Min første rejse ...
tog jeg på, da jeg var 17 år. Min klassekammerat i gymnasiet, Mette, spurgte, om jeg ville med hende og hendes veninde Trine til Cypern. Problemet var, at Mette ikke havde spurgt Trine, om det var i orden, så Trine blev stiktosset. Hun var grunddyster på hele turen og tog konstant ud og så på ruiner i protest. Det ville være en skam at sige, at Mette og jeg var inviteret med, så vi festede, drak og åd vandmeloner i ét væk. Jeg har ikke talt med Trine siden.

Nikolaj Koppels rejseminder: »Alt, der kunne gå galt, gik galt«

Min bedste rejse ... var, da min ven Anders og jeg året efter tog toget til Paris og derfra blaffede til Pamplona, hvor der var San Fermin festival (tyreløb). Da jeg ikke kunne ét ord spansk, sad jeg på bagsædet, mens Anders konverserede med chaufføren. Han havde det med at køre et godt stykke over 200 km/t., og pludselig vendte Anders sig glædestrålende rundt og beroligede mig med, at vores ven bag rattet skam var tidligere flugtbilist for ETA (den baskiske seperatistbevægelse, red.), når de havde skudt politikere og andet godtfolk i knæene. Men vi kom hurtigt derned, og det var min bedste rejse – også selv om jeg ikke turde løbe med tyrene i gaderne og blev rullet to gange … af børn.

Min værste rejse ... gik til Aalborg. Der er ikke noget galt med Aalborg, det var mere flyveturen dertil, og hér snakker vi turbulens som i et raflebæger, når den desperate rafler død og pine skal have yatzy i næste rafl. Samtidig krabbede personalet sig rundt og spurgte med bekymrede miner, om der var en læge om bord! Jeg følte mig overbevist om, at piloten havde valgt fisk og lå derude i aflåst sideleje, mens vores fly var på vej mod afgrunden. Det viste sig, at det var en passager, der havde fået et ildebefindende.

Hanne Boels rejseminder: »Undervejs fik jeg solstik, blev dehydreret og indlagt på et ørkenhospital«

På rejser medbringer jeg altid ... en fugle-felthåndbog, hvis der skulle komme en fugl forbi, jeg ikke umiddelbart kender. En katastrofe ikke at have den ved hånden så! Og mine sutsko, varme i gulvet er jo en dansk opfindelse. Og et tov. Når hotellerne oversætter ‘dobbeltsenge’ til to enkeltsenge, der er skubbet sammen, bliver jeg så træt, når jeg vågner om morgenen … på gulvet mellem sengene.

Min favoritrejsepartner ... er mit gode humør. Uden det bliver livet så trist, og rejsen så besværliggjort. Humøret er også med til at holde døren åben over for disse ‘fremmede kulturer’, man hører så meget om i pressen nu om dage. Jeg var netop i Marrakech og blev en smule skræmt over den arabiske attitude på gader og stræder, men så konfererede jeg med mit gode humør og, vupti, var det blot en kulturel forskel, der baaare var spændende.