Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningDa vi sidder på terrassen over det store bådehus ved Bagsværd Sø og roder i alt det, der er sket, siden vi mødtes samme sted for nøjagtig et år siden – lige før OL i Rio de Janeiro – viger René Holten Poulsen tilbage fra at kalde sin tilstand efter den kiksede OL-præstation for en depression. Måske synes han, at det trods alt er for stærkt.
Men han vil godt gå så vidt som at betegne sine oplevelser i en længere periode af det seneste år som depressive.
»Jeg var virkelig langt nede. Det var en hård tid«, fortæller den 28-årige René Holten Poulsen, der efter to vundne medaljer ved det seneste EM i Plovdiv i Bulgarien har vundet 20 af de 38 EM-medaljer, dansk kajaksport har hentet gennem tiden.
Hallo, 20 af 38 danske EM-medaljer fortæller om en usædvanlig atlet. En helt usædvanlig dedikeret sportsmand - der nu også skal vise sine evner på et dansegulv i den nye sæson af TV2s 'Vild med Dans'.
Den stolte lollik
Og da vi i det sjældne julisolskin, som pludselig varmer mine rygstykker og får René Holten til at tage sine noget seje solbriller på, taler om det imponerende medaljeregnskab, fornemmer jeg også en stolthed i den lollandske dialekt.
Men alligevel er det den medalje, han ikke har vundet – den individuelle OL-medalje i enerkajak – der fylder mest i vores samtale. Den ikkemedalje, der er årsagen til al elendigheden. Og til det ’indre opgør’, som René Holten har taget.
Inden OL i Rio skrev jeg en artikel om kajakfænomenet – og overskriften lød: ’Manden, der ligner en guldmedalje’.
En ærgerrig mand
Og ligheden kom ikke kun gennem de EM-medaljer, han hentede inden OL, eller det dobbelte VM-guld, han erobrede året inden på 500 meter og 1.000 meter. En bedrift, han blot er den sjette atlet i kajaksportens historie, der har præsteret.
Nej, ligheden med den olympiske guldmedalje blev i høj grad også fremmanet af den selvtillid og ærgerrighed, der lyste fra René Holtens person før OL – og af de ord, der flød fra hans mund. De var ikke fra beskedenhedens skuffe, de var direkte og kontante, og de hvilede på en klar viden om egen styrke og formåen.
Eller sagt på en anden måde: Da de mange danske OL-deltagere satte kursen mod Brasilien, havde René Holten Poulsen, født på Nykøbing Falster sygehus, opvokset på Lolland og rundet af gode kajakfolk i Maribo, status som dansk idræts største guldhåb. Intet mindre.
Nu sidder han så og taler om, at han var under et hårdt forventningspres.
Stram i betrækket
»Og presset kom ikke mindst fra mig selv. Jeg havde skruet mig godt op«, lyder ordene fra kajakroeren. »Jeg er jo ikke bange for at sige, hvad jeg mener, tror og forventer. Det er jo også en del af mig. Men det skaber selvfølgelig et pres«.
Forskellen på vores samtale nu og for et år siden på bænken på bådehusets tag er, at René Holten denne gang er til stede, mentalt set. Helt afslappet, smilende, veloplagt. Det var han ikke i juli 2016.
»Du var et helt andet sted, du var fraværende, stram i betrækket og kort for hovedet«, siger jeg til ham – og han påstår, at han godt kan huske det. At han var så optaget af det, der skulle ske ’lige om lidt’. At han allerede dér, i Bagsværd og inden afrejsen til Rio, kunne mærke presset.
Og så landede han. Fire dage før han skulle kaste sig ud i det olympiske kapløb i 1.000 meter enerkajak – en distance proppet med drømme, men som udviklede sig til et mareridt. Med den største krise i René Holten Poulsens liv som følge.
Klar til eftermiddagstræningen på Bagsværd Sø. Efter OL i Rio tog René Holten en grundig samtale med en psykolog for at finde fodfæste i sit elitære idrætsliv.
Da alt gik galt i Rio
»Det var Murphys Lov – alt det, der kunne gå galt, gik galt«, fortæller han i et tilbageblik.
René Holten kunne ikke rigtig sove på den lange flyrejse over Atlanten. Han var utilpas, blev syg, følte det næsten som en slags kold lungebetændelse.
»Jeg følte mig tung og svækket, jeg kunne ikke finde noget overskud. Jeg tog kamille- og ingefærdampbade til hovedet, jeg fik masser af ingefær i teen, jeg gjorde alt for finde balancen, men jeg kunne ikke komme af med utilpasheden. Og det går jo ikke, når man skal kæmpe med verdens bedste kajakroere«.
Alligevel formåede danskeren at nå frem til finalen på Lagoa rostadion. Han fuldførte, blev nr. seks i et løb, der blev vundet af spanieren Marcus Walz.
Forklaring, ikke undskyldning
»Da jeg bagefter mødte medierne, ville de gerne vide, hvad der var gået galt. Hvorfor det ikke blev til nogen olympisk medalje. Og jeg sagde det direkte, som det var: at jeg var syg, og at jeg fik søgræs på roret. Det blev opfattet som en dårlig undskyldning, hvad jeg sagtens kan forstå. Men sådan var forklaringen – kajak er en udendørs sport, og naturen kan ikke kontrolleres. Og sygdom er jeg heller ikke herre over«, siger han og slår ud med armene.
Jamen, så skulle den sag jo være ude af verden, ikke sandt. Men det var den ikke.
For på de såkaldte sociale medier blev der sparket ud efter René Holten Poulsen. Han kunne ikke, da det gjaldt. Han var smækfyldt med dårlige undskyldninger. Han blev også analyseret i medierne, og det var ikke alt sammen lige smigrende. Det gjorde ondt. Og han kunne ikke lade være med at lytte og se.
»Alt det, jeg sagde, blev tolket som dårlige undskyldninger. Men det var det ikke. Nej, jeg var ikke dødssyg og skulle indlægges, og det var heller ikke træstammer, der faldt ned over min kajak. Det vil jeg gerne slå fast. Men min følelse af svækkelse – sådan som mange føler sig, dagen inden en forkølelse bryder ud – og søgræsset på kajakken, det var småting, som sammenlagt havde en pris af to, tre, fire sekunder. Og så kan man ikke tage nogen medalje«.
Nr. 6 i verden, trods alt
Jeg siger til René Holten, kajakkongen, der danner par med svømmedronningen Pernille Blume, at det undrer mig, at han ikke bare kan ignorere den billige kritik på nettet.
»Det lyder jo næsten, som om du dunker dig selv i hovedet. Du har vundet alt mellem himmel og jord, så kikser det en enkelt gang på grund af sygdom, og alligevel er det lige det, du fokuserer på. Find dog noget positivt«.
René Holten letter lidt på solbrillerne, ser på mig og siger, at hvis han skal finde noget positivt, »så er jeg da stolt over, at jeg selv på min dårligste dag blev nr. seks i verden. Dette var min femte OL-finale og min ringeste placering nogensinde«.
»Og i øvrigt har jeg ikke pillet mig selv ned. Jeg ved godt, hvad jeg har leveret – og hvad jeg kan, når jeg er på toppen. Men jeg gider ikke finde mig i møgfald for at være uheldig. Og det var jeg i Rio. Hvad jeg sagde, var ikke nogen dårlig undskyldning, overhovedet ikke. Det var en forklaring. Min præstation kunne ikke blive til andet under de betingelser«.
René Holten i aktion på den olympiske bane i Rio for et år siden. Det var her, alt gik galt for den håbefulde dansker. Men nu er han på vej mod en ny olympisk udfordring i Tokyo 2020. Og måske også i 2024. Det vil han ikke helt udelukke, siger han til Politiken.
Talte med psykolog
Da René Holten kom hjem fra Brasilien, var humøret i bund. Og træningslysten meget lille.
»Jeg trænede, men meget mindre end jeg plejer, og kun i det omfang, jeg havde overskud til. Jeg tog kontakt til en psykolog, som jeg tidligere havde arbejdet med, og vi fik talt tingene igennem. I oktober tog jeg på vandet med en af de unge kajakfolk fra elitecentret, og der prøvede jeg mig selv af i noget intervaltræning. Det viste sig, at jeg stadig kunne reagere med kraft. Helt væk var jeg ikke«.
Hvad bragte dig gennem kriseperioden og til der, hvor du er nu?
»Åh, det er mange ting, men det er først og fremmest tid, en masse tid og en masse tanker. At vække motivationen kan ske gennem at drømme om noget – i sportens verden kan det være at drømme om OL, udenfor kan det være et særligt job«.
»Undervejs læste jeg bl.a. en bog af en fyr, der har været coach for basketballstjernen Michael Jordan. Han skriver om forskellige atlettyper, de gode, de rigtig gode og dem, der vil endnu mere. Og så taler han om at være en ’cleaner’ – om dem, der vil det hele. Dér lærte jeg noget om mig selv«.
