Første gang jeg besøgte Le Corbusiers berømte boligblok Unité d’Habitation i Marseille, var jeg ikke specielt begejstret. Eller imponeret.
Jeg var ung og temmelig uinteresseret i betonbrutalismens æstetiske udtryk, og for mig at se løftede mesterarkitektens boligblok sig ikke nævneværdigt over de livløse betonbyggerier, som driftige entreprenører rejste på samlebånd herhjemme i velfærdssamfundets gryende dage uden tanke for, at mennesker rent faktisk skulle bo her.
Det sagde jeg selvfølgelig ikke til min daværende kæreste, som var ved at uddanne sig til arkitekt, og for hvem overnatningen i et af boligblokkens 21 hotelværelser var det absolutte højdepunkt på turen til Frankrig.
Men et eller andet slog alligevel kloen i mig – jeg kunne ikke slippe billederne af altaner i skarpe farver, de smukke vinduespartier i gangene på tredje etage og den forrygende udsigt fra taget, hvor husets beboere sad højt hævet over havnebyen og holdt fyraften med Middelhavet lurende i horisonten som en blå streg i et eksotisk oliemaleri.
Så da jeg nogle år senere vendte tilbage i Marseille, lagde jeg frivilligt vejen forbi Boulevard Michelet for at gense betonen. Og pludselig så jeg storheden og den sarte poesi i Le Corbusiers værk.
Farverigt betonhelvede
Marseille er en by, der deler vandene. Den ene fløj betragter havnebyen som en overset perle, der uberettiget slæber rundt på et blakket ry som Frankrigs beskidte tøjte. Andre kigger på husvæggenes vrede graffiti og ser en udtrådt millionby blottet for den charme og postkortidyl, der hersker længere inde i Provences lilla lavendellandskaber.
Marseille er rivieraens rå juvel, og byen tilbyder meget af den skæve kant, som badebyerne Nice og Cannes mangler. Omvendt er Marseille lidt af en røverbule. Arbejdsløsheden er afgrundsdyb, racekonflikten konstant ulmende, kriminaliteten tårnhøj, og på varme sommeraftener er det svært at afgøre, hvad der larmer mest: cikaderne eller politiets sirener. Alene af den grund er Le Corbusiers Unité d’Habitation et besøg værd.
Ved første øjekast ligner bygningen et socialt boligbyggeri. Som en kæmpemæssig bikube i beton med sit murede netværk rejser den store boligblok sig op over træerne i parken nedenfor. Umiddelbart er der ikke meget at juble over, men ved nærmere eftersyn trænger stedets særpræg sig på. Snart stikker et af Le Corbusiers kendetegn ansigtet frem – den modige brug af farver.
Facaden er ligesom resten af huset udført i beton, men hver altan er malet op i en skarp farve, der bryder med det grå ydre. Som den ene af hotellets ejere, Dominique Gerardin, siger, da jeg møder hende i den beskedne reception i hjørnet af hotellets café:
»Bygningen her i Marseille er et af hovedværkerne i Le Corbusiers enorme produktion. Verden over har arkitekter forsøgt at gøre ham kunsten efter, men de fleste af byggerierne står som blege kopier af hans tanker og ideer. Fuldstændig blottet for den enkle smukhed og sans for poesi, Le Corbusier puttede ind i sin arkitektur«.
Dominique Gerardin arbejdede i mange år som advokat, men i 2003 overtog hun og ægtemanden de 21 værelser, som udgør Hôtel Le Corbusier. Hotellet ligger på tredje etage, og alle værelser er født med boligblokken. Oprindelig var de tiltænkt rollen som gæsteværelser, når beboerne fik besøg langvejsfra, men i praksis kom ordningen aldrig til at fungere.
»De fleste gæster havde på forhånd læst om ’betonhelvedet’, og de havde ikke lyst til at overnatte her, så i midten af 1960’erne besluttede man sig for at lave værelserne om til et hotel«, fortæller Dominique Gerardin.
En by i byen
I det hele taget mødte Le Corbusiers ’betonhelvede’ en del modstand, også selv om bygningen knækkede et af tidens mest presserende problemer. Årene efter Anden Verdenskrig skreg på radikale løsninger, for flere franske byer var alvorligt skamferede af krigen, og behovet for nye boliger var stort og akut.
Allerede i efteråret 1945 bad de franske myndigheder Le Corbusier om at stå i spidsen for opførelsen af en række store boligblokke i den sydfranske havneby. Bestillingen blev modtaget med kyshånd. Projektet gav Le Corbusier mulighed for at realisere nogle af de ideer, han havde arbejdet med, og i Unité d’Habitation samlede han et livs refleksioner om det ideelle boligsamfund.
Le Corbusier ville skabe bedre levevilkår for indbyggere i de tæt befolkede og forslummede byer, middelklassen skulle forkæles med store og lyse boliger. Tanken var at tage sammenholdet og det løse liv fra kvarteret og sætte det ind i en boligblok. Unité d’Habitation i Marseille er således født med vuggestue, børnehave, gymnastiksal, restaurant, café, bager, slagter og en frisør, hvor beboerne kan møde hinanden og dyrke fællesskabet – en by i byen.
Det lyder sympatisk, men det brutale betonudtryk var så ekstremt, at flere af forhåndskøberne nægtede at flytte ind, da byggeriet stod færdigt i 1952.
»Læger og psykologer prøvede faktisk at få byggeriet stoppet, inden det overhovedet blev sat i gang. De mente, folk ville blive sindssyge af at bo i lejlighederne«, fortæller madame Depaul, som jeg møder foran hendes 98 kvadratmeter store lejlighed på en af boligblokkens øverste etager.
Den ældre dame har boet i huset sammen med sin mand siden 1962, og i dag er børnene for længst flyttet hjemmefra.
»Der er et fantastisk liv mellem beboerne. Det gode ved huset er, at man kan dyrke privatlivets fred og samtidig tage del i fællesskabet. Jeg drikker ofte en kop kaffe i cafeen eller går aftentur på taget, og jeg nyder at se, hvordan de unge børnefamilier bruger fællesarealerne, som min mand og jeg gjorde, da vi var unge«.
Et hus er en maskine
Le Corbusier var en af de store fornyere af moderne arkitektur. Maskinen var et ideal – praktisk, målrettet og effektiv, og sådan skulle byggeri og byplanlægning også være. Arkitekten sagde, at et hus er en maskine beregnet til at bo i, og Unité d’Habitation i Marseille minder ikke så lidt om en kæmpemæssig oceanliner.
På taget, hvor Madame Depaul går sin aftentur, ligger en løbebane, en gymnastiksal og et større badebassin, som stadig står til fri afbenyttelse for beboerne. I dag er flertallet af de oprindelige butikker i bygningen til gengæld lukket. Den generelle bølge af fastfoodkæder og supermarkeder, som er rullet ind over Frankrig de seneste år, har også sat sine spor i boligblokken.
Vuggestuen har heller ikke overlevet tidens gang, men på ottende etage er der stadig fuldt tryk på husets børnehave. I dag kommer mange af husets beboere fra det, der populært bliver kaldt den kreative klasse – arkitekter, reklamefolk og journalister, som ønsker at leve i originale omgivelser og samtidig være en del af et fællesskab.
»I en tid, hvor den digitale kommunikation eksploderer, er det arkitekturens rolle at skabe rum, der får mennesker til at mødes. Når vi slukker computeren, har vi brug for at vende tilbage til verden og møde de mennesker, der bor omkring os. Desværre giver de færreste større boligbebyggelser plads til sociale møder«, fortæller en yngre mand i elevatoren.
»Det er samspillet mellem mennesker, der gør et sted rart at være. Ikke arkitekturen. Men arkitekten kan skabe nogle rum, som giver folk lyst til at tage del i fællesskabet, og den opgave forstod Le Corbusier«, siger manden.
Populær og presset
De fleste af boligblokkens lejligheder skifter hænder, inden de når at blive sat til salg. Det er populært at bo i Le Corbusiers beton, og kvadratmeterpriserne ligger et pænt stykke over gennemsnittet i Marseille. Til gengæld er det ulvetider i hotelbranchen. Dominique Gerardin og hendes mand kan ikke overleve på arkitekturelskere alene, og hotellets økonomi er presset.
»De store hotelkæder bygger femstjernede luksushoteller uden for byen, hvor en overnatning koster nogenlunde det samme som hos os. Vi er et tostjernet hotel, og fordi vi lader værelserne og møblerne stå, som de så ud i 1952, er komforten ikke luksuriøs. Den slags står mange af på i dag«, sukker den kvindelige hotelejeren.
LÆS OGSÅ 10 luksushoteller du bliver nødt til at bo på
Og anmeldelser på nettet af hotellet svinger typisk mellem ren jubel og rasende skuffelser. Et sted skriver en ung kvinde: »Fantastisk oplevelse! Jeg var lige ved at græde, da jeg stod oppe på taget og kiggede ud over byen en sen nattetime«. På samme side skriver en utilfreds familiefar fra Italien: »Uden tvivl det værste hotelophold, vi nogensinde har oplevet. Små værelser, knagende trægulve og elendige senge. For Guds skyld, bliv væk!«
Den sidste slags gæster kender Dominique alt til. Det er mennesker, som ikke har gjort deres hjemmearbejde godt nok, siger hun. Som tror, de skal bo på et toptunet designerhotel.
»På den ene side ønsker de autenticitet, på den anden side vil de sove i senge til 40.000 kroner stykket. Hvad skal jeg gøre?«
Selv vil jeg til enhver tid foretrække Le Corbusiers 60 år gamle træsenge frem for blød luksus på et konferencehotel. Men jeg har også haft 15 år til at blive omvendt.
Unité d’Habitation,
280 Boulevard Michelet , Marseille, Frankrig.
Værelser koster fra 70 euro.
fortsæt med at læse
