Chew Koon kan ikke gå på vandet, men han bor på vandet i byen Georgetown på den malaysiske ø Penang. Chew-klanen har boet på to sammenhængende moler på henholdsvis 182 og 122 meter i tre generationer, siden bedstefaren indvandrede fra landsbyen Xinglinshe i den kinesiske provins Fujian. De første kinesere slog sig ned på molerne i 1882. »Vores klan består af 75 familieenheder med 450 medlemmer. De fleste arbejder som fiskere, stevedorer, havnearbejdere, har vandtaxier, driver et gadekøkken eller lever af turisterne. Selv har jeg fisket i 10 år, arbejdede derefter på fabrik og forsøger nu at fremme turismen på Chew Molen«, fortæller 40-årige Chew, som er fraskilt far til to børn på fem og syv. Vil bevare pælelandsbyerne Kineserne kom til Georgetown i 1800-tallet, fordi havnen var toldfri under det britiske kolonistyre, og der var gode penge at tjene. Georgetown var frihavn indtil 1969, men de i alt syv pælelandsbyer med forskellige klaner har valgt at fortsætte deres livsstil, selv om mange unge flytter i lejligheder inde på Penang. Beboerne forsøger at bevare pælelandsbyerne for eftertiden. Selv om de ved første øjekast kan se fattige ud, er der indlagt vand og el, og gennem de åbentstående døre hygger beboerne sig med fladskærms-tv og andre moderne bekvemmeligheder. Parkeringspladsen på hjørnet af Pengkalan Weng-havnevejen og Den Armenske Gade vidner ligeledes om, at de kinesiske indbyggere tjener godt.
LÆS ARTIKEL Her er Thailands fedeste strandhytter
Turister kan opleve, hvordan det er at bo i en pælelandsby. Et værelse koster 80 ringgit, 140 kroner, mens et hus løber op i 440 til 530 kroner. Der er garanteret vandudsigt. Turisterne tilbydes også bådture og grillarrangementer.
Cocktailen
Pælelandsbyerne er på Unescos liste over verdens kulturarv. Det samme er Georgetowns gamle bydel med Little India og Chinatown. En cykeltur med en trishaw – en cykeltaxi med to hjul i front, hvor passageren er placeret foran trishawchaufføren – eller bare en spadseretur gennem kvartererne er som en rejse gennem Kina og Indien med spåkoner på fortovet og Bollywood-musik i øregangene plus en tilbagevenden til den britiske kolonitid.
Malajer, indere, europæere og Penangs kinesiske flertal har skabt en enestående multikulturel cocktail af trosretninger, etniske kvarterer, sprog, kunst, mad og arkitektur. Guiden Joann Khaw – som mange unge kinesere i Malaysia bruger hun et vestligt fornavn, som hun sætter foran sit kinesiske efternavn – fortæller, at de gammeldags shophouses med butikker og værksteder i stueetagen og beboelse ovenover bliver sat i stand som aldrig før, men det har sin pris. Østens Rockefeller »Før husene blev verdens kulturarv, kunne man erhverve et til 100.000-200.000 ringgit (175.000-350.000 kroner, red.), men efterfølgende koster de nemt en million ringgit (1,75 millioner kroner, red.). Alt for mange bliver efter min mening omdannet til boutiquehoteller«. Khaw er dog ikke modstander af alle boutiquehoteller. Cheong Fatt Tze-palæet eller Det Blå Hus med 38 værelser og 5 gårdhaver på Leith-gaden tilhørte den kinesiske forretningsmand Cheong Fatt Tze, som avisen New York Times døbte ’Østens Rockefeller’. Her boede han en stor del af tiden med sine otte koner indtil sin død i 1916. Adskillige film heriblandt Oscar-vinderen ’Indochine’ fra 1992 med Catherine Deneuve er optaget her, og udenfor står de rickshaws, som blev anvendt i filmen. Torpedosuppen Lee Beng Chuan på 81 år har knap så luksuriøse forhold i nr. 1 på Lorong Muda-gaden, hvor han fremstiller røgelsespinde i sit lille værksted. Hans far kom til Penang fra Fujian-provinsen i Kina, og hele sit liv har Lee boet i Georgetowns Chinatown. »Siden 1945-1946 har jeg fremstillet håndlavede røgelsespinde af sandeltræ. Jeg er den sidste producent, men ved ikke, hvor længe jeg bliver ved«.
