0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tohjulede turister oplever et helt anderledes Bali

En simpel cykeltur er en fantastisk måde at komme tæt på dagligdagen og befolkningen i Balis bjerge.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Lars Stærbo
Foto: Lars Stærbo

OPDAGELSE. På cykel kommer man let rundt i de små balinesiske landsbyer.

Drømmerejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Drømmerejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Solen er kun så småt ved at bryde gennem den florlette morgendis over byen Ubud på den sydlige del af Bali, selv om det virker, som om den mest har lyst til at putte sig ned under sin varme dyne af små pæonfarvede skyer, kilet ned i en bjergsprække.

Det har min mand, mine døtre på 14 og 20 år og jeg selv også mest lyst til, da vækkeuret ringer kl. 7, men om lidt bliver vi hentet af vores lokale guide Poni for at drage ud på en relativt omfattende ekspedition: en 30 km lang cykeltur gennem balinesiske landsbyer.

LÆS OGSÅ

En halv flaske solcreme og en god morgenmad senere bumler vi af sted i jeep på de kaotiske, morgentravle veje, mens Poni spørger, om vi mon nogensinde har siddet på en cykel før?

Selv er vores nye ven Poni en toptrimmet herre i neonfarvede cykelshorts og med et superprofessionelt gear, som – trods vores egne forsøg på at ligne nogen, som aldrig har bestilt andet end at race op og ned ad det nærmeste bjerg – får os til at ligne præcis det, vi er: En flok turister, der har fået den vanvittige idé at kaste sig ud i den hæsblæsende balinesiske trafik på cykel.

Pas på hønsene
Godt en halv time senere, ankommer vi til landsbyen Penelokan ved Kintamani, som betyder udsigtssted.

Et passende navn, for da vi tumler ud af jeepen, kigger vi lige ned i et enormt vulkankrater, hvorfra endnu en vulkankegle, den 1.717 meter høje Mount Batur, rejser sig fra disen – omgivet af en gigantisk krystalblå sø. Vi får et sug i maven.

I en af restauranterne, der er bygget her som udkigspunkt, serverer Poni fritterede indbagte bananer for os, mens et hold australske turister er ved at gøre klar til nedturen. Vi lover at overhale dem senere.

Vi får udleveret vores mountainbikes og efter at have tjekket, at bremserne virker – hvilket stærkt kan anbefales, da det meste af turen foregår ned ad bakke – er vi nu på vej. Sydover med solen i ryggen. Gennem søde dufte, fremmede lyde og ansigter.



»Pas på hønsene!«, lyder advarslen fra den forreste af cyklerne, mens vi drejer ned gennem de smalle stræder i en landsby.

Men det kunne lige så godt have været kokosnødderne og hundene. Eller hullerne i vejen, brostenene og lavthængende palmeblade. Alt sammen findes i overflod på vores nedtur tilbage til Ubud.


Med stor behændighed undgår vi i sidste sekund de vildfarne høns og kommer relativt helskindede igennem de snævre gader. Poni fortæller om dengang, det gik galt, og en cyklist ramte en høne så voldsomt, at dens liv ikke stod til at redde. Men da ingen vidste, hvor den kom fra, havnede den i rygsækken og efterfølgende på menukortet til aftenens middag.

GUIDEHer skal du spise, når du besøger Bali

Så galt går det ikke her.

Heldigvis, for her på gudernes ø er alt en integreret del af det guddommelige, og balineserne tror på, at alt har en sjæl, så dyr, tøj og afgrøder, ja, selv børn betragtes som guder, indtil de er fyldt syv år. Så vi har bestemt ikke noget ønske om at ramme en af de udvalgte skabninger.

»We believe that what you give, is what you get«, siger Poni og sætter os ind i en af de mest grundlæggende balinesiske leveregler: »Hvad du giver, får du tilbage«.

Derfor må man heller ikke tage mere ud af verden, end man selv kan give, forklarer han.

Og da vi ikke umiddelbart kan finde på andre måder at kompensere for en død høne på end med ussel, jordisk mammon, gør vi alt, hvad vi kan for at styre uden om.

Landsbyer og kaotisk trafik
Vi kører videre gennem kaffe- og tobaksplantager og under palmeblade på snævre junglestier. Forbi templer og bondegårde. Gennem landsbyer med kokosnøddeknækkere og gamle bondekoner. Ind mellem høns, hunde, svin og køer.

Langs vejen står vinkende, smilende og hujende børn, der holder hænderne frem til håndklap og high five på vej ned over de toppede brosten og grusveje stierne i vildnisset af palmer. Vi forstår ikke tilråbene, men Poni forsikrer os om, at de ønsker os god tur, og at guderne må være med os.



Livet i landsbyerne er fredeligt, men der er fart over feltet, så snart vi befinder os på hovedvejene.

Her er det godt med den overdrevne luksus at have to følgebiler i hælene – det tætteste, vi nok nogensinde kommer på følelsen af at være en rigtig cykelrytter: En bil med friske forsyninger af koldt vand og en med cykler i tilfælde af punkteringer eller et ekset hjul efter nærkontakt med et hul i den sparsomme asfalt.

Samtidig er bilerne med til at holde den værste trafik på afstand i de store vejkryds.

At påstå, at balineserne kan lide fart, er en underdrivelse. For takket være deres tro på reinkarnation kører de som ind i helvede med hele familier på en enkelt scooter, ofte med to-tre rollinger under armen – uden styrthjelme ...

LÆS OGSÅ

Som Tour de France-ryttere kæmper vi os gennem det balinesiske landskab i den bagende asiatiske sol, hvis skarpe lys kun overgås af skæret fra vores bleghvide stikkelsbærben.

I en landsby sidder to piger under et halvtag og hygger sig med mobiltelefoner, træstykker og knive så skarpe som barberblade. De snitter i de rå træstykker, og som en video på fast forward vokser der skildpadder og andre dyr frem for vores øjne.

Vi måber, og de griner lidt forlegent, da vi får Poni til at spørge dem på balinesisk, hvor lang tid det tager at snitte en skildpadde med skjold og det hele: 10 minutter. Det ville tage os en uge – mindst – efter vi havde lært det, fortæller vi tilbage.



Overalt leger børnene med drager, og en lille dreng kommer tillidsfuldt hen og rækker dragesnoren frem og tilbyder os at prøve at flyve den. Vi takker nej af frygt for at være skyld i, at den falder ned, og han mister dragen i vores mindre kyndige hænder.

Annonce

Først senere beroliger Poni os med, at hans glæde ved at dele dragen med os ville være større end sorgen over at miste den. »What you give ...«, minder han os om. Og vi finder efterhånden ud af, at den glæde ved at dele er dybt rodfæstet i den balinesiske folkesjæl og hindureligion.

Lit de parade på gårdspladsen
Som timerne går, er det, som om vi for alvor møder lidt af den oprindelighed, vi er rejst ud for at finde. Længere og længere væk fra de glamourøse luksushoteller, dybt inde i det Bali, de færreste oplever som turister.

De mange indtryk ledsages af Ponis tankevækkende betragtninger om livet på Bali – i pagt med guderne. Ikke mindst, da han inviterer os indenfor på en bondegård midt i en lille landsby.

Hos familien sætter Poni os grundigt ind i de rituelle regler for bygning af en balinesisk familiebolig. Først og fremmest muren ud mod gaden, som tjener både mod nysgerrige blikke og onde ånder.

Og for at de onde ånder ikke skal kunne finde ind gennem den lille port og forstyrre familiefreden, er der anbragt en mur inden for åbningen, som man skal uden om – onde ånder har nemlig ikke let ved at dreje om hjørner.

Her er et hus til hver funktion: sove, madlavning, toilet, tempel, gæstehus og så videre. Her er til gengæld ingen stue eller samtalekøkken. I det vidunderlige klima foregår alt samvær udenfor i gården eller i ly for et enkelt regnskyl på en overdækket hvileplads, hvor man samles på den flettede bambusmåtte og diskuterer livets tildragelser.

Det er også her, man lægger de afdøde på lit de parade – og her kan den afdøde ligge længe, mens familien sparer op til den flottest mulige begravelse.

Derfor er balsameringens kunst vigtig viden i familierne, hvor man selv tapper den afdøde for blod, tager indvoldene ud og balsamerer liget. Eventuelt begraves liget midlertidigt, indtil familien har fået samlet tilstrækkelige midler.

Her starter så den største af alle balinesiske fester med flotte processioner, musik og kostbar udsmykning med et højt farverigt tårn og massevis af blomster. Til sidst sættes der ild til det hele med liget placeret øverst på bålet.

LÆS OGSÅ

Ude bag gården kommer vi til grisestien, og familiens kvindelige overhoved tager imod med friske mandariner plukket fra et lille træ. Med smil og fagter viser hun os afgrøderne bag huset, kokosnødder, tobak, frugter i massevis.

Og så brydes stilheden af en glad gris, der hopper højt op ad staldens rækværk for at se, hvad der foregår. Den er svær at stille tilfreds, før den har fået masser af klap, er blevet fordret med græs, som vi plukker rundt om stalden – igen og igen. Poni griner: »What you give, is what you get«.



Ro i rismarkerne

Tilbage i cykelsadlerne triller vi videre ned ad bjergsiden og når til et stykke med frodige rismarker, der falder ned mod dalen i endeløse grønne terrasser med stillestående vand, der spejler den blå himmel. Vi står af cyklerne og nyder roen og stilheden.

Indimellem brydes spejlet af flokke af ænder. De lukkes ud på marken mellem hver rishøst. Her er ikke råd til pesticider og kunstgødning, så i stedet spiser ænderne smådyr og insekter, holder antallet af tudser nede, og gøder marken med deres ekskrementer.

Alt vokser hurtigt i det tropiske klima, og affaldet fra produktionen bruges som kompost omkring de nye afgrøder. Derfor er meget af det, der dyrkes på Bali, økologisk.

På nogle rismarker i en lavning bliver der høstet. Vi betragter det klassiske motiv: Høstarbejderne – mænd og kvinder, unge og gamle – har hovederne dækket af de karakteristiske bredskyggede stråhatte. Høsten foregår ved håndkraft, og hovederne dykker op og ned i takt med seglknivens hug rundt om planterne.

LÆS OGSÅ

Langs stierne går opsamlere og bundter de høstede planter. Ved små pladser tærskes risen mod jorden, og riskornene springer af. Overalt hvor der er en ledig plet i solen, tørres riskornene. Gerne midt i et vejsving. Så må trafikken manøvrere uden om. Og vi advarer hinanden om ikke at bruge forbremsen lige der. Det betyder en sikker udskridning, og tager man chancen, er det – nå ja – ris til egen ...

Da vi ankommer til endestationen mod syd, en restaurant i en landsby uden for Ubud gemt inde bag myriader af huse, er vi for længst blevet overhalet af australierne, der grinende byder os velkommen »mate«. Vi tog os tid til at få Bali ind under huden, og det var al tiden værd.

Da vi tumler ud af jeepen, kigger vi lige ned i et enormt vulkankrater, hvorfra endnu en vulkan- kegle, den 1.717 meter høje Mount Batur, rejser sig fra disen.

Politiken var inviteret af Nyhavn Rejser.

Læs mere:

Læs mere