Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Privatfoto
Foto: Privatfoto

BØRNEAMBASSADØR. Bassisten Chris Minh Doky, som netop har udgivet erindringsbogen ’Nærvær’, er ambassadør i SOS Børnebyerne og er her på besøg sidste år i børnebyen i Jakarta i Indonesien.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Rejseminder: »Jeg sætter aldrig mine ben i et Ryanairfly igen«

Musikken har bragt bassisten Chris Minh Doky (næsten) hele verden rundt.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den rejse, der har gjort størst indtryk på mig, var …

da jeg flyttede til New York 22. august 1988. Jeg rejste på en enkeltbillet og havde intet mål eller en tidsramme. Jeg havde sparet lidt penge op ved at spille og flyttede ind i min brors lejlighed, da han havde slået sig ned i Frankrig. Det var skelsættende for mit liv, og jeg vendte ikke hjem før i dette årtusinde.

Jeg kan bedst lide at rejse …

uden for feriesæsonen, for i ferierne er der altid helt vildt mange mennesker i lufthavnene – ja, alle steder.

Når jeg er på rejse, kan jeg bedst lide, at der er flest lokale.

Jeg vil aldrig rejse tilbage til ...

Der er ikke noget land, men jeg sætter aldrig mine ben i et Ryanairfly igen. På en turné skal man nå frem for at spille, og for tre år siden på turné i Italien skulle vi hurtigt frem til London. Vi skulle tage et Ryanair-fly til en større italiensk by og derfra til London. Ryanairflyet var forsinket, og vi fik intet at vide.

Flyveturen var også forfærdelig.

På rejsen går jeg ofte …

i seng midt om eftermiddagen, når jeg skal spille om aftenen. Om aftenen står jeg op, går i bad, børster tænder og tager tøj på, som om det var en helt ny dag, inden jeg går ned og spiller.

Jeg kan bestille øl på …

fransk, engelsk, japansk, spansk, italiensk og tysk.

Mit mest mindeværdige feriemåltid …

fik jeg på restauranten Emperor i Hanoi i Vietnam, hvor de f.eks. tilbereder en ret, jeg er vokset op med og selv elsker at lave, bánh coun. Det er en slags rismelspandekage, som regel med hakket svinekød, sorte svampe med mere og en fiskesauce, som rulles sammen og dampes igen. På Emperor var rismelspandekagen lavet nede i en lille suppeske. Det var ikke nynordisk, men nyvietnamesisk.

Min bedste kunstoplevelse …

havde jeg som 18-årig i New York på jazzklubben Village Gate, hvor jeg hørte Kenny Kirkland, Jeff Watts og Charles Moffett. Da jeg hørte dem, tænkte jeg – hold da fest, jeg skal vist øve mig.

Det dummeste, jeg har gjort på en rejse ...

var at glemme min elbas i en taxa på vej til lufthavnen i Milano. Jeg sad på forsædet og sludrede med chaufføren, og bassen stod på bagsædet.

Jeg opdagede det først, da taxaen var kørt. Den blev opsporet igen, og jeg fik den med FedEx Express, men det kostede det hvide ud af øjnene.

Det irriterer mig mest på rejsen, når …

jeg står i lufthavnen, og der er en masse passagerer – som musikere med et glimt i øjet kalder civilister – der tydeligvis ikke er vant til at rejse eller skal på ferie og allerede er på ferie i hovedet og meget langsomme. Specielt hvis man er på turné og er i mindst én lufthavn om dagen, kan det være irriterende.

Det mest mindeværdige hotel, jeg har boet på …

er Mandarin Oriental i Bangkok. Jeg har boet på mere fancy hoteller, men placeringen og historien gør, at man kommer ind i en old school verden. Det er fantastisk at sidde med udsigt til Chao Phraya-floden. Servicen er også helt i top.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg rejser altid tilbage til ...

New York, som er det sted, jeg har boet længst i mit liv. Det var der, jeg blev opdaget, og der, min karriere tog fart. Får man først New York under huden, bliver byen der.

Mit bedste tip til …

New York er to japanske barer.

Cocktailbaren Angel Share, som i typisk japansk stil er hemmelig. Man kan se den fra Stuyvesant-gaden (nummer 8, red.), men skal op ad en trappe og gennem restauranten Village Yokocho, hvor en dør uden navn på fører til baren. De laver helt fantastiske præcisionsagtige cocktails som i Tokyo.

Mit andet bud er Sake Bar Decibel, der ligger på hjørnet af 2. Avenue og 9. gade. Den ligger i kælderen og er lidt mindre hemmelig. Man skal ringe på en dørklokke for at komme ind. Det er akkurat som at gå ind på en sake-bar i Tokyo.

Min næste rejse ...

går først til Hamburg og derefter New York.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Poul Husted eller Rejser, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden