Min første rejse ...
var en biltur op til mine forældres venner i Trollhättan, hvor Saab-fabrikkerne lå. Jeg er tre-fire år på det tidspunkt og kan kun huske, at jeg var vældig imponeret over samlebåndene på de kæmpestore fabrikker. Desuden talte folk svensk, og jeg kunne ikke forstå et ord af, hvad de sagde. Derfor sagde jeg kun »hm« og »ja« til alt, de sagde.

Rejseminder: »Muren af kål, sved og pølse var næsten umulig at bryde igennem«

Min bedste rejse ... er helt ubetinget en sejltur fra Charleston i South Carolina via New York til Boston på træskibet ’Jens Krogh’ i år 2000 i forbindelse med Tall Ships Races (langdistancesejlads for sejlskibe, red.). Jeg er fra Aalborg og havde været til familiefrokost, hvor min fætter Christian spurgte, om der ikke var nogen, som kunne tænke sig at komme med. Jeg sagde, at jeg ville elske at deltage, men ingen sejlererfaring havde. Christian svarede, at det kunne jeg lære undervejs. Jeg hoppede på en flyver til Charleston og gik om bord. Jeg kom i lære, men blev selvfølgelig søsyg, da vi kom ud på åbent hav. Når man først har vænnet sig til det, er der imidlertid intet, som kan slå en sådan oplevelse. Det er fantastisk at føle skibet og havet arbejde sammen.

Min værste rejse ... var en turne med DR’s Big Band, hvor vi skulle spille i fem forskellige lande i Asien på fire uger. Lige inden vi tog af sted, blev alle vores flyafgange og hoteller aflyst, og det påvirkede rejseplanen. Turneen forløb sådan, at vi spillede en koncert i New Zealand, stod op klokken to om natten, kørte i bus otte timer til en lufthavn og fløj til Seoul via Melbourne og Singapore. Efter 24 timer var man så i Sydkorea til en ny koncert, og sådan stod det på i fire uger. Det var forfærdeligt. Vi var så mange steder, og det eneste, vi oplevede, var jetlag, hoteller og spillesteder.

Hanne Boels rejseminder: »Undervejs fik jeg solstik, blev dehydreret og indlagt på et ørkenhospital«

På rejser medbringer jeg altid ... bøger, som jeg ikke får læst. Jeg tager fag- og skønlitteratur med, som jeg må have læst, men de ligger bare og tynger i min bagage. Det er som regel tykke bøger, og jeg får da også læst lidt i flyveren, men det er som regel alt. Mine børn har en iPad, og jeg må også selv se at få en, så jeg kan læse bøgerne der.

Min favoritrejsepartner ... er min kone, Cecilie. Hun er en god rejsekammerat, fordi hun er nysgerrig efter at finde de steder, som ikke står i tur-guiderne, og fordi hun er god til at kommunikere på mange sprog og har lyst til at spørge de lokale om et godt tip. Vores lyst efter at finde de ’gemte perler’ har også af og til ført os til de mest kedelige små byer på landet i Italien og Frankrig. For eksempel Montagnana nord for Venedig, hvor der absolut intet er at se og heller ikke skyggen af bjerge.