En ung iransk kvinde med et blændende 100 watt-smil, udslået hår og moderigtige huller i sine splinternye jeans må lige høre, hvem vi fire er – de eneste vesterlændinge i afgangshallen – hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen? Vi befinder os i Atatürk-lufthavnen i Istanbul, mens vi venter på flyet til Tabriz i Iran.
Hun henvender sig i første omgang til kvinderne i vores gruppe, men snart snakker vi alle om forholdene i Iran. Hun har et godt job i Tyrkiet, men er ofte hjemme for at besøge familien i Tabriz. Det religiøse påbud om tildækket hår smiler hun ad.





























