Guldhåbet, der kiksede og skal være med i 'Vild med Dans', taler ud: De sagde, jeg var ubehagelig at være sammen med

Da vi sidder på terrassen over det store bådehus ved Bagsværd Sø og roder i alt det, der er sket, siden vi mødtes samme sted for nøjagtig et år siden – lige før OL i Rio de Janeiro – viger René Holten Poulsen tilbage fra at kalde sin tilstand efter den kiksede OL-præstation for en depression. Måske synes han, at det trods alt er for stærkt.

Men han vil godt gå så vidt som at betegne sine oplevelser i en længere periode af det seneste år som depressive.

»Jeg var virkelig langt nede. Det var en hård tid«, fortæller den 28-årige René Holten Poulsen, der efter to vundne medaljer ved det seneste EM i Plovdiv i Bulgarien har vundet 20 af de 38 EM-medaljer, dansk kajaksport har hentet gennem tiden.

Hallo, 20 af 38 danske EM-medaljer fortæller om en usædvanlig atlet. En helt usædvanlig dedikeret sportsmand - der nu også skal vise sine evner på et dansegulv i den nye sæson af TV2s 'Vild med Dans'.

Den stolte lollik

Og da vi i det sjældne julisolskin, som pludselig varmer mine rygstykker og får René Holten til at tage sine noget seje solbriller på, taler om det imponerende medaljeregnskab, fornemmer jeg også en stolthed i den lollandske dialekt.

Men alligevel er det den medalje, han ikke har vundet – den individuelle OL-medalje i enerkajak – der fylder mest i vores samtale. Den ikkemedalje, der er årsagen til al elendigheden. Og til det ’indre opgør’, som René Holten har taget.

Inden OL i Rio skrev jeg en artikel om kajakfænomenet – og overskriften lød: ’Manden, der ligner en guldmedalje’.

En ærgerrig mand

Og ligheden kom ikke kun gennem de EM-medaljer, han hentede inden OL, eller det dobbelte VM-guld, han erobrede året inden på 500 meter og 1.000 meter. En bedrift, han blot er den sjette atlet i kajaksportens historie, der har præsteret.

Nej, ligheden med den olympiske guldmedalje blev i høj grad også fremmanet af den selvtillid og ærgerrighed, der lyste fra René Holtens person før OL – og af de ord, der flød fra hans mund. De var ikke fra beskedenhedens skuffe, de var direkte og kontante, og de hvilede på en klar viden om egen styrke og formåen.

Eller sagt på en anden måde: Da de mange danske OL-deltagere satte kursen mod Brasilien, havde René Holten Poulsen, født på Nykøbing Falster sygehus, opvokset på Lolland og rundet af gode kajakfolk i Maribo, status som dansk idræts største guldhåb. Intet mindre.

Nu sidder han så og taler om, at han var under et hårdt forventningspres.

Stram i betrækket

»Og presset kom ikke mindst fra mig selv. Jeg havde skruet mig godt op«, lyder ordene fra kajakroeren. »Jeg er jo ikke bange for at sige, hvad jeg mener, tror og forventer. Det er jo også en del af mig. Men det skaber selvfølgelig et pres«.

Forskellen på vores samtale nu og for et år siden på bænken på bådehusets tag er, at René Holten denne gang er til stede, mentalt set. Helt afslappet, smilende, veloplagt. Det var han ikke i juli 2016.

»Du var et helt andet sted, du var fraværende, stram i betrækket og kort for hovedet«, siger jeg til ham – og han påstår, at han godt kan huske det. At han var så optaget af det, der skulle ske ’lige om lidt’. At han allerede dér, i Bagsværd og inden afrejsen til Rio, kunne mærke presset.

Og så landede han. Fire dage før han skulle kaste sig ud i det olympiske kapløb i 1.000 meter enerkajak – en distance proppet med drømme, men som udviklede sig til et mareridt. Med den største krise i René Holten Poulsens liv som følge.

Foto: Martin Lehmann

Da alt gik galt i Rio

»Det var Murphys Lov – alt det, der kunne gå galt, gik galt«, fortæller han i et tilbageblik.

René Holten kunne ikke rigtig sove på den lange flyrejse over Atlanten. Han var utilpas, blev syg, følte det næsten som en slags kold lungebetændelse.

»Jeg følte mig tung og svækket, jeg kunne ikke finde noget overskud. Jeg tog kamille- og ingefærdampbade til hovedet, jeg fik masser af ingefær i teen, jeg gjorde alt for finde balancen, men jeg kunne ikke komme af med utilpasheden. Og det går jo ikke, når man skal kæmpe med verdens bedste kajakroere«.

Alligevel formåede danskeren at nå frem til finalen på Lagoa rostadion. Han fuldførte, blev nr. seks i et løb, der blev vundet af spanieren Marcus Walz.

Forklaring, ikke undskyldning

»Da jeg bagefter mødte medierne, ville de gerne vide, hvad der var gået galt. Hvorfor det ikke blev til nogen olympisk medalje. Og jeg sagde det direkte, som det var: at jeg var syg, og at jeg fik søgræs på roret. Det blev opfattet som en dårlig undskyldning, hvad jeg sagtens kan forstå. Men sådan var forklaringen – kajak er en udendørs sport, og naturen kan ikke kontrolleres. Og sygdom er jeg heller ikke herre over«, siger han og slår ud med armene.

Jamen, så skulle den sag jo være ude af verden, ikke sandt. Men det var den ikke.

For på de såkaldte sociale medier blev der sparket ud efter René Holten Poulsen. Han kunne ikke, da det gjaldt. Han var smækfyldt med dårlige undskyldninger. Han blev også analyseret i medierne, og det var ikke alt sammen lige smigrende. Det gjorde ondt. Og han kunne ikke lade være med at lytte og se.

»Alt det, jeg sagde, blev tolket som dårlige undskyldninger. Men det var det ikke. Nej, jeg var ikke dødssyg og skulle indlægges, og det var heller ikke træstammer, der faldt ned over min kajak. Det vil jeg gerne slå fast. Men min følelse af svækkelse – sådan som mange føler sig, dagen inden en forkølelse bryder ud – og søgræsset på kajakken, det var småting, som sammenlagt havde en pris af to, tre, fire sekunder. Og så kan man ikke tage nogen medalje«.

Nr. 6 i verden, trods alt

Jeg siger til René Holten, kajakkongen, der danner par med svømmedronningen Pernille Blume, at det undrer mig, at han ikke bare kan ignorere den billige kritik på nettet.

»Det lyder jo næsten, som om du dunker dig selv i hovedet. Du har vundet alt mellem himmel og jord, så kikser det en enkelt gang på grund af sygdom, og alligevel er det lige det, du fokuserer på. Find dog noget positivt«.

René Holten letter lidt på solbrillerne, ser på mig og siger, at hvis han skal finde noget positivt, »så er jeg da stolt over, at jeg selv på min dårligste dag blev nr. seks i verden. Dette var min femte OL-finale og min ringeste placering nogensinde«.

»Og i øvrigt har jeg ikke pillet mig selv ned. Jeg ved godt, hvad jeg har leveret – og hvad jeg kan, når jeg er på toppen. Men jeg gider ikke finde mig i møgfald for at være uheldig. Og det var jeg i Rio. Hvad jeg sagde, var ikke nogen dårlig undskyldning, overhovedet ikke. Det var en forklaring. Min præstation kunne ikke blive til andet under de betingelser«.

Foto: DRESLING JENS

Talte med psykolog

Da René Holten kom hjem fra Brasilien, var humøret i bund. Og træningslysten meget lille.

»Jeg trænede, men meget mindre end jeg plejer, og kun i det omfang, jeg havde overskud til. Jeg tog kontakt til en psykolog, som jeg tidligere havde arbejdet med, og vi fik talt tingene igennem. I oktober tog jeg på vandet med en af de unge kajakfolk fra elitecentret, og der prøvede jeg mig selv af i noget intervaltræning. Det viste sig, at jeg stadig kunne reagere med kraft. Helt væk var jeg ikke«.

Hvad bragte dig gennem kriseperioden og til der, hvor du er nu?

»Åh, det er mange ting, men det er først og fremmest tid, en masse tid og en masse tanker. At vække motivationen kan ske gennem at drømme om noget – i sportens verden kan det være at drømme om OL, udenfor kan det være et særligt job«.

»Undervejs læste jeg bl.a. en bog af en fyr, der har været coach for basketballstjernen Michael Jordan. Han skriver om forskellige atlettyper, de gode, de rigtig gode og dem, der vil endnu mere. Og så taler han om at være en ’cleaner’ – om dem, der vil det hele. Dér lærte jeg noget om mig selv«.

Den stor individualist

Er du sådan en, en ’cleaner’?

»Hvis det er at være den fuldstændige individualist, så er jeg det nok. Men det er ikke ensbetydende med at være egoist. Jeg tror, de bedste atleter er dem, der kan hvile i sig selv. Dem, der kan finde det, der skal til for at skille sig ud. Det har jeg arbejdet med. Jeg har set på, hvad der kendetegner de atleter, der har vundet 1.000 meter enerkajak ved OL, og som ikke dominerer og vinder EM og VM, men som slår til ved OL«.

Og hvad er det så, de gør?

»Der er vel ikke noget præcist svar, nogen sandhed. Men måske skal min tilgang til træningen og konkurrencerne være mindre anstrengt, måske skal jeg være lidt mindre ’religiøs’ i forholdet til min sport. Det er sådan nogle ting, jeg overvejer. Et fælles træk hos OL-vinderne er jo, at de bygger både deres motivation og træning op hen over en periode på tre-fire år op til OL«.

Du fortæller, at at du i månederne efter OL kun trænede, når du havde overskud, men du skruer op for blusset efter årsskiftet. Hvad skete der?

»I januar i år tog jeg med på den årlige langrendstræning i Norge. Det er 14 hårde dage, hvor vi virkelig slider i det, tre til fem timer om dagen. Men det var rigtig godt, jeg havde musik i ørerne, løb næsten den samme løjpe hver dag – til den samme musik. Det bragte mig i godt humør, jeg fik lysten tilbage«, smiler René Holten bag de smarte solbriller.

En dødssyg træningslejr

Bagefter tog han på kajaktræningslejr i Florida i et par uger, nu skulle formen bygges op. René Holten trænede sammen med en canadier, og hele forløbet var – siger han uden filter – »aldeles dødssygt«.

Og det var »lige så dødssygt«, da han – efter at have deltaget i det klassiske langrendsløb Vasaloppet i marts, hvor han blev nr. 4.900-et-eller-andet – tog direkte tilbage til Florida på en seks uger lang træningslejr.

»Vi boede ved en mose eller sump, et sted i Florida, jeg virkelig ikke bryder mig om, og nu skulle jeg være væk i hele seks uger. Jeg stod det igennem, men det var hårdt oppe i hovedet«, siger han.

René Holten trænede hårdere og hårdere – og så skete der det for ham helt usædvanlige, at han ved forårsregattaen i år på Bagsværd tabte til en dansker på 1.000 meter: Morten Graversen fra Silkeborg.

Den rasende stjerne

Tog verdensstjernen nederlaget stille og roligt? Nej, det gjorde han ikke. Han vendte det indad, var rasende på sig selv. »Jeg var vanvittigt dårligt roende«, husker han – men han kunne trods alt mobilisere overskud til at stikke næven frem og lykønske konkurrenten. Hvad han i øvrigt altid gør og også gjorde efter OL-finalen.

I kølvandet på nederlaget og René Holtens slet skjulte skuffelse fulgte der ’samtaler’ med træneren, og de var ikke alle lige behagelige. Og heller ikke de første af slagsen.

»Efter møder med træner og sportschef hen over vinteren havde jeg ligesom lagt en dæmper på mig selv«.

»For der fik jeg bl.a. at vide, at de andre på holdet havde svært ved at forholde sig til mine ’udbrud’, som træneren så smukt formulerede det, og at de til tider fandt mig ubehagelig. I min diskussion med træneren var jeg nok hverken pædagogisk eller høflig, men vreden bragte mig frem til en erkendelse og beslutning – at jeg skulle finde tilbage til at ’være René’. Sådan at forstå, at jeg skal have fokus på mit eget velbefindende og vægte mine egne behov og vurderinger højere end andres. At jeg ikke skulle gøre, som alle andre dikterede«, forklarer han. »En ting er at blive klogere, men man må aldrig miste det, der gør dig unik. I mit tilfælde det, der har gjort mig til en af verdens bedste«.

Vil bestige Kilimanjaro

Det har ført til, at René Holten skærer ned på antallet af kajakrejsedage – der var 210 i den olympiske sæson – og reducerer omfanget af træningslejre. Desuden kaster han sig ud i ’motiverende begivenheder’, som bl.a. er at bestige Kilimanjaro næste år.

»Jeg har lært, at jeg skal opbygge ’sult’ til både træning og konkurrencer. Min mentale tank skal fyldes op med godt humør og gode oplevelser – og en af dem var en rejse til Japan, hvor jeg var med til at fortælle lokale trænere om kajaksporten. En anden er Kilimanjaro, og en tredje er eksempelvis den hund, jeg får efter VM, en Alaskan Klee Kai, der er i familie med en husky«, siger han med en stemme, der har drejet lidt på begejstringsknappen.

Og hvor bringer det så kajakroeren René Holten hen?

»Frem mod VM i Tjekkiet sidst i august – og godt på vej mod OL i Tokyo 2020. Min nye måde at bygge formen op på udtrykker min beslutning om, at OL er det vigtigste for mig«.

Foto: Dansk Kano og Kajak Forbund

Frem mod OL 2020 - og måske 2024

Til den tid er du 31 år, er det så et farvel til kajaksporten?

»Nej, der er VM på Bagsværd Sø i 2021, og det stævne vil jeg gerne have med«.

Fra 2021 til OL 2024, som kan blive det femte for dig, er der ikke langt. Er det noget, der lurer i dit hoved?

»Mine planer strækker sig ikke længere end til sensommeren 2021. Men hvis jeg siger, at 2024 ikke helt kan udelukkes – 35 er jo en god alder for en kajakroer – så har jeg vel ikke sagt for meget«, smiler René Holten Poulsen. Mens solen stadig skinner velsignet.

Hvad skal du i øvrigt lave i aften efter træning?

»Jeg skal ud og spise en burger sammen med min søster og en god ven. Og bagefter skal vi i biografen og se ’Dunkirk’. Det glæder jeg mig til«.