Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Wohoo, du får masser af fedt skiløb i Arosa-Lenzerheide.
Foto: Alexander Vissing

Wohoo, du får masser af fedt skiløb i Arosa-Lenzerheide.

Sne og ski
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Skiløb i Schweiz: Idylbarometret topper i ukendt pudderdal

Skiområdet i det østlige Schweiz er ikke kendt af så mange, så du får næsten hele herligheden for dig selv.

Sne og ski
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Dario?«, ryger det ud af munden på mig.

»Ja, det er italiensk, men jeg er født og opvokset her i Schweiz«, siger den røde guideuniform med et smil, der trækker op i højre side af mundvigen.

Der står ‘Lenzerheide’ printet mere end en håndfuld steder på den officielle mundering, der allerede er strøget igennem skydedørene mod gondolen. Der er ingen tid at spilde med 260 cm sne i terrænet, en vejrudsigt, der siger minus 15 grader og med fuld sol hele dagen.

Men det er, som om resten af dalen ikke har fået memoen om de perfekte forhold, der venter på toppen. Den hydrauliske lyd af gondoldøre, der åbner og lukker, runger i den mennesketomme lifthal. To forvitrede liftpassere sender et »grüezi« efter os, da vi stiger ind i gondolen, og Dario kvitterer med noget krattende »rumantsch«, som er sproget, de taler her i Graubünden-regionen. Det udløser et godt grin. Som luften bliver tyndere, snakkes der lavineudstyr og de sidste nye pudderski, og der bliver peget ud over den dybe dal.

Byen Lenzerheide ligger i 1.475 postkortværdige meter over havet. Herfra har man siden sammenlægningen med nabo-området, Arosa, i 2014 nu adgang til hele 225 km pister. Der er skiløb på begge sider af dalen, hvor man på den østvendte side kan stå i sol om formiddagen, og derefter migrere over på den anden side for at få eftermiddagssolen med. Og i Lenzerheide siges det, at solen altid skinner.

Gondolen lægger roligt til på toppen af Palpaner Rothorns majestætiske 2.865 højdemeter, Lenzerheides højeste punkt. Morgensolen har så småt indfundet sig på den blå himmel, og lyden af bindinger, der klamper støvlerne fast på skiene, agerer startskud på nedfarten.

Vores brede pudderplanker får kort lov til at smage på et par meter med friskpræpareret piste, før Dario slår mod højre til, hvad der ligner en afsats ud i ingenting.

Udsigten til bjergtoppe og puddersne får flere gange gruppen til at blive stille.
Foto: Sebastian Himmelstrup

Udsigten til bjergtoppe og puddersne får flere gange gruppen til at blive stille.

Som vi glider op på bjergryggen åbner en enorm gryde sig for fødderne af os. Halvdelen af det uberørte snetæppe ligger badet i den kolde morgensol, imens den nordvendte side ligger i skyggen af Lenzerhorns stejle vægge.

»Den her gryde har nogle af mine yndlingsture i Lenzerheide. Den derovre er nok min favorit!«. Dario peger mod en tæt på lodret klippeside med en smal stribe sne i midten.

»Men vi tager det stille og roligt her til morgen«. Det skæve smil er tilbage.

Der er blevet stille i vores lille gruppe. Støvlerne bliver spændt et ekstra hak. Vi kører en ad gangen for at teste sneens stabilitet. Dario kører først. Det bløde kanvas brydes af rytmiske sving, der efterlader et sagn om, at den dybe sne er hans rette element.

Hotel Revier har panoramavinduer overalt.
Foto: Sebastian Himmelstrup

Hotel Revier har panoramavinduer overalt.

Den røde skikkelse hujer fra bunden af gryden. Næste løber dropper ind. Den stejle side flader ud i bunden, og vi kører side om side, imens fjerlet pudder hænger om ørerne os. Der bliver bandet kollektivt i bunden af det schweiziske mirakel af en bjergside. På den gode måde. Adrenalinen og mælkesyren summer i de rustne skibe.

Til fods uden ski

Det er blevet formiddag i dalen, og 1.400 højdemeter er lagt i harddisken som en af de bedste nedfarter i mands minde, kan gruppen godt blive enige om. Symfonien af raslende skistøvler og hestehove på asfalten sender idylbarometret til tops i Lenzerheides hyggelige hovedgade. Der bor omtrent 1.500 lokale i byen, og i dag ser det ud til, at de fleste har indfundet sig langs gadens cafeer for – på trods af de 15 frostgrader – at indtage en espresso, inden skidagen indledes lidt længere op ad formiddagen.

Vi skal til at have skiene af og hike lidt

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tgantieni-stoleliften går fra byen halvt op på østsiden af dalen. Scalottas-liften fragter os det sidste stykke mod toppen af samme navn, Piz Scalottas. Den skaldede top forgrener sig i et netværk af hovedsageligt blå og røde pister. Imellem pisterne bader et tilgivende off-pisteterræn sig i formiddagssolen og lokker med flot træskiløb. Men Dario har andre planer for gruppen. Han udpeger en top i horisonten.

»Vi skal til at have skiene af og hike lidt. Men først skal vi have noget mad, ik’?«.

Selv om offpiste og pudder står øverst på dagens to do-liste, er få ting sjovere end at slå nogle brede sving på ny-præpareret pist. Klokken bevæger sig med hastige skridt mod frokost, og det samme gør vi for at få tanket op til gåturen opad. Vaskebrætsrillerne står stadig skarpt på pisten ned mod den udvalgte frokosthytte, selv om solen snart står i zenit over Lenzerheide.

‘Alp Fops’ står der håndmalet på siden af den skæve hytte, der ser ud til at have overlevet mere end et par årtier med hårdt alpevejr. Nogle lokale har taget turen til hytten på snesko og sidder med ryggen op ad det gamle bygningsværk og nyder et glas hvidvin i solen.

Op ad, op ad, op ad.
Foto: Alexander Vissing

Op ad, op ad, op ad.

Det knirker hele vejen ud på terrassen, da ejeren begiver sig ud af hytten for at tage bestilling. Der er ikke noget menukort. Vi nikker og smiler til hans forslag, og få minutter senere står et hold varme kopper kakao og et mondænt bræt med alskens oste og pølser foran os. Osten laver de i hytten om sommeren, hvor den fungerer som gård. Den går også godt til solen.

Med skiene på nakken og schweiziske specialiteter i maven går det opad mod den lille top, der ifølge Dario hedder ‘Crap La Pala’. Den figurerer ikke på liftkortet.

»Nogle gange skal man hike lidt for at finde de rigtig gode steder«, råber Dario smilende, som om den tynde bjergluft ikke rører ham det mindste. Men al selvmedlidenhed fordufter ved synet fra toppen. Bjergsiden bugter sig mod dalen i fløjlsbløde former kun skæmmet af snetyngede grantræer, der kæmper for at holde staturen. Selv Dario ser imponeret ud, og gruppen bliver igen stille et øjeblik.

Bjerghytten Crest’ota er et perfekt sted at nyde både solnedgang og en høsnaps.
Foto: Sebastian Himmelstrup

Bjerghytten Crest’ota er et perfekt sted at nyde både solnedgang og en høsnaps.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men skiene vil nedad, og toppen bliver efterladt til sig selv, imens vores lille gruppe svæver ned mellem træerne. Der bliver hujet igen. Vi lander i den lille by Sporz, der ligger lidt højere oppe ad bjerget end Lenzerheide og om muligt emmer endnu mere af alpecharme. Herfra tager man den gratis skibus tilbage til byen.

Snakken går euforisk i gruppen, som bussen slingrer mod dalen.

»Har I egentlig nogensinde smagt varm Heuschnaps?«, spørger Dario ledende. Det skæve smil er atter at finde.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden