I Kiruna sparker beboerne sig frem om vinteren.
Ikke for at komme til tops i verden, men for at komme hurtigst og sikrest rundt på de sne- og isbelagte fortove og gader.
Dertil bruger indbyggerne en sparkstøtting eller sparkeslæde, som er et kælklignende køretøj med lange meder. Forrest er der et lavt sæde med ståplads bag rygstødet, hvorfra sparkstøttingen skubbes frem med foden.
»Sparken, som vi kalder den, er det traditionelle transportmiddel i Kiruna. Det er en let måde at komme frem på, når man skal ud at handle, og så er der plads til varerne foran. Kommunen har besluttet, at den maks. gruser halvdelen af fortovene, så sparkeslæderne kan glide frem. Der findes flere modeller, eksempelvis har nogen af dem et sæt hjul, som kan slås ned om sommeren, så der bliver tale om en helårsspark«, fortæller Ann-Sofie Hagström.
Hagström har gjort sparkstøttingerne til en del af sin levevej, for hun guider bl.a. hotellet Camp Ripans gæster og andre besøgende rundt i Kiruna på en to en halv times tur til en pris af 465 kroner og 340 for børn fra 4 til 12 år.
Undervejs fortæller Hagström om Kirunas tre kulturer – den samiske, svenske og finske – byens historie, arkitektur samt under- og overjordiske udvikling.
Sådan bliver du den vildeste actionhelt i Laplands isnaturLampen er slukket
Efter en kort prøvekørsel og indskærpelse af sikkerhedsregler, »I skal holde jer tæt ved hinanden, og pas på, når I ser grus, for så stopper sparken øjeblikkelig, og I risikerer at ryge forover«, sparker Hagström slædeturen i gang og bevæger sig i rask tempo op mod centrum.
»I Kiruna har vi to årstider. Polarnatten, som vi har nu, og hvor vi siger, at lampen er slukket, og ingen kan finde kontakten. Den anden årstid er midnatssolen, hvor lampen er tændt hele tiden. Her har I Stadshuset, som blev indviet i 1963 og året efter udnævnt til landets smukkeste bygning. 23 klokkespil er der i tårnet, hvis statuer skal symbolisere kultur og arbejdsliv. Der er eksempelvis statuer af samer, minearbejdere, en ren og en ørn. Tårnet kan spille alt fra rock til kirkemusik«.
Undervejs passerer vi Folkets Hus, Järnvägsparkens boligblokke med kæle- eller nok rettere øgenavne som Spytbakken, Hejseværket og Berlinmuren.
Navnene er særdeles rammende, men spørgsmålet er, om beboerne synes om dem.
»Har I for resten lagt mærke til, hvor mange frisører og cafeer der er i Kiruna. Alligevel kan man aldrig få tid hos frisøren. De bedste kager får man på Café Safari på Geologgatan«, siger Hagström, og det skal nok være rigtigt.
I hvert fald ser smørrebrødslagkagerne i vinduet med lagvis franskbrød og eksempelvis laks, rejer, skinke, æg eller leverpostej måske ikke appetitlige så i hvert fald specielle ud.
Alle tiders bedste bygning
Desværre er der ikke tid til at sætte tænderne i delikatessen, for vi sparker fluks videre mod byens nok største attraktion Kiruna Kyrka.
Kirken er opført i træ fra 1909 til 1912 og minder om en samisk hytte. I 2001 blev kirken udnævnt til ’Alle tiders bedste bygning opført før 1950’ i Sverige.
Altertavlen ’Den hellige lund’ er malet af prins Eugen efter et fotografi fra Toscana, som også kan ses i kirken. Hagström trækker os dog hurtigt ud i kulden, for at vi skal se 12 statuer opstillet på den nord-, vest- og sydlige del af taget:
»De vejer 250 kilo stykket, er to meter høje og forgyldt i bronze. Statuerne er samer og minearbejdere og symboliserer menneskets forskellige sindstilstand som fortvivlelse, sorg, ydmyghed, kærlighed og fromhed«, forklarer Ann-Sofie Hagström.
Byen risikerer sammenstyrtninger
Både Stadshuset og kirken skal imidlertid rives ned, fordi Kiruna er et stort hul, eller rettere byen er bygget oven på et stort hul. Under jorden bryder det statslige mineselskab LKAB eller Luossavaara-Kiirunavaara Aktiebolag jernmalm helt ned i 1.045 meters dybde, og selskabet vil bore endnu dybere.
Sprængningerne i minen kan give så store sprækker i undergrunden, at der er risiko for sammenstyrtninger. Sprækkerne rykker tættere og tættere på husene. Derfor skal byens centrum enten rives ned eller flyttes østpå i løbet af de kommende år, forklarer Ylva Sivertsson fra LKAB, og det ryddede område anlægges som park.
»Kiruna Kyrka er forholdsvis nem at genopføre, fordi den er opført i træ, mens der nok bliver bygget et nyt Stadshus. Brandstationen, Folkets Hus og sygehuset bliver også berørt, og det samme gør i første omgang 3.000 af byens 18.000 indbyggere, som skal være flyttet inden 2018. De bor der, hvor man skal bryde i fremtiden. Mineselskabet betaler udgifterne i forbindelse med flytningen«.
Er der modstand mod flytningen?
»Nej, for hvis der ikke var en mine, ville der heller ikke være en by ved navn Kiruna. Minen er en stor arbejdsgiver med alene 2.100 ansatte i Kiruna, og så er der alle underleverandørerne. Næsten alle familier har et medlem, som på den eller anden måde er tilknyttet minen«, fortæller Ylva Sivertsson foran en udstilling om udflytningen i Folkets Hus i Kiruna.
Flytningen berører nemlig ikke kun indbyggerne i Kiruna, men er også blevet en stor turistattraktion.
»Folk tror, at hele byen skal flyttes og det på en og samme tid, hvilket ikke er tilfældet. Derfor består mit job i at orientere indbyggere, medier og turister om, hvad der egentlig skal ske«.
Politiken var inviteret af Kiruna Lappland Turistbyrå.
fortsæt med at læse
