Jeg skal til Rom i efterårsferien, og jeg glæder mig. Men jeg skammer mig også. Over mit hykleri og mit forræderi mod den aftale, jeg for et godt stykke tid siden lavede med mig selv. Om så vidt muligt at vælge toget frem for flyet på mine rejser.
Jeg er ikke hysterisk med den beslutning, men har alligevel givet den en chance, særligt af hensyn til klimaet. For forskellen på mit personlige klimaaftryk på henholdsvis en fly- og en togrejse er selvfølgelig den overordnede faktor for mit forsøgsvise transportskift. Samtidig er det helt ærligt også en deprimerende bevæggrund at fravælge flyrejsen af skam, frygt og en dårlig samvittighed så tung som en fuldt lastet storbyweekendflyver på vej til Rom. Det er langt sjovere og mere motiverende at vælge toget, fordi det simpelthen er en federe måde at rejse på.




























