Fire håndsyede gardiner fra moldaviske nonner dækker vinduerne på midterafsatsen på to meterbrede marmortrapper, der i to retninger fra paladsets Main Hall fører op til Ion C. Brateanu-salen i bygningens hjerte.
Her pryder en enorm krystallysekrone, flankeret af otte mindre, salens loft fra en rigt ornamenteret rosét, der i flerfarvet marmor spejles i gulvet, mens et rigt, naturligt lysindfald sniger sig forbi de guldbroderede gardiner.
Hvis ikke alt i Palatul Parlamentului havde været både dekadent detaljeret og monstrøst stort på samme tid, så havde man måske bidt mere mærke i de fire gardiner på marmortrappen.
Hvert er 18 meter højt, vejer 250 kg og tilpasset af nænsomme nonnehænder på klostre i Rumænien. Bestilt specielt til denne trappe af én af de i alt 700 arkitekter, der har bidraget til opførelsen af den rumænske diktator Nicolai Ceausescus på en gang grusomme og glamourøse livsværk, der efter sigende skulle have kostet, hvad der i dag svarer til 3,3 milliarder euro i opførelsesårene 1984-1994, mens befolkningen levede i armod.
Rumæniens Champs-Élysées
20.000 arbejdere skulle udføre visionen om det 365.000 m2 store palads, der med sin bredde på 245 m, længde på 270 m og højde på 86 m blandt andet skulle bruge 1.000.000 m3 rumænsk marmor, 900.000 m3 træsorter, 220.000 tæpper, 2.800 lysestager og 3.500 ton krystal til de mange enorme lysekroner, der pryder de mere end 1.000 rum i Palatul Parlamentului.
Paladset skulle fungere som Ceausescu-familiens officielle residens og samtidig være hjemsted for Rumæniens regering.
Det første spadestik blev taget i 1983, og i samme ombæring påbegyndtes anlægget af den 3.5 km lange Bulevardul Unirii, der skulle være det kommunistiske Rumæniens paradeboulevard og svar på Champs-Élysées i Paris.
Når man i dag går på Bulevardul Unirii i retning mod paladset, fornemmer man fordums store tanker. Boulevardens lygtepæle har smukke messingkrummelurer, de store betonbygninger langs de brede vejbaner er rejst med søjler og buegange og den lange række af springvand i den græsklædte midterrabat har været et fantastisk syn på en smuk sommerdag.
Men det bliver ved fornemmelsen, for som meget andet i Bukarest slår betonfacaderne revner, ligesom Champs-Èlysées-sammenligningen blegner, idet ingen vestlige butikker har satset på en placering på den mest mondæne del af boulevarden op mod paladset.
Men Palatul Palamentalui slår ikke revner, og fra sin placering for enden af boulevarden indgyder det nærmest ærefrygt fra sin ophøjede placering på en bakke, hvor det skræmmende velholdt i forhold til resten af Bukarest, kan ses overalt i byen.
I skarp kontrast hertil står den slidte turistindgang, der nås ved at gå højre om bygningen fra Bulevardul Unirii. Her melder man sig til en af de mange guidede rundture, da det er eneste mulighed for at opleve paladsets ekstravagante indre.
Først skal man dog igennem et særdeles ineffektivt og langvarigt indslusningsforløb, hvor man først bestiller en tour i en infostand. Så får man en billet i en skranke ved siden af infostanden, der så betales hos en dame i lille kiosk/souvenirbutik ved siden af. Hun klipser kvittering på billetten, der afleveres hos ny mand sammen med pas, der så giver en halskæde med nummer tilbage.
Så skal man finde sin guide-gruppe og gennemgå sikkerhedstjek af tasker som i en lufthavn, før touren starter. Som en af Rumæniens mest besøgte attraktioner undrer man sig over funktionaliteten, når først tusindvis af turister og skoleklasser er på besøg.
Kommunisme for turister
»Tidligere var paladset symbol på Ceausescus magt. I dag er det et symbol på demokrati i Rumænien«, fortæller guiden på vej til første stop i paladsets kælder, mens han messer en remse af tal og fakta om bygningen, der rent volumenmæssigt er større end Keops-pyramiden i Egypten.
I kælderetagerne skulle der efter sigende være bygget to atom-beskyttelsesrum, men selve kælderdelen er en turistfælde. Udover at lugte af hengemt beton, så ses kun rør, en fesen billedserie fra byggeriet samt to kommunistiske symboler.
»Dette er de eneste kommunistsymboler, I vil få at se, og de er her for turisterne. De nåede ikke at hænge noget op, men der er bygget mange gallerier, hvor den kommunistiske kunst skulle have hængt«, siger guiden og uddyber, at kun 70 procent af paladset stod færdigt da Ceausescu døde i 1989.
Guiden fortæller, at han ikke har »clearance« til at vide sandheden om paladsets nederste rum, og selvom jeg spørger både ham og andre guides flere gange, så får jeg aldrig sandheden om, hvad Ceausescus gemte i paladsets kældre.
Rundturen fortsætter igennem på de øvre etager, der er et måbende studie i ekstravagant overforbrug. Hver sal, hver hall, hver gang og hvert rum er kendetegnet ved forskellige stilarter, der gør stilen eklektisk og samtidig giver et indblik i Ceausescus ry som arkitektonisk copycat og megaloman.
