessante butikker.

125 Kvadrat,Kocksgatan 17.

9. Klokken 17.30: Hjem til mormor


Med fløjlslænestole, semiantikke lysekroner, familieskilderier på væggene og sirligt nips er Gildas Rum som at træde ind i dagligstuen hos mormor, før hun blev hipster.

Maden, teen og kaffen, som serveres i enorme porcelænskopper, er helt o.k., men det er atmosfæren, man kommer efter. Hvilket mange gør, så det kan tage lidt tid at finde et bord.

Gildas Rum, Skånegatan 79.

10. Klokken 19.30: Urban Deli


Området omkring Nytorget vrimler med populære restauranter, og mest populær af alle er Urban Deli, som trods sin betragtelige størrelse altid er propfuld.

Man kan ikke bestille bord i weekenden, så der er to strategier: skrive sig på listen og vente mindst en time på et bord. Eller våge som en høg for at sikre en plads, når der bliver ledigt i baren. Jeg plejer at vælge den første og botanisere lidt i nabolaget, inklusive den lækre delibutik, der flyder sammen med spiseafdelingen. Fiskegryden kan anbefales.

Urban Deli, Nytorget 4.

Fem unikke hoteller i Stockholm

11. Klokken 22: På minibar

Nada Bar er en minimalistisk bar, hvor man både som stamgæst og tilfældig forbipasserende føler sig budt velkommen af de afslappede og behagelige bartendere. Der er dj fra kl. 21 til lukketid, kl. 1, men ikke så høj musik, at man ikke kan snakke sammen. Musikstilen varierer kraftigt fra dag til dag, og synes man ikke om aftenens udbud, er der mange andre barer i nærheden.

Nada Bar, Åsögatan 140.


SØNDAG I STOCKHOLM

12. Klokken 11: Brunch med jazzmusik

Selve brunchen slår ikke, hvad de kan præstere på Rival (punkt 1), men det gør til gengæld stemningen og garnituren. Jazzbrunchen på Mosebacke Etablissement ved Södra Teatern er en Söder-klassiker, hvor kendte og halvkendte svenske musikere serverer sprød jazz til éns eggs benedict, kyllingevinger og bloody mary.

Sodra Teatern, Mosebacke Torg 1.

13 rigtige til en grøn tur i Stockholm

13. Klokken 14: Finish med vidvinkel

Rund weekenden af med en museumsoplevelse ud over det sædvanlige. Det fem år gamle Fotografiska, indrettet i et gammelt toldhus ved Mälaren, byder altid på mindst tre separate udstillinger af fotografer i international topklasse, lige nu f.eks. amerikanske Herb Ritts, israelske Adi Nes og svenske Ewa Stackelberg. Det er måske lidt tidligt efter brunchen, men Fotografiska har også en af byens bedste restauranter.

Standardvejen til Fotografiska er lidt af et æstetisk mareridt med tung trafik og finlandsfærger langs kajen, så vælg i stedet den kuperede, lidt besværlige, men yderst pittoreske vej fra Mosebacke ad Fiskargatan, forbi Katarinakirken og gennem Cornelisparken til udsigtsgaden Fjällgatan.

Fotografiska, Stadsgårdshamnen 22.

Thomas Heine

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her