»Dario?«, ryger det ud af munden på mig.
»Ja, det er italiensk, men jeg er født og opvokset her i Schweiz«, siger den røde guideuniform med et smil, der trækker op i højre side af mundvigen.
Der står ‘Lenzerheide’ printet mere end en håndfuld steder på den officielle mundering, der allerede er strøget igennem skydedørene mod gondolen. Der er ingen tid at spilde med 260 cm sne i terrænet, en vejrudsigt, der siger minus 15 grader og med fuld sol hele dagen.
Men det er, som om resten af dalen ikke har fået memoen om de perfekte forhold, der venter på toppen. Den hydrauliske lyd af gondoldøre, der åbner og lukker, runger i den mennesketomme lifthal. To forvitrede liftpassere sender et »grüezi« efter os, da vi stiger ind i gondolen, og Dario kvitterer med noget krattende »rumantsch«, som er sproget, de taler her i Graubünden-regionen. Det udløser et godt grin. Som luften bliver tyndere, snakkes der lavineudstyr og de sidste nye pudderski, og der bliver peget ud over den dybe dal.
Byen Lenzerheide ligger i 1.475 postkortværdige meter over havet. Herfra har man siden sammenlægningen med nabo-området, Arosa, i 2014 nu adgang til hele 225 km pister. Der er skiløb på begge sider af dalen, hvor man på den østvendte side kan stå i sol om formiddagen, og derefter migrere over på den anden side for at få eftermiddagssolen med. Og i Lenzerheide siges det, at solen altid skinner.
Gondolen lægger roligt til på toppen af Palpaner Rothorns majestætiske 2.865 højdemeter, Lenzerheides højeste punkt. Morgensolen har så småt indfundet sig på den blå himmel, og lyden af bindinger, der klamper støvlerne fast på skiene, agerer startskud på nedfarten.
Vores brede pudderplanker får kort lov til at smage på et par meter med friskpræpareret piste, før Dario slår mod højre til, hvad der ligner en afsats ud i ingenting.
Udsigten til bjergtoppe og puddersne får flere gange gruppen til at blive stille.
Som vi glider op på bjergryggen åbner en enorm gryde sig for fødderne af os. Halvdelen af det uberørte snetæppe ligger badet i den kolde morgensol, imens den nordvendte side ligger i skyggen af Lenzerhorns stejle vægge.
»Den her gryde har nogle af mine yndlingsture i Lenzerheide. Den derovre er nok min favorit!«. Dario peger mod en tæt på lodret klippeside med en smal stribe sne i midten.
»Men vi tager det stille og roligt her til morgen«. Det skæve smil er tilbage.
Der er blevet stille i vores lille gruppe. Støvlerne bliver spændt et ekstra hak. Vi kører en ad gangen for at teste sneens stabilitet. Dario kører først. Det bløde kanvas brydes af rytmiske sving, der efterlader et sagn om, at den dybe sne er hans rette element.
Hotel Revier har panoramavinduer overalt.
Den røde skikkelse hujer fra bunden af gryden. Næste løber dropper ind. Den stejle side flader ud i bunden, og vi kører side om side, imens fjerlet pudder hænger om ørerne os. Der bliver bandet kollektivt i bunden af det schweiziske mirakel af en bjergside. På den gode måde. Adrenalinen og mælkesyren summer i de rustne skibe.
Til fods uden ski
Det er blevet formiddag i dalen, og 1.400 højdemeter er lagt i harddisken som en af de bedste nedfarter i mands minde, kan gruppen godt blive enige om. Symfonien af raslende skistøvler og hestehove på asfalten sender idylbarometret til tops i Lenzerheides hyggelige hovedgade. Der bor omtrent 1.500 lokale i byen, og i dag ser det ud til, at de fleste har indfundet sig langs gadens cafeer for – på trods af de 15 frostgrader – at indtage en espresso, inden skidagen indledes lidt længere op ad formiddagen.
Vi skal til at have skiene af og hike lidt
Dario, skiguide