Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
MASSIVT. Der er brugt 1.000.000 m3 rumænsk marmor og 900.000 m3 træ til det kæmpemæssige palads.
Foto: Kåre Welinder

MASSIVT. Der er brugt 1.000.000 m3 rumænsk marmor og 900.000 m3 træ til det kæmpemæssige palads.

Storby og kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Diktatorens megapalads: Kom med ind i verdens næststørste bygning

700 arkitekter og 20.000 arbejdere stod bag Ceausescus rumænske parlamentsbygning.

Storby og kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fire håndsyede gardiner fra moldaviske nonner dækker vinduerne på midterafsatsen på to meterbrede marmortrapper, der i to retninger fra paladsets Main Hall fører op til Ion C. Brateanu-salen i bygningens hjerte.

Her pryder en enorm krystallysekrone, flankeret af otte mindre, salens loft fra en rigt ornamenteret rosét, der i flerfarvet marmor spejles i gulvet, mens et rigt, naturligt lysindfald sniger sig forbi de guldbroderede gardiner.

Hvis ikke alt i Palatul Parlamentului havde været både dekadent detaljeret og monstrøst stort på samme tid, så havde man måske bidt mere mærke i de fire gardiner på marmortrappen.

Hvert er 18 meter højt, vejer 250 kg og tilpasset af nænsomme nonnehænder på klostre i Rumænien. Bestilt specielt til denne trappe af én af de i alt 700 arkitekter, der har bidraget til opførelsen af den rumænske diktator Nicolai Ceausescus på en gang grusomme og glamourøse livsværk, der efter sigende skulle have kostet, hvad der i dag svarer til 3,3 milliarder euro i opførelsesårene 1984-1994, mens befolkningen levede i armod.

Rumæniens Champs-Élysées

20.000 arbejdere skulle udføre visionen om det 365.000 m2 store palads, der med sin bredde på 245 m, længde på 270 m og højde på 86 m blandt andet skulle bruge 1.000.000 m3 rumænsk marmor, 900.000 m3 træsorter, 220.000 tæpper, 2.800 lysestager og 3.500 ton krystal til de mange enorme lysekroner, der pryder de mere end 1.000 rum i Palatul Parlamentului.

Paladset skulle fungere som Ceausescu-familiens officielle residens og samtidig være hjemsted for Rumæniens regering.

Det første spadestik blev taget i 1983, og i samme ombæring påbegyndtes anlægget af den 3.5 km lange Bulevardul Unirii, der skulle være det kommunistiske Rumæniens paradeboulevard og svar på Champs-Élysées i Paris.

Når man i dag går på Bulevardul Unirii i retning mod paladset, fornemmer man fordums store tanker. Boulevardens lygtepæle har smukke messingkrummelurer, de store betonbygninger langs de brede vejbaner er rejst med søjler og buegange og den lange række af springvand i den græsklædte midterrabat har været et fantastisk syn på en smuk sommerdag.

Men det bliver ved fornemmelsen, for som meget andet i Bukarest slår betonfacaderne revner, ligesom Champs-Èlysées-sammenligningen blegner, idet ingen vestlige butikker har satset på en placering på den mest mondæne del af boulevarden op mod paladset.

Men Palatul Palamentalui slår ikke revner, og fra sin placering for enden af boulevarden indgyder det nærmest ærefrygt fra sin ophøjede placering på en bakke, hvor det skræmmende velholdt i forhold til resten af Bukarest, kan ses overalt i byen.

I skarp kontrast hertil står den slidte turistindgang, der nås ved at gå højre om bygningen fra Bulevardul Unirii. Her melder man sig til en af de mange guidede rundture, da det er eneste mulighed for at opleve paladsets ekstravagante indre.

Foto: Kåre Welinder

Først skal man dog igennem et særdeles ineffektivt og langvarigt indslusningsforløb, hvor man først bestiller en tour i en infostand. Så får man en billet i en skranke ved siden af infostanden, der så betales hos en dame i lille kiosk/souvenirbutik ved siden af. Hun klipser kvittering på billetten, der afleveres hos ny mand sammen med pas, der så giver en halskæde med nummer tilbage.

Så skal man finde sin guide-gruppe og gennemgå sikkerhedstjek af tasker som i en lufthavn, før touren starter. Som en af Rumæniens mest besøgte attraktioner undrer man sig over funktionaliteten, når først tusindvis af turister og skoleklasser er på besøg.

Kommunisme for turister
»Tidligere var paladset symbol på Ceausescus magt. I dag er det et symbol på demokrati i Rumænien«, fortæller guiden på vej til første stop i paladsets kælder, mens han messer en remse af tal og fakta om bygningen, der rent volumenmæssigt er større end Keops-pyramiden i Egypten.

Foto: Kåre Welinder

I kælderetagerne skulle der efter sigende være bygget to atom-beskyttelsesrum, men selve kælderdelen er en turistfælde. Udover at lugte af hengemt beton, så ses kun rør, en fesen billedserie fra byggeriet samt to kommunistiske symboler.

»Dette er de eneste kommunistsymboler, I vil få at se, og de er her for turisterne. De nåede ikke at hænge noget op, men der er bygget mange gallerier, hvor den kommunistiske kunst skulle have hængt«, siger guiden og uddyber, at kun 70 procent af paladset stod færdigt da Ceausescu døde i 1989.

Guiden fortæller, at han ikke har »clearance« til at vide sandheden om paladsets nederste rum, og selvom jeg spørger både ham og andre guides flere gange, så får jeg aldrig sandheden om, hvad Ceausescus gemte i paladsets kældre.

Rundturen fortsætter igennem på de øvre etager, der er et måbende studie i ekstravagant overforbrug. Hver sal, hver hall, hver gang og hvert rum er kendetegnet ved forskellige stilarter, der gør stilen eklektisk og samtidig giver et indblik i Ceausescus ry som arkitektonisk copycat og megaloman.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så han noget ude i verden, han brød sig om, ville han have det i Bukarest. Bedst illustreret ved det store House of the Free Press, der efter sovjetisk forbillede ligner Moskvas Universitet, ligesom han havde planer om at ændre Donaus løb, så den kom til at flyde igennem Bukarest som den femte og sidste hovedstad på sin vej ud i Sortehavet.

Frygt for forgiftning
Fra loftet i teatersalen hænger en krystallysekrone på fem ton, ligesom specialvævet vægstof og 600 lædersæder bidrager til det pompøse indtryk. At arkitekterne så glemte scenetæppe og omklædningsrum til skuespillerne er en detalje.

Foto: Kåre Welinder

Krystal, marmor og enorme egetræsdøre præger de lange gange, som rundturen går igennem, ligesom gulvene har mønstre i farvet marmor. Den 66 meter lange Sala Alexandru Ioan Cuza blev med sine søjlegange og 9 rigt udsmykkede loftsvinduer med gyldne relieffer oprindeligt planlagt til at underskrive dokumenter og føre forhandlinger.

Desværre er der ingen adgang for gruppen til at krydse det 31 m brede marmorgulv og opleve paladsets hovedbalkon med udsigt over Bulevardul Uniree, hvorfra Ceauseacu holdt sin sidste tale til folkemængden neden for balkonen på den store plads Piata Constitutiei under revolutionen i december 1989.

Gennem hele rundturen fortæller guiden levende om tilblivelsen af paladset. Om håndgørtlede messingradiatorer, de 49 elevatorer og om, hvordan alt, trods 700 arkitekter, skulle godkendes af diktatoren før endelig udførelse.

Om de store indtægter, staten får ved at leje paladsets rum ud til konferencer, kurser og møder og om de tydelige huller i de ornamenterede lofter, der var lavet for at få naturlig ventilation som følge af Ceausescus frygt for forgiftning ved aircondition.

Paladsets vildeste rum

Men selvom Palatul Palamentalui er et orgie i overdådig detaljerigdom, hvor det ene rum overgås i pragt og vælde af det næste, så gemmer den guidede tur det vildeste til sidst. Paladsets største rum, Sala Unirii.

Foto: Kåre Welinder

Ceausescus tanker var at bruge sin 2.200 m2 store balsal til officielle ceremonier for udenlandske statsoverhoveder, så de kunne opleve Rumæniens storhed på tætteste hold. To søjlegange á 42 meter flankerer mod øst og vest salens centrale del. 16 meter over den 18 x 54 meter store gulvflade i sort- og hvidmønstret marmor designede arkitekterne et vanvittigt glasloft rigt udsmykket med aluminium dækket med bladguld i samme mål som marmorgulvet for at sikre det optimale lysindfald i salen.

Flere monumentale trædøre fungerer som porte, udhugget i mahogni og kirsebærtræ, mens fire tilstødende sale på hver mellem 400 og 700 m2 kun gør Sala Unirii endnu mere ekstravagant.

»Hvor skør må man lige være for at bygge dette og bruge så mange penge og så meget marmor. Han var en skør person«, siger en måbende, nærmest arrig rumæner i gruppen om Ceausescu.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Rundturen slutter med en tur til taget, der giver byens bedste udsigt over Bukarest og Bulevardul Unirii. Vejen tilbage til turistslusen ved den lille infostand går med endnu et forsøg på at fordøje dagens utrolige indtryk og endnu flere forsøg på at indfange de store rammer med kameraets alt for lille linse.

Men hvis man synes det hele var stort, så sætter guiden trumf på med sin sidste kommentar.

»I har nu været på rundtur i to en halv time. Det, I har fået lov til at se, svarer til omkring otte procent af paladset. Tak for i dag.

Politiken var inviteret til Bukarest af SAS

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden